Prøv avisen
Kanten

Pelle Dragsted er på afveje i debatten om finansloven

Pelle Dragsted forlod Folketinget ved valget den 5. juni 2019 på grund af Enhedslistens rotationsprincip. Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Brian Degn Mårtensson

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Man kan sagtens komme med gode argumenter for det ene og det andet skatteniveau, men meningsløse eller grundlovsstridige påstande bidrager ikke til en oplyst finanslovsdebat, skriver ph.d.-studerende

En af de skarpeste venstrefløjsdebattører herhjemme er i mine øjne Pelle Dragsted, der før sidste valg faldt for Enhedslistens rotationsprincip. Heldigvis er han stadig en meget aktiv stemme i debatten, blandt andet i sin egenskab af klummeskribent på Information.

Den 21. november bragte avisen således Dragsteds kommentar til finanslovsdebatten under titlen ”Gu’ er det ej de riges egne penge, for værdien er skabt i fællesskab”. Ifølge Dragsted er det noget pjat, når de borgerlige klager over, at staten vil tage flere af folks egne penge i form af øgede skatter. Det er ifølge Dragsted nemlig slet ikke deres penge, hvilket begrundes som følger: ”Velstand skabes ikke i et abstrakt univers, hvor det enkelte menneske eller den enkelte virksomhed er isoleret fra de samfundsmæssige rammer, de indgår i.”

Som altid er Dragsteds overvejelser interessante, men det bliver de ikke nødvendigvis rigtige af.

For det første antager Dragsted, at det helt alment forholder sig sådan, at den enkeltes ejendom er et resultat af sociale processer, altså samfundsfællesskabet. Denne påstand er lige så absurd som dens negation: at ingen ejendom er resultatet af sociale processer. Mennesket er fra naturens side et flokdyr, men vores primære force – intellektet – har udpræget individuelle egenskaber, der sætter os i stand til hver især at få gode idéer og handle på dem.

Naturligvis ville Pelle Dragsted ikke have været i stand til at skrive præcis, som han gør, hvis Karl Marx aldrig var blevet født, men det vil alligevel være det rene nonsens at påstå, at Dragsteds analyser ikke er hans egne. At vi agerer i sociale og historiske kontekster betyder ikke, at vi ophører med at være individer.

For det andet kommer Dragsteds kommentar i alvorlig konflikt med den Grundlov, en finanslov altid må underlægge sig. Grundloven foreskriver nemlig, at ejendomsretten er knyttet til den individuelle borger, og at staten kun kan gøre indhug heri i form af lovformelig skat eller ekspropriation mod erstatning. Altså stadfæster Grundloven et princip gående på, at ejendom i retslig og politisk forstand er et individuelt anliggende, ikke et sammenviklet resultat af sociale processer. Staten kan sagtens opkræve skat eller ekspropriere, men gør den det, skal det ske ved lov. Den personlige ejendom – herunder formue, den enkelte måtte have tjent/arvet – er nemlig naturligt individets egen.

Man kan sagtens komme med gode argumenter for det ene og det andet skatteniveau, men meningsløse eller grundlovsstridige påstande bidrager ikke til en oplyst finanslovsdebat.