DA JEG BLEV STUDENT, bad jeg mine bedsteforældre om at droppe gaverne og i stedet købe et regnskovsbevis. Ved at købe et stykke af regnskoven, redder man den jo fra kommerciel udnyttelse. Hvis jeg husker rigtigt – jeg har mistet beviset – ejer jeg en flig af Costa Ricas regnskov på størrelse med en fodboldbane.
Senere rejste jeg rundt i Amazonas, gik på krokodillejagt med et indfødt stammefolk og spiste grillet abe til aftensmad, mens vi sad omkring bålet og så kattedyrenes gule øjne stirre fra junglens dyb.
Vi har alle et forhold til regnskoven i Sydamerika. Måske er det derfor, at de voldsomme skovbrande i Brasilien netop nu er den varmeste globale værdidebat. Den handler ikke kun om skoven. Den handler også om national suverænitet, Europas koloniale fortid og en dertilhørende værdikrig mellem Frankrig og Brasilien. Hvem ejer regnskoven? De suveræne nationalstater? Eller det internationale samfund?
Det er oplagt at koble rekordantallet af skovbrande til præsident Jair Bolsonaros embede. En af Bolsonaros første handlinger som præsident var at flytte ansvaret for Amazonas væk fra miljøagenturet og over til landbrugsministeriet. Bolsonaro vil udvikle Amazonas økonomisk via landbrug og minedrift. Han har ved flere lejligheder udtalt, at beskyttelsen af de oprindelige folk står i vejen for Brasiliens vækstmuligheder.
”Brandene i Amazonas er farligere end masseødelæggelsesvåben,” titulerer forfatter og journalist Franklin Foer en artikel i The Atlantic:
”Hvis et land tilegner sig kemiske eller biologiske våben, så reagerer resten af verden med raseri – eller gjorde det indtil for nylig. Sanktionerne væltede ned over de pågældende ledere, der blev frosset ude af det internationale samfund. Og i visse tilfælde besluttede man, at et militært angreb var den eneste løsning. Ødelæggelsen af Amazonskoven er velsagtens mere alvorlig end de masseødelæggelsesvåben, der tidligere fremprovokerede så voldsomt et svar.”
Franklin Foer spørger, om ikke det internationale samfund bør tilsidesætte Brasiliens nationale suverænitet og forsvare skoven militært, da vi ellers går en naturkatastrofe i møde, der kan true menneskehedens overlevelse.
Forleden kunne onlinemediet The Hill meddele, at VF Corporation, der blandt andet ejer kendte mærker som Timberland, Vans og The North Face, øjeblikkeligt stopper med at importere læder fra Brasilien, indtil firmaet ”får vished for, at de materialer, der bliver brugt i vores produkter, ikke bidrager til miljømæssige skader”.
Regeringer, den internationale presse, civilsamfundet, forretningsverdenen: fordømmelsen af Bolsonaro er total.
Bolsonaros egne reaktioner på kritikken har været benzin på bålet. Efter G7-mødet i Frankrig, hvor det blev besluttet at yde økonomisk hjælp til bekæmpelse af brandene, skrev han på Twitter:
”Vi kan ikke acceptere, at en præsident, Macron, kommer med urimelige angreb på Amazonas. Heller ikke, at han skjuler sine intentioner bag en ’alliance’ mellem G7-landene om at ’redde’ Amazonas, som om vi var en koloni eller et ingenmandsland.”
En talsmand for regeringen fulgte op i det brasilianske nyhedsmedie Globo:
”Vi takker for tilbuddet, men måske pengene er bedre brugt på at genoprette Europas skove (…). Macron har nok at se til derhjemme og i de franske kolonier.”
Bolsonaro beskylder Macron for at udvise en koloniherrementalitet over for Brasilien. Udtalelsen var samtidig en spydig påmindelse om, at skovene også brænder i Frankrigs tidligere koloniale besiddelser i Afrika.
Det er svært at holde med Jair Bolsonaro. Men kan kritikken helt afvises? Africanews rapporterede forleden, at der lige nu er flere skovbrande i Angola end i Brasilien.
En artikel i The New York Times fulgte op: ”Amazonskoven brænder. Det gør Centralafrika også.” Det forarger åbenbart mindre.
Irene Soave minder i en artikel i italienske Corriere della Sera om, at det i sidste ende er forbruget af kød, der udgør det største pres mod regnskoven. Hvad hjælper det at forarges over Bolsonaro, hvis de selvsamme amerikanske og europæiske lande forbruger afgrøderne, der udvindes i de ryddede skovområder?
Efter den seneste istid blev de områder, der i dag hedder Danmark, dækket af skove. Siden begyndte man at dyrke intensivt landbrug, og skoven blev langsomt trængt tilbage. Skovrydningen fortsatte ufortrødent i moderne tid. I slutningen af 1700-tallet var kun to-tre procent af landet dækket af skov.
Ngo’en Verdens Skove udgav i 2018 rapporten ”Den danske sojaimports mørke skygge”, der slår fast, at dyrkning af soja er medvirkende til afskovningen i Amazonas. Danmark importerer en stor del soja fra Brasilien og Argentina, hvor voksende arealer af monokulturer truer både miljøet og de lokale befolkninger. Måske der også er grund til at gribe i egen barm.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.