JEG HAR EN GAMMEL BOG liggende derhjemme, hvor der står indtil flere kloge ting. Et vigtigt sted i fortællingen bliver hovedpersonen spurgt: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”. Hovedpersonen svarer med ydmyg sikkerhed i stemmen:
”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.”
Ja, salig er den, der ikke forarges. Men vi lever nu i en global forargelseskultur. Et af tidens mest tydelige udtryk derfor er den kamp, der rundtomkring i verden føres for at beskytte mindretal imod at blive krænket. En udbredt variant af debatten går under navnet ”kulturel appropriation”. Begrebet går ud på, at man skal være yderst varsom med at tilegne sig andre etniske gruppers kulturelle symboler, da dette kan virke latterliggørende, undertrykkende og dermed krænkende.
Oftest rammer disse anklager repræsentanter fra en ”hvid” og ”vestlig” kultur, der har tilegnet sig ikke-vestlige kulturelle symboler.
Således kunne The Guardian i denne uge berette, at også den berømte tv-kok Gordon Ramsay er under beskyldning for kulturel appropriation. Anklagen skyldes Ramsays nye London-restaurant ”Lucky Cat”, der sælger sig selv som ”autentisk asiatisk mad”. Den asiatiske madanmelder Angela Hui skrev, at hun ”var den eneste asiat i et lokale fyldt med 30-40 journalister og kokke”, og kaldte middagen for ”Gordon Ramsays køkkenmareridt”. Ramsays aggressive svar på de sociale medier har sat gang i endnu en ophedet debat om kulturens rette ophav.
Men naturligvis var det kun et spørgsmål om tid, før anklagerne om kulturel appropriation ramte andre end hvide mennesker. Det canadiske onlinemagasin Quillette udgav i sidste uge en artikel med overskriften ”Hvordan kampagnen mod kulturel appropriation er kommet tilbage for at hjemsøge Canadas indfødte befolkning”.
Sagen er opstået i forbindelse med en musikfestival for indfødte befolkninger, der netop skulle fejre Canadas kulturelle diversitet og respekt for mindretal. Musikeren Connie LeGrande er nomineret under kategorien Best Folk Album. Som medlem af den oprindelige nehiyaw-kultur taler LeGrande flydende cree og beskriver sin musik som dybt forankret i cree-kulturen. Men hun har også suget inspiration fra jazz, reggae og inuitternes berømte strubesang.
Og det er netop problemet. LeGrande er jo ikke inuit. Derfor har fem inuit-kunstnere krævet, at hun trækker sig. Men det vil LeGrande ikke, og arrangøren af festivalen støtter hende.
Som modsvar har de to strubesyngende inuitsøstre Tiffany Ayalik og Kayley Mackay trukket deres kandidatur til det bedste album i kategorien for det bedste elektroniske album:
”Vi kom her til festivalen med en bekymring om kulturel appropriation. En ikke-inuit har approprieret en inuit-strubesang. Det er meget ufølsomt og forkert, at arrangørerne ønsker at hylde en kunstner, som ikke er inuit, som ikke kan synge rigtigt, og som ikke gør det med den respekt og forståelse for den historiske kontekst.”
Den canadiske avis The Star rapporterer, at flere andre kunstnere formentlig vil trække sig fra festivalen, mens andre støtter LeGrandes ret til at lade sig inspirere af inuitternes strubesang.
Sagen kan forekomme perifer, men i virkeligheden rammer den lige ind i hjertet af den epokedefinerende globale værdidebat: Hvem ejer kulturen?
Hvis anklagerne kan ramme en kvindelig kunstner fra en af Canadas mindste etniske minoriteter, så kan de i princippet ramme alle mennesker, der på en eller anden måde lader sig inspirere af ”fremmede” kulturelle udtryksformer.
Således arbejder vi os stille og roligt hen imod en verden, hvor kun indere må dyrke yoga, kun japanere må spise sushi, kun australske aboriginere må kaste med boomerang, kun quechua-folket i Andesbjergene må tygge på kokablade, og kun etniske danskere må spise stegt flæsk med persillesovs.
Det varer formentlig ikke længe, før det i korrekthedens navn forbydes at lære andre sprog end ens modersmål. Måske man i samme åndedrag burde overveje at forbyde demokratiet alle andre steder end i Grækenland.
Mussolini ville have frydet sig over denne udvikling. Og ih, hvor ville han have moret sig over det faktum, at kampen føres an af radikale kulturrelativis-ter, der i blinde er ved at indrette det undertrykkende system, de tror, de kæmper imod. Men de politisk korrekte har så travlt med at forarges, at de slet ikke har lagt mærke til det. At de er blevet bonkammerater og ideologisk allierede med deres på papiret værste fjender: de racerene nationalister.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.