DET ER VISTNOK god stil ikke at kritisere regeringen midt under en stor national krise.
I så fald er denne klumme dårlig stil. Jeg kan undskylde mig med, at min kritik kun yderst marginalt vil komme til at strejfe håndteringen af coronakrisen. Og der er vel andet vigtigt i verden end corona, selvom det er svært at abstrahere fra i skrivende stund.
Men inden verden gik af lave, nåede jeg igen at blive stærkt bekymret for regeringens forhold til den åndelige frihed.
Tre eksempler i begyndelen af dette år har accelereret min bekymring:
Foreningen af Kristne Friskoler fortæller i sit nyhedsbrev (1/2020) om et møde i januar med undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Det er ikke hyggelig læsning. Ministeren er ifølge referatet ”sindssygt misundelig” på svenskerne, der er langt med at forbyde oprettelse af nye religiøse friskoler og har som erklæret mål at lukke alle eksisterende religiøse friskoler. I det hele taget virker referatet, som om det er regeringens opfattelse, at staten skal beskytte børnene mod forældrenes skadelige indflydelse. I hvert fald religiøse forældres indflydelse!
Hvis man ser bort fra, at misundelse er en destruktiv følelse, er Pernille Rosenkrantz-Theils holdning et brud på den frihedstradition, hvor vi i mere end 150 år har givet hinanden plads – og statsstøtte – til at drive idébårne skoler. Vel at mærke inden for givne spilleregler og i respekt for børns og voksnes personlige frihed.
Det eneste positive, der er at sige, er, at hun formodentlig selv har opgivet projektet på den korte bane. Men frøet er sået.
Helt i forlængelse af denne tankegang foreslog Socialistisk Folkepartis Jacob Mark i februar at fjerne offentlige tilskud til religiøse børnehaver og vuggestuer.
Formodentlig handler det i første omgang om at bremse muslimske institutioner; men at kristne institutioner ryger med i købet, forholder Mark sig tilbagelænet til.
Som han udtrykker det over for dagbladet B.T. den 11. februar:
”Der skal ikke trækkes en religiøs hue ned over børnene, før de kan forme deres egen tankegang.”
Og socialdemokraternes ordfører for uddannelse og forskning, Kasper Sand Kjær, finder SF’s forslag ”spændende”. Igen er prognosen for umiddelbar gennemførelse begrænset, men frøet er sået.
Disse forslag er ikke alene skridt hen mod ensretning. De er også naive. De bygger på en forestilling om, at børn overhovedet kan undervises og opdrages værdineutralt.
Man kan jo variere Jacob Marks sætning lidt: ”Der skal ikke trækkes en sekulær hue ned over børnene, før de kan forme deres egen tankegang.”
Så kan de fleste se selvmodsigelsen.
Det tredje eksempel er integrationsminister Mattias Tesfayes (S) forslag om at forbyde udenlandske foreninger og myndigheders donationer til moskéer.
Forslaget handler om at bremse indflydelse, der vil undergrave det danske demokrati og danske værdier, herunder ligestilling.
Kristeligt Dagblad påpegede den 9. marts, at forslaget i den nuværende form også vil ramme katolikker og missionsfolk. Det bragte flere politikere og kirkeledere op i det røde felt.
Nu finder man sikkert en formulering, der giver den katolske kirke og Luthersk Mission frit lejde. Og så kan vi jo ånde lettet op. Eller kan vi?
For problemet er ikke, at forslaget rammer katolikker og missionsfolk. Hovedproblemet er, at det er en farlig vej at betræde, når vi vil regulere åndsliv og tro med restriktioner.
Hvis muslimske eller andre grupperinger vil afskaffe demokratiet, ligestillingen og andre vigtige værdier, så skal de tydeligt udfordres på det punkt. Med argumenter og ånd, ikke med indskrænkninger i deres frihedsrettigheder.
Vi undergraver demokratiet, hvis vi forsøger at forsvare det ved at begrænse det. Vi må erkende, at det er en indbygget sårbarhed i de frie samfund, at de må leve med grupperinger, der vil afskaffe dem. Ellers ødelægger demokratierne sig selv.
Det er disse selvdestruktive kræfter, regeringen slipper løs i serier i disse måneder.
Og her kommer min marginale kommentar til regeringens – i øvrigt beundringsværdige – håndtering af coronakrisen:
Det er dejligt, at paragraffen om indtrængning i private hjem uden dommerkendelse blev slettet i sidste øjeblik.
Men det er symptomatisk, at regeringen overhovedet kunne få tanken. Og kriser afslører ofte grundlæggende antagelser, som ikke kommer frem i fredstid.
Derfor: Når verden bare er blevet lidt normal igen, er vi nødt til at tage en alvorlig samtale om frihedsrettigheder og statsmagtens grænser.
Det har mange andre end muslimer, katolikker og missionsfolk brug for.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.