Pia Olsen Dyhr: Coronakrisen har gjort mig endnu mere taknemmelig over at bo i Danmark

Når coronakrisen er overstået, så skal vi genopbygge Danmark, men jeg håber også, at der bliver tid til, at vi kigger hinanden i øjnene og anerkender, at vores samfundsmodel for alvor viser sin styrke i en krisetid

Jeg er taknemmelig over at bo i Danmark, når jeg holder møder med statsministeren og partilederne fra de andre partier, og alle ved, at vi nok har forskellige interesser, men at vi har én altoverskyggende fællesinteresse, der trumfer alt andet, nemlig at finde de bedst mulige løsninger for hele Danmark, skriver formand for SF Pia Olsen Dyhr.
Jeg er taknemmelig over at bo i Danmark, når jeg holder møder med statsministeren og partilederne fra de andre partier, og alle ved, at vi nok har forskellige interesser, men at vi har én altoverskyggende fællesinteresse, der trumfer alt andet, nemlig at finde de bedst mulige løsninger for hele Danmark, skriver formand for SF Pia Olsen Dyhr. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Store kriser fungerer som en lup, der fremhæver samfundsmodellers sol- og skyggesider. Hvor er jeg lykkelig over, at jeg bor i Danmark og i én af verdens bedste velfærdsstater.

I USA har tre millioner mennesker indtil videre mistet deres arbejde på grund af coronakrisen. Det er en tragedie i sig selv, men den bliver forstærket af, at de fyrede amerikanere ikke blot mister deres levegrundlag. De mister også deres sundhedsforsikring, hvis de ellers var så heldige at have sådan en.

Midt i en verdensomspændende sundhedskrise, forsvinder deres adgang til behandling. Mere brutalt bliver det ikke. Ja, mange af dem uden opsparing har ikke engang råd til at betale for en coronatest. Vi har et stærkt offentligt sundhedsvæsen, der ikke skeler til hverken titel eller pengepung. Adgangen til sygehuset er ikke betinget af en arbejdsgivers velvilje. Sådan burde det være alle steder.

Jeg er taknemmelig over at bo i Danmark, når jeg holder møder med statsministeren og partilederne fra de andre partier, og alle ved, at vi nok har forskellige interesser, men at vi har én altoverskyggende fællesinteresse, der trumfer alt andet, nemlig at finde de bedst mulige løsninger for hele Danmark. At vi giver køb på lidt af vores eget hjerteblod, vel vidende at Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V), Pernille Skipper (EL), Morten Østergaard (R), Pernille Vermund (NB) og Søren Pape Poulsen (K) alle sammen gør nøjagtig det samme.

Jeg er dybt taknemmelig over at bo i et Danmark, hvor vi passer på hinanden. Hvor vi mødes politisk og finder løsninger for de hjemløse, der har brug for mødesteder, selv i denne tid, fordi en varmestue eller et mødested med andre hjemløse er så afgørende for deres psykiske velbefindende. Jeg er dybt taknemmelig over, at man hele tiden hører historier om folk, der tilbyder at købe ind for hinanden, hente medicin eller på andre måder hjælpe borgere i karantæne.

Jeg er dybt taknemmelig over, at vi bor i et land, hvor man i fagbevægelsen og erhvervslivet sætter sig sammen omkring et virtuelt bord og finder løsninger, hvor både arbejdsgivere og lønmodtagere giver og får. Hvor vi ikke kun laver politik for erhvervslivets skyld, men også husker, at de arbejdsløse på dagpenge eller de syge på sygedagpenge også bliver hårdt ramt af krisen.

Og nej, det hele er ikke perfekt. Der er en masse, der ikke fungerer, men samfundsmodellen, et stærkt velfærdssamfund, den danske model, tror jeg, at rigtig mange andre lande misunder os lige nu. Når coronakrisen er overstået, så skal vi genopbygge Danmark, men jeg håber også, at der bliver tid til, at vi kigger hinanden i øjnene og anerkender, at vores samfundsmodel for alvor viser sin styrke i en krisetid.