Professor: Måske bør drømmen om selvrealisering sendes samme vej som amagerhylden

Vi har fodret nutidens unge med en aldeles spekulativ ideologi om overskridelse og selvrealisering, som har nedkaldt ragnarok over deres liv. Vores egen Kierkegaard har løsningen, skriver professor

”Hvis man har fået opfyldt alle de basale behov, hvordan kan man så opleve mulighederne som ragnarok og ende i magtesløshed?,” spørger Bent Meier Sørensen. – Illustration: Søren Mosdal.
”Hvis man har fået opfyldt alle de basale behov, hvordan kan man så opleve mulighederne som ragnarok og ende i magtesløshed?,” spørger Bent Meier Sørensen. – Illustration: Søren Mosdal.

Selv de, der ikke aner noget som helst om psykologi, kender Maslows behovspyramide. Mange af os kan endda angive dens top, hvor det sidste og ultimative behov opfyldes: selvrealisering.

Modellen hævder i al sin enkelhed, at når man har opnået behovsopfyldelse på ét niveau, kan man bevæge sig opad i pyramiden. Over de fysiologiske behov kommer tryghed, kærlighed og social accept, hvorefter man altså kan beflitte sig med selvrealisering.

Maslows behovspyramide passede foruroligende godt på efterkrigstidens skandinaviske velfærdssamfund. Som en slags psykologisk amagerhylde har den kunnet vejlede os i, hvordan vores samfund skridt for skridt har opfyldt borgernes behov gående fra arbejde, villa, Volvo og vovhund, for slutteligt at nå selvrealisering. Uden det måske blev helt klart, hvad det var, man til sidst skulle realisere.

Det til trods har jeg netop læst et fremragende interview med den unge og knivskarpe kunster Angående Mig, som til fulde har forstået modellen. I interviewet siger hun om sin egen generation, den såkaldte Generation Z, der er født omkring årtusindskiftet: ”Min generation lever i den øverste del af Maslows behovspyramide, hvor det sidste, der er tilbage, er at realisere sig selv.”

Det lyder jo fint. Angående Mig er trin for trin kravlet op ad sin psykologiske amagerhylde og kan nu høste frugten af tidligere generationers anstrengelser og realisere sig selv.

Men hov. Hør lige, hvad hun videre mener karakteriserer hendes generation: ”En magtesløshed. Der er hele tiden ragnarok og muligheder.”

Men hvis man har fået opfyldt alle de basale behov, hvordan kan man så opleve mulighederne som ragnarok og ende i magtesløshed? Hvorfor tager Angående Mig, efter alt det, vi har gjort for hende og hendes generation, ikke bare sidste skridt og realiserer sig selv? Er hun forkælet eller hvad?

Måske, men der er også en anden mulighed: at der er noget galt med teorien. Måske skulle Maslows behovspyramide sendes samme vej, som de fleste i dag har sendt deres amagerhylde. Det tror jeg ville være en god måde at komme Angående Mig og Generation Z til undsætning på.

For at begynde et sted, så byggede Maslow sin idé på et uhyre smalt, empirisk grundlag. Det udgjordes af personer som Eleanor Roosevelt, Abraham Lincoln, Albert Einstein samt den bedste 1 procent af hans studerende, alle sammen individer, Maslow refererede til som ”the master race”. Et åbenlyst ekstremt – hvis da ikke rent ud chauvinistisk – grundlag at bygge en universel teori om motivation på.

Behovspyramiden giver muligvis mening for Albert Einstein og rige amerikaneres overstimulerede børn, men ikke nødvendigvis for husmødre i Johannesburg, markarbejdere i Vietnam eller Laura Lilholt Andersen fra Gistrup ved Aalborg. Det er hende, som står bag kunstnernavnet Angående Mig.

Læg dertil, at ungdomsoprørets hippier annekterede behovspyramiden og gjorde den til en ideologi om ekstase og selvoverskridelse. Selvom Maslow var gammel nok til at være boomergenerationens far, tog de hans behovspyramide til sig som en gave fra Ra og Anubis.

Selve den latterlige pyramideform stammer trods alt ikke fra Maslow selv, men har åbenlyst nok tiltalt spirituelt vakte mystikere. Selv fraregnet okkult parapsykologi beskrev behovshierarkiet jo på en enkel og letfattelig måde, hvordan den fremmedgørende, materielle velfærd alligevel kunne blive meningsfuld, nemlig ved at man realiserede sig selv.

Desværre forbandt oprørets nye menneske ikke, som Maslow, selvrealisering med det, byens hæderlige tømrermester eller sygehusets jordemoder havde opnået. De forbandt det derimod med rockstjerner, popkunstnere og spirituelle guruer, som regel under indflydelse, i øvrigt, af selvrealiserende stoffer som lsd og marijuana.

Det er denne drøm, der når sit højdepunkt i det ubundne jegs kosmiske selvoverskridelse, idet det i et øjeblik af overordentlig skønhed forlader Maslows amagerhylde ovenud.

Hvilken skændig løgn. Vi har tydeligvis fodret Angående Mig og hendes Generation Z med en aldeles spekulativ ideologi om overskridelse, hvilket har nedkaldt ragnarok over deres liv. Samtidigt har vi undladt at indvie Angående Mig og alle andre unge i vores egen Søren Kierkegaards version af selvrealisering: ”Det store er ikke at være dette eller hint; men at være sig selv, og dette kan ethvert menneske, når han vil det.” Her er der ikke tale om, at Angående Mig og hendes fæller skal præstere selvoverskridelse og enhed med kosmos. Der er derimod tale om, at de skal bøje hovedet ganske let for at modtage den gave, i hvilken deres navn allerede er indgraveret: deres eget selv.

Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.