I FORÅRSSEMESTERET 1966 var jeg for første gang til forelæsning hos Johannes Sløk. Om det absurde teater. Det blev af helt afgørende betydning for mig. Men det er ikke det, der her er sagen, derimod nok den bestemmelse af, hvad ”det absurde” er for en størrelse. Sidenhen har jeg anvendt betegnelsen med omhu, så den netop udtrykker noget eksakt og ikke hvad som helst.
”Det absurde” er ikke det samme som ”det meningsløse”, om end det vistnok er den gængse opfattelse af udtrykket. Ordet er latin og betyder ”det, der lyder ved siden af”, altså en disharmoni, når en begivenhed eller en opfattelse eller en sproglig vending ikke er i stand til overhovedet fungere. ”God dag, mand, økseskaft” er en formulering, hvor det enkelte ord giver mening. Det er uproblematisk at sige ”god dag”, og et økseskaft er en fordel at have, hvis man skal kløve brænde, men i sammensætning, bliver det netop absurd.
Landets statsminister anvendte så udtrykket ”absurd” om USA’s præsident Donald Trumps ønske om at købe Grønland. Et meget præcist udtryk for præsidentens udmelding.
Alle var vist enige i statsminister Mette Frederiksens (S) reaktion – i begyndelsen. På vanlig dansk vis indfandt sig så forbehold og kritik. Naser Khader (K) var alvorlig bekymret. Ikke at han var uenig i substansen, men statsministeren skulle ikke have anvendt udtrykket ”absurd”. For der var jo ingen grund til at fornærme den amerikanske præsident. Og Trumps trofaste støtte Lars Seier Christensen udstedte fra sit skattely i Schweiz en bandbulle mod ”det borgerlige hylekor”. ”Det er så utroligt pinligt og uprofessionelt,” lød det fra den selvudråbte vismand, hvis bedrift det er at blive milliardær, og det er da ikke ringe, men måske et lidt ensporet grundlag, når det drejer sig om et lands selvstændighed. At frihed og selvstændighed ikke er et spørgsmål om økonomi.
Jeg vil påstå, at Mette Frederiksens formulering både var rigtig og præcis. Den sagde netop, hvad der skulle siges. Så det skal man ikke blive forarget over. Langt mere er der grund til forargelse over, at verdenspolitik – og til det hørte vel Trumps planlagte besøg – har udviklet sig til en absurd komedie med mulig tragisk følge. Jeg er sikker på, at de store absurdistiske teatermagere Samuel Beckett Ionesco og Harold Pinter godt kunne tænke sig Trump som inspiration til et teaterstykke, som oven i købet ville blive morsomt.
Da det absurde teater i slutningen af 1950’erne for alvor brød igennem, var der mange, der anså denne dramatik som meningsløs, og det blev desværre lig med forståelsen af, hvad absurd er, men som tiden gik, blev flere og flere optaget af denne nye teaterform.
Måske sagde den noget dybere og sandere end det traditionelle teater. Den gravede sig ned under sociale og psykologiske forklaringer på menneskelig adfærd, ned til det irrationelle og gådefulde.
Og netop dér bliver Trump en eminent rolle. Michael Wolff har i en analyse præciseret, at Trump er hinsides en rationel forståelse. Wolff siger, at det er ren snak, at den sidste tids opstandelse skulle betyde, at forholdet til USA skulle blive til en krise, et tilbageslag for det ellers gode og harmoniske forhold mellem de to lande.
”Og hvis der virkelig har været en eller anden diskussion om, hvad han skulle gøre, har han ikke hørt efter.”
Det er også i overensstemmelse med det absurde teater, uforudsigeligheden, eller at selv det selvfølgelige kommer bag på en. Som i det forrygende stykke af Ionesco ”Den skaldede sangerinde”, hvor et ægtepar får besøg af et andet ægtepar i deres hyggelige stue. I deres indbyrdes konversation finder de lidt efter lidt ud af, at de faktisk bor i det samme hus og har det samme soveværelse. Igen og igen udbryder de: ”Nej, hvor mærkeligt.” Det ligegyldige bliver til en sensation. Da det ringer på døren, kan de først ikke blive enige om at lukke op. Og da de endelig gør det, viser det sig at være brandmajoren. Alvoren indfinder sig, men da er det for sent.
Måske er det sagen, at vi får tiden til at gå med at drøfte, om statsministeren sagde noget forkert, og om Trump så bliver sur. Nu er han pludselig grundet en telefonsamtale blevet vild med Mette Frederiksen. Så vores bekymring havde åbenbart intet grundlag. Det hele blev en absurd komedie. Om så brandmajoren står uden for døren?
For det absurde og det politiske hænger stadig godt sammen, for nu er der ballade om formandsposten i Venstre. Hvem bor i soveværelse med hvem? Man kunne jo invitere Donald Trump til at komme og mægle, eventuelt på en weekend i Grønland.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.