Puritanerne er tilbage

Puritaneren ved altid, hvad der rigtigt, og hvad der er forkert. Også på andres vegne. Ofte sker det med henvisning til diverse videnskabelige undersøgelser, der ikke anfægtes. Men i det totalitære kan alt bevises, og tvivlen er kriminaliseret, skriver Kjeld Holm

”Puritaneren ved altid, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Også på andres vegne,” skriver Kjeld Holm. – Illustration: Søren Mosdal.
”Puritaneren ved altid, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Også på andres vegne,” skriver Kjeld Holm. – Illustration: Søren Mosdal.

TILBAGE I 1970’erne og 1980’erne var det et almindeligt synspunkt i debatten, ikke mindst i medierne, at Sverige med stærke skridt nærmede sig et totalitært samfund, forstået på den måde, at der kun var plads til ”de rigtige meninger” om stort set alt mellem himmel og jord. ”Politisk korrekt” kom det siden hen til at hedde.

Der var naturligvis noget om det. Svensk politisk debat og også andre forhold, der har været drøftet i vort naboland, har haft en større intolerance i forhold til mere skæve synspunkter. Dog skal det tilføjes, at dansk kendskab til Sverige, svenskere og den politiske og kulturelle debat dér ikke har været enorm. Tværtimod har fordomme og decideret uvidenhed blandt os været fremherskende. Det blev faktisk ”politisk korrekt” at rakke ned på Sverige.

Jeg må bekende, at jeg til fulde delte disse danske fordomme, når det handlede om teologi og kirke. Den svenske kirke var selvhøjtidelig og halvkatolsk med manglende sans for at kunne skelne mellem det kirkelige og det verdslige. Var der ikke noget med, at de svenske biskopper udtalte sig om behovet for dobbeltskrogede skibe, der skulle sejle gennem Øresund? Det grinede vi meget af i den danske kirkelighed dengang. Sidenhen mødte jeg og blev ven med adskillige svenske præster og senere også biskopper. Og de havde held med at dementere alle mine fordomme. Og den, der er ren, skal kaste den første sten.

VI HAR FOR LÆNGST OVERHALET Sverige indenom. Ikke alene med, hvad der er politisk korrekt, men hvad der er korrekt overhovedet.

Nu det med at spise kød. Det er oplagt rigtigt, at oksekød er særligt belastende for klimaet, både når køerne prutter, og når vi spiser dem. Derfor er det også udmærket, at der gøres opmærksom på det og nødvendigt, at man anmoder folk om at tænke sig om, når de står ved køledisken i supermarkedet.

Men i Aarhus er vi gået videre. Her er det ikke nok at oplyse og appellere. Her må der dikteres. Byrådet har bestemt, at kød skal der spares på, når der laves mad på byens plejehjem. Det er langt bedre med grøntsager – og herregud: For de gamle er det vel vigtigst, at de bliver nogenlunde mætte. At man for eksempel ikke fra byrådets side har ulejliget sig med at forelægge dette initiativ for ældrerådet i byen, er åbenbart en ligegyldig detalje.

Et af byrådets medlemmer havde mod og mandshjerte til at gå imod: ældrerådmand Jette Skive (DF). Der var åbenbart én, der tænkte mere på de ældres livskvalitet end det udfordrede klima. Eller fandt, at det ene vel ikke udelukkede det andet. Måske fordi hun ved noget om ældres vilkår.

Og handlede det udelukkende om klimabevidsthed, eller var det knæfald for en ny puritanisme, som i den grad har sat dagsordenen de seneste år? Hvor det ikke alene drejer sig om, hvilke helt nødvendige tiltag vi må tage for klodens skyld, men hvor det også handler om frelst og unuanceret at mene det rigtige og leve op til det og bombastisk sørge for, at andre gør det samme.

Ikke-rygning har stort set sejret, og ingen kan anfægte, at det er en vigtig og livsforlængende sejr. Ingen ved sine fulde fem kan anfægte, at rygning er endda meget farligt. Problemet er bare, at for nogle er det det allervigtigste, så er det som alle andre problemer i tilværelsen underordnet.

Jeg kendte og var ven med og præst for gamle fru Rasmussen på det lokale plejehjem. Hun havde åndedrætsbesvær, overvægtig som hun var. Så hun blev sat på grøntsagskur, den gamle kogekone, der havde tilberedt flæskestege, hjerter med persille, æbleflæsk i lange baner. Nu havde hun kun minderne tilbage. Dem delagtiggjorde hun mig i, så man næsten kunne dufte det hele. Jeg havde det som ”manden på risten”, der blev mæt af duften fra restauranten på Vesterbro. Det gik op for mig, at også af erindringen kan man næsten blive mæt. Og vi tænkte os til det gode glas rødvin og den tidligere så uundværlige cerut. Fru Rasmussen levede så nok lidt længere, men til gengæld kedede hun sig ihjel!

Puritaneren ved altid, hvad der rigtigt, og hvad der er forkert. Også på andres vegne. Ofte sker det med henvisning til diverse videnskabelige undersøgelser, der ikke anfægtes. Men i det totalitære kan alt bevises, og tvivlen er kriminaliseret. I Stalins Rusland og Hitlers Tyskland blev den ene efter den anden uhyrlige påstand ”bevist” og kunne ikke anfægtes. Så langt er vi ikke, men tendensen er den samme, og resultatet er, at vi glad og gerne går i flok.

Nu vil jeg tage mig et glas rødvin og en pibe tobak på min altan og glæde mig over, at – endnu – bestemmer jeg selv, hvad det gode liv er.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.