Filosof om minksagen: Regeringen må tro, at vi er ubegavede

Jeg føler som menneske med Mette Frederiksen, der hele sit liv sikkert har drømt om at gøre det godt som politiker. Det er bestemt synd for hende. Som borger føler jeg ikke det mindste for statsministeren. Hun har brudt den dyrebareste kontrakt, man kan bryde i et demokrati

På det meget omtalte pressemøde den 4. november om covid-19-situationen påbød statsminister Mette Frederiksen (S) – uden at have lovhjemmel hertil – alle landets minkavlere at dræbe alle deres mink, inklusive avlsdyr.

Næsten alle sagkyndige er enige om, at det er fornuftigt at begrænse antallet af mink drastisk af hensyn til smitterisiko, mens der er delte meninger om nødvendigheden af en total udslettelse af bestanden. Så der burde være god grund til at forhandle en hastelov om en eller anden form for begrænsning eller udfasning af landets minkbestand. Det gjorde man dog ikke, før ordren blev givet, og det er med god grund en historisk skandale.

Grundlovens paragraf 73, stk. 1 er nemlig helt klar: ”Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.”

Der var den 4. november ikke vedtaget nogen lov om at aflive alle landets mink, så det giver ikke megen mening at diskutere, om Grundloven er blevet overtrådt af landets statsminister eller ej. Det er den – for rullende kameraer. Derfor forsøger regeringen sig med forklaringer om, at Mette Frederiksens ordre alligevel ikke var en ordre, hvorved vi må forstå, at politi og militær bare kontrollerede dens effektuering sådan lidt for sjov. Det er helt utroligt at bevidne den slags, og regeringen må tro, at befolkningen er ekstremt ubegavet. Heldigvis er kritikken af grundlovsbruddet fortsat, for selvfølgelig går den slags ikke i en demokratisk retsstat.

Artiklen fortsætter under annoncen

For et par uger siden besøgte statsministeren så en af de minkavlere, som hun havde påbudt at dræbe alle sine mink. Tv-optagelserne fra besøget viser en grædende statsminister, der ikke fortryder sin handling, men tydeligt er emotionelt bevæget af hele situationen.

Det er ikke nemt at diskutere med en statsminister, der græder. Som befolkning vil vi jo komme til at fremstå som nogle følelseskolde idioter, der ikke kan rumme menneskelige fejl. Kan man tillade sig fortsat at være kritisk? Når nogen græder, bør vi vel trøste dem?

Der er bare det, at forholdet mellem borger og statsmagt ikke er privat eller emotionelt. Det er en afklaret rollefordeling, hvor den ene part (borgeren) afgiver suverænitet til den anden part (staten). I den forbindelse er der aftalt nogle spilleregler og begrænsninger, som i dansk sammenhæng er nedfældet i Grundloven. Disse har statsmagten overtrådt for åben skærm, selvom dens repræsentanter forsøger at bortforklare det.

Jeg føler som menneske med Mette Frederiksen, der hele sit liv sikkert har drømt om at gøre det godt som politiker. Det er bestemt synd for hende.

Som borger føler jeg ikke det mindste for statsministeren. Hun har brudt den dyrebareste kontrakt, man kan bryde i et demokrati, og det kan vi ikke lade danne præcedens.

Brian Degn Mårtensson er cand.pæd. og filosof.