Den engelske premiereministerkandidat Boris Johnson er inden for de seneste døgn kommet i det berømte fedtefad, fordi det er blevet offentlig kendt, at han i fredags havde et heftigt skænderi med sin kæreste.
Da spektaklet åbenbart var ret dramatisk, blev det anmeldt til politiet, hvorfor engelske medier naturligvis har forsøgt at få Boris Johnson til at udtale sig om episoden. Det, eneste han dog har sagt, er, at han ikke tror, folk har lyst til at høre om den slags.
Det negligerende og undvigende svar henviser til en skelnen mellem politikeren Boris Johnson og privatpersonen Boris, og ifølge hovedpersonen er det åbenbart kun førstnævnte, der er vigtig at kende til.
Denne skelnen minder lidt om den begrebsdistinktion, som den canadiske sociolog Erving Goffman i sin tid formulerede. Han skelnede mellem begreberne frontstage og backstage. Forenklet formuleret henviser førstnævnte til den performance, der vises frem for tilskuerne – i dette tilfælde befolkningen – mens det, der foregår backstage, bag scenen, er mere privat.
Begrebsdistinktionen er analytisk anvendelig, men det er både naivt og forkert, hvis man som ledende politiker tror, at det ikke er i befolkningens interesse at kende til det, der foregår backstage.
Her advokeres der ingenlunde for flere paparazzibilleder eller tabloide nyheder, men vi har brug for viden om, at vores ledere er dannede, etisk funderede og har en stærk integritet – også når de ikke er på scenen.
Det gælder Boris Johnson og alle de nyvalgte folketingsmedlemmer i Danmark.
Filosoffen og erhvervsmanden Morten Albæk udgav sidste år bogen ”Ét liv. Én tid. Ét menneske”, hvor en central pointe er, at det ikke giver mening at adskille arbejdsliv og fritid. For der er tale om det samme liv og en og samme person.
Der er flere pointer i den bog, man kan diskutere, men hvad angår de mennesker, vi betror magten, så er Albæks pointe både interessant og strengt nødvendig.
For ledende politikere – udenlandske såvel som danske – skal ikke kun vurderes for deres bedrifter som såkaldte fagpersoner (læs: politikere). De skal vurderes som hele personer. Hvis vi som befolkning skal kunne føle os trygge, har vi brug for politiske ledere, der ikke kun fremstår sympatiske, når de er på scenen og får løn for det.
De skal naturligvis have lov til at have et privatliv, og de skal ej være perfekte. Men evner de ikke at leve et dannet liv og skabe fredelige løsninger på private problemer, hvordan kan vi så have tillid til, at de kan håndtere den kompleksitet, der ligger i at lede et land