På årets Roskilde Festival havde jeg fornøjelsen af at overvære en koncert med franske Christine and the Queens. Bandet kom til at fyre sine bedste hits af lidt for hurtigt, men særligt en bemærkning fra forsangeren kom til at hænge hos mig efter koncerten. Forsangeren sagde noget i retning af (citeret fra min hukommelse), at hun ”nød at kunne eksperimentere med, hvem hun gerne ville være”.
Friheden til at eksperimentere med eget køn og seksualitet synes at være et ideal i tiden. Idealer bliver naturligvis sjældent realiseret, men flere unge har det som Christine. De eksperimenterer med det, man kunne kalde mandlige og kvindelige kropstegn, og moden dyrker androgyne træk med kort hår, små bryster og store habitter til alle, uanset køn. Mest af alt handler det nok om det permanente opgør eller den evige mulighed for at omgøre tingene og træffe nye valg. Det er en reel frigørelse. Hvis man nu virkelig føler sig som en mand, men er havnet i en biologisk kvindekrop, eller omvendt føler sig som kvinde i en biologisk mandekrop, så er det et fremskridt, at tiden levner plads til at eksperimentere med at være den, man er eller gerne vil være, uden fordømmelse.
Alligevel slog det mig efter koncerten, at det må være opslidende hele tiden at være på vej. Og er vi kommet dertil, hvor for eksempel det biologiske kvindelige køn opleves så lidt attraktivt for mange unge kvinder, at man må skifte det ud, hvis man for eksempel vil gøre sig på en scene, i et bestemt kulturelt miljø eller i en karriere?
Ligestilling er jo ikke, at man bliver nødt til at vride sit eget køn af led for at være med. Eller er det? Det er da lidt trist, hvis kvinder skal gøre sig om til mænd for at have en karriere, eller omvendt, at mænd skal dyrke feminine kvaliteter nærmest som en dyd for at kunne få en kæreste eller være heldig at opleve at blive far.
Det er naturligvis ikke nyt. En tidligere professorkollega fortalte mig engang, at han begyndte at strikke, da han entrerede psykologistudiet i Aarhus i 1980’erne for, med egne ord, ”at score”. Nød lærer nøgen mand at spinde.
Men jeg forstår godt behovet for at eksperimentere. Selvom vi efter sigende arbejder mindre end nogensinde før, så er graden af oplevet stress stor. Det voksne liv og arbejde fremstår stivnet og presset.
I min egen verden er kravene til, hvad for eksempel en adjunkt eller en lektor skal præstere, og hvad der eventuelt skal til for at blive professor, forøgede. Der kommer ikke nødvendigvis mere kvalitet eller bedre erkendelser ud af det, men der skal publiceres og hentes midler hjem som aldrig før.
Samtidig er mængden af forældrearrangementer enorm, så hvis man har børn, så skal der også produceres cupcakes og forældreengagement.
Forleden sad jeg netop i panelet til et arrangement om kvindelige rollemodeller i forskning. En ung kvinde kom efterfølgende op til mig med tårerne trillende ned ad kinderne. Hun spurgte mig: ”Lene, er det biologi eller sociale normer, der er på spil, når jeg kører hjem klokken 17.30 fra arbejde med den sorteste samvittighed over for min datter?”. Jeg fik lidt paf sagt, at det nok er begge dele, men på vejen hjem tænkte jeg, at det fleksible arbejde måske mest er noget, vi taler om.
Da jeg var yngre med små børn, kørte jeg tidligt hjem. Jeg spurgte ikke om lov, jeg arbejdede blot videre om aftenen, når de sov. Hvis det ikke er muligt at arbejde fleksibelt i den meget korte periode, hvor man har små børn, så jeg kan godt forstå, at dygtige unge kvinder hellere vil være mænd i habitter uden børn, eller at mændene finder det mere attraktivt at gå hjemme og passe børn. Det fleksible arbejde er vist varm luft, og ligestilling er stadig en varm kartoffel.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.