VI HAR NÆRMEST vænnet os til, at ordet ”Rusland” har med noget negativt at gøre. Noget korrupt, antidemokratisk, oligarkisk, fjendtligt, aggressivt, kynisk, krigerisk, antivestligt.
Men nu er der VM i fodbold, en af de største mediebegivenheder på kloden. Det russiske styre har en måned til at viske tavlen ren. I de næste uger vil hele verden se og læse nyheder, der har med ”Rusland” at gøre med en salighedens skær af drama og underholdning. Verdens nationer er samlet til ædel dyst under præsident Putins myndige åsyn. Sådan noget skal man ikke undervurdere.
Op til VM har vestlige lande heftigt diskuteret en mulig boykot i protest mod Ruslands indenrigs- og udenrigspolitik. En boykot er det ikke blevet til, men mange officielle repræsentanter og regeringsledere har valgt at blive væk, deriblandt det britiske kongehus og landets parlamentsmedlemmer. De vil ikke sidde og blafre med flaget ved siden af Putin. VM i fodbold er blevet en scene for den gryende koldkrigspolitik – helt uden kommunisme, men med militæroprustning, proxykrige, spioner, intriger, gensidige beskyldninger og sofistikeret statspropaganda.
De politiske dimensioner hang således tykt i luften under åbningsceremonien og den efterfølgende kamp, hvor Rusland lammetævede Saudi-Arabien med 5-0. Putin undskyldte nærmest opgivende over for kronprins Mohammed bin Salman for hver kasse, der røg i nettet.
Det kan skyldes, at Opec mødes om et par dage i Wien. Putin har brug for Saudi-Arabiens støtte, hvis det skal lykkes at sænke oliepriserne. Som The Independent noterede, var det formentlig lige præcis, hvad de to herrer snakkede videre om efter dommerens sidste fløjt.
Åbningsceremonien var noget af et spektakel. Robbie Williams, den britiske popsanger, var stjernen, der skulle synge VM i gang. Det gjorde han så, mens han stak en udstrakt langefinger (en såkaldt fuckfinger) lige op i kameraet. Hvorfor?
Williams var i flere engelske medier, deriblandt The Guardian, blevet beskyldt for at have ”solgt sin sjæl” til Rusland. Hvad ligner det? Rusland forgifter spioner på britisk territorium, og så lader landets mest populære popsanger sig bruge af den russiske propagandamaskine for ussel mammon!
Her i Grækenland, hvorfra under tegnede skriver i denne uge, roste en af landets største aviser Kathimerini åbningsceremonien: ”Robbie Williams’ håndbevægelse, formentlig adresseret til dem, der havde kritiseret en britisk kunstners deltagelse i en russisk ceremoni, var det eneste forstyrrende element i den harmoniske og velgennemførte åbningsceremoni.”
Russiske og engelske medier havde knap så overraskende forskellige fortolkninger af Williams’ langefinger, som naturligvis også udløste en sand twitterstorm. Russiske medier prøvede mest at tysse begivenheden ned, men nogle kilder hævdede belejligt, at den skulle forstås som en kritik af den engelske regerings ruslandspolitik.
Fingeren var til Theresa May. The Sun kaldte dennes udlægning for ”russisk spin”. Var fingeren måske rettet mod LGBT-bevægelsen, som også havde kritiseret Williams’ optræden, spurgte andre britiske medier?
Det russiske online nyhedsmedie Lenta.ru kunne ikke komme uden om, at ”Robbie Williams viste ’f…fingeren’ til russerne ved åbningsceremonien”. Var det i virkeligheden en finger til Putin, som britiske medier også var hurtige til at antyde? Ceremoniens koreograf, Ilia Averbukh, afviste pure. Williams langefinger var ingen kritik af Rusland.
Mens britiske medier ivrigt forsøgte at tolke håndbevægelsens politiske signal, var der stort set ingen (heller ikke i Danmark), der hæftede sig ved det væsent lige faktum, at popsangerens gestus var helt og aldeles anstødelig.
Medier i katolske lande lagde ander ledes vægt på det moralsk forkastelige: at stikke en fuckfinger op i hovedet på alverden, inklusive unge mennesker og børnefamilier, der bare sad og ventede spændt på at se VM komme i gang.
Blandt andet i Panama, der deltager for første gang nogensinde. Panama-avisen Mi Diario udråbte Williams’ gestus til ”vulgær og uanstændig” på en forsideartikel. I latinske lande ved man godt, at langefingeren anses for digitus impudicus, altså den ”urene finger”, som man lige siden antikken har brugt til at fornærme, fornedre eller såre. Aristofanes, den græske oldtids dramatiker, henviser således spottende til selvsamme finger i sin komedie ”Skyerne”.
Bolden ruller videre, og vi sidder alle og kigger med, som var det en græsk komedie udspillet i en for længst affortryllet verden. Skæbnens gudinde kræver en finale mellem Rusland og England.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i social teori, modernitet og religion ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, medlem af Det Etiske Råd og sognepræst.