ER MAN POLITIKER, følger der et vist dekorum med. Man kan ikke opføre sig, som man vil, men skal huske på, at man er i offentlighedens søgelys og skal fremtræde med værdighed, så man understøtter den folkelige opbakning til og respekt for de demokratiske institutioner.
Overforbrug, vulgaritet, nedladenhed og lemfældig omgang med sandheden puster kun til det bål af politikerlede, som i stigende grad undergraver den folkelige deltagelse i den politiske proces og fører til, at vi opgiver at tage vores borgeransvar for at være med til at forme samfundet på os, mens politikerne blot tænker på, hvordan de selv kan rage mest muligt til sig.
Som politiker er man også magtfuld. Og med magt følger ikke muligheder, men ansvar. Ansvar for at forvalte magten til det bedste for samfundet og sikre, at alle borgere oplever, at de kan leve meningsfulde liv i et forpligtende fællesskab med en grundlæggende social tryghed. Vi kan være uenige om, hvordan ansvaret bør løftes, men ikke uenige om, at ansvaret er der.
Vi kan have forskellige holdninger til fordelingspolitik, hastighedsgrænser og burkaer, men forhåbentlig ikke til, at alle mennesker uanset farve, religion, køn, seksualitet eller fortid skal behandles med respekt. En respekt, som det er politikerens ansvar at udtrykke – også over for dem, som han eller hun er uenig med.
SOM POLITIKER SKAL MAN argumentere for sine holdninger. Basere sine synspunkter på en så vidt muligt neutral forståelse af fakta og en analyse af, hvor man vil hen derfra baseret på sine ideologiske overbevisninger. Så fungerer den politiske samtale. Og man skal være retoriker og få folk til at lytte og nære tillid. Det sidste kan humoren hjælpe med til. Glimtet i øjet, selvironien og endda den sarkastiske bemærkning kan også løsne op for en fastlåst diskussion og være med til at minde os om, at bag ved alle de forskellige holdninger og de mange uenigheder er en fælles menneskelighed, som begge parter taler ud fra.
Så det er svært at være politiker, for selv når man vil benytte humoren, skal man tænke sig om. Ansvaret følger med over i vittigheden. Et forslag til en grundregel for den politiske humor kunne være, at enten griner vi med hinanden ad hinanden i en afsøgning af vores fælles grundvilkår. Eller bruger den til at sparke opad. Kærligt og drillende, men stadig sparkende. Og altid opad. Vi sætter noget på spil og bruger humoren, som regel satiren, til at udstille dem, der ikke forvalter deres magt værdigt og ansvarligt.
Det, man aldrig gør, er at fremstå morsom på de svages bekostning. Det er selvfølgelig det nemmeste i verden, men det er ikke sjovt – bare ynkeligt. Det er at puste sig op over for dem, som ingen magt har. Det er at glemme sit ansvar som politiker for at fastholde en grundlæggende respekt for alle borgere – også dem, som ikke udgør en trussel for en selv. Det er at gå forrest i mobbekoret – og udstiller i sidste ende bare ens egne mangler.
Så da Venstres Torsten Schack Pedersen valgte at dele et billede af sin julefrokost på Twitter med en kommentar om, at så godt kom man næppe til at spise på Lindholm, var det ikke sjovt. Politikere, der vil score billige point på at sparke nedad, er ikke sjove.
De undergraver til gengæld det demokrati, som har skænket dem alle deres privilegier. Og når de efterfølgende undskylder, hvis nogen følte sig stødt, da bemærkningen blev fremsat med ”et glimt i øjet”, er det ingen undskyldning, men en ynkelig ansvarsfralæggelse for en total mangel på forståelse for forholdet mellem magt, ansvar og humor.
Velbekomme.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.