”Ja, burkaen er undertrykkende og latterlig. Men det er ikke nogen grund til at forbyde den,” skrev den tidligere britiske udenrigsminister Boris Johnson i en aviskommentar for nylig. Anledningen var det såkaldte tildækningsforbud, som trådte i kraft den 1. august og forbyder kvinder (og mænd) at iføre sig burka og niqab i det offentlige rum.
I diskussioner som denne sker der ofte en sammenblanding af især to spørgsmål. Det ene er, om en given aktivitet er noget, man som borger i det danske samfund billiger (etik). Det andet spørgsmål er, om aktiviteten bør være tilladt (jura). I nogle tilfælde spøger endvidere et tredje spørgsmål, nemlig om aktiviteten bør betales af skatteyderne (finansiering).
Det er vigtigt at adskille disse spørgsmål – etik, jura, finansiering – klart fra hinanden. Tag for eksempel prostitution. Mange mennesker billiger ikke prostitution (etik). Men alligevel mener et flertal af danskerne, at prostitution bør være lovligt (jura).
Der kan være flere grunde til, at man ikke vil forbyde aktiviteter, selvom man ikke synes om dem. Nogle er pragmatiske vurderinger af de forventede konsekvenser. Andre er principielle overvejelser. Det centrale principielle argument imod forbud er, at man bør undlade at pådutte andre mennesker ens egne værdier gennem tvang. Med Boris Johnsons ord:
”Danskerne svømmer splitterravende nøgne rundt i hjertet af København … Så hvis danske kvinder vil dække deres ansigter til, så synes det… en smule ekstremt at stoppe dem.”
Endelig er der spørgsmålet om finansiering, altså hvem der skal betale. Der er mig bekendt ingen, der har været så skøre at foreslå, at prostitution skulle betales af skatteyderne. Idéen ser vi som værende helt på månen, blandt andet fordi man ikke bør tvinge skatteyderne til at betale til formål og aktiviteter, som en del af os ikke billiger eller endog afskyr.
Men på mange områder fraviger velfærdsstaten dét princip. For eksempel er der en gruppe af borgere i dette samfund, som opfatter abort som mord. Man kan være enig eller uenig i det synspunkt, men eftersom hovedparten af de cirka 15.000 provokerede aborter, som årligt gennemføres, kunne være blevet til et sundt og normalt barn, kan man ikke blankt afvise det.
I velfærdsstatens kollektivistiske logik opfattes det ofte som frisindet at skattefinansiere ydelser og ”intolerant” at gå ind for egenbetaling. Men i mange tilfælde forholder det sig omvendt. Det er frisindet at insistere på kvindens ret til at bestemme over sin egen krop – hvad enten det er retten til abort eller til at tildække krop og ansigt med niqab. Men det er intolerant, når et flertal tvinger et mindretal til at betale til en aktivitet, de finder utiltalende eller endog vederstyggelig.
Det var således en frisindet handling, da Fogh-regeringen i 2001 fjernede statsstøtten til en række råd og nævn med en ubalance i retning af at stå for bestemte holdninger i stedet for objektiv analyse. Det blev udlagt, som om disse råd og nævn blev nedlagt, men det var ikke tilfældet. En række af dem fortsatte deres aktiviteter. Men de af os, der ikke delte deres holdninger, var ikke længere tvunget til at betale gildet.
Min forargelse over politikernes rundhåndede omgang med andre folks penge skyldes ikke kun et ønske om at beholde frugterne af eget arbejde, men lige så meget at politikerne via skatterne tvangsindlægger os til deres opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert, og dermed tilsidesætter det vores egen overbevisning og samvittighed.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.