Pinsen er festen for det almene præstedømme

Helligånden er nemlig fornyelsens, overraskelsens og mangfoldighedens ånd, der rusker og ruster kirken til nyt liv

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

Den lange, glade og gule påsketid nærmer sig sin ende, for i morgen er det pinse! Pinsen er her hos os en sommerbebuder og falder sammen med glæden over lyse aftner, varmere dage, udeliv, grillmad og rosévin.

Pinsen er også kirkens fødselsdag og en tilbagevendende anledning til, at vi hver især på ny lader os overstrømme af evangeliets glæde. I gudstjenestens læsninger i morgen hører vi, hvordan de første kristne på denne dag blev overvældet af Helligånden, talte i tunger og var så glade, at de virkede berusede. Endelig blev de i stand til at fortælle omverdenen om frelsen i Kristus. På alverdens sprog endda. Det fejres hvert år påny.

Pinsen kan derfor med rette betegnes som festen for det almene præstedømme, hvor vi almindelige troende bliver udrustede til i glæde at tjene Gud og i ord og gerning at bære vidnesbyrd om vores tro. I forlængelse heraf giver det også god mening forståelsesmæssigt at knytte konfirmationen tættere sammen med både pinsen og tanken om det almene præstedømme. Mere herom nedenfor, først tilbage til morgendagens højtid.

Som de fleste andre danskere har jeg nok lidt sværere ved at forholde mig til pinsen end til de andre store højtider, jul og påske. Den er mere uhåndgribelig og taler ikke julekrybbens eller korsfæstelsens tydelige sprog. I Danmark mangler pinsen krop, mad og traditioner, og Jan Lindhardts idé om at knytte festen sammen med spisning af en særlig pinsefisk var derfor et hæderligt forsøg på at rodfæste højtiden i kirkefolket. Men det lykkedes ikke at knytte fisk og pinsebevidsthed sammen.

Og for at være helt ærlig: En berusende åndsbåret glæde, der giver sig udslag i tungetale, er stadig noget fremmed for mig, særligt det med tungerne. Selvom jeg har bedrevet feltarbejde blandt pinsefolk og karismatiske katolikker i Latinamerika og dermed har mistet min instinktive berøringsangst over for ekstatisk højoktan kristendom med alt, hvad det indebærer af dæmonuddrivelser, tungetale og åndshenrivelser, så forbliver jeg et køligt nordisk gemyt, med hang til højkirkelige liturgier, gregoriansk sang og danske salmer.

Ikke desto mindre er pinsevækkelsen en vigtig påmindelse til både protestanter og katolikker om, at vi i den vestlige kirke og teologi i modsætning til i den ortodokse kirke igennem århundreder har negligeret Helligånden og i for høj grad har fokuseret helt eksklusivt på korsteologien.

I de seneste halvtreds år har vi endvidere bekymret gransket kirkens væsen, rolle og relevans i et stadigt mere sekulariseret samfund, der helst vil glemme kristendommen eller nøjes med at bruge den som en kulturel identitetsmarkør eller et uforpligtende rum for individuel eksistentiel refleksion.

Heroverfor repræsenterer pinsens helligåndsfest en ukontrollerbar, men samlende og opbyggelig vildskab, der, hvis vi lytter og giver den lov, rusker op i os som enkeltindivider og institutioner og glædeligt minder os om det væsentlige: at Guds frelsesvæk med Kristi opstandelse netop nu er i fuld udfoldelse og at vi alle er kaldede til at deltage heri.

Det er derfor, jeg mener, at vi med fordel og på tværs af kirkesamfund kan fejre pinsen som det almene præstedømmes fest og i forlængelse heraf se konfirmationen som den højtidelige markering af samme. I en pietistisk tradition blev konfirmationen ofte forstået som det unge menneskes personlige bekræftelse af dåbsforholdet, hvilket kunne lægge et vist pres på konfirmanden: Troede man nu virkelig nok? Men også i konfirmationen er vi, ligesom i kirkens sakramenter, i en modtagende rolle. Den er en tilsigelse af Guds nåde, der ikke beror på vores egen præstation. Det må næsten betragtes som et udtryk for forsynet, at konfirmationer i Danmark traditionelt er blevet fejret i den sene påsketid og omkring pinse. Det gør det oplagt også forståelsesmæssigt at knytte dem tættere til hinanden.

I min egen katolske kirke er firmelsen (konfirmationen) et selvstændigt sakramente og har – hvis man kigger nærmere efter – en slående lighed med præstevielsen. Ved brug af olie besegles man endnu en gang med Helligånden og indvies dermed, om man så må sige, til det almene præstedømmes tjeneste. Hvor dåben er den personlige påske, bliver konfirmationen den personlige pinse, der ruster os til myndigt kristenliv. Det er et aspekt, som med fordel kunne understreges mere og stærkere.

Pinsen er en velvalgt anledning til, at alle kristne tilslutter sig den gamle bøn: ”Kom, Helligånd, og forny jordens skikkelse!”. Helligånden er nemlig fornyelsens, overraskelsens og mangfoldighedens ånd, der rusker og ruster kirken til nyt liv. Den er ikke en ånd, der splitter og nedbryder, men som tværtimod forener og forbinder Guds kirke og os i den.

I Danmark har vi verdens laveste kirkegang, og kristendommen betyder alt for lidt for alt for mange af de døbte. Vi har brug for fornyelse, og en sådan fornyelse kommer ikke uden en kraftig rehabilitering og bevidstgørelse om det almene præstedømme. Det bør derfor understreges, at pinsen er dette præstedømmes fest, og at vi i konfirmationen netop markerer den gave og opgave, som dette er og indebærer:

Veni Sancte Spiritus!

Kirkeligt set skrives på skift af lektor i diakoni Jakob Egeris Thorsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.