Henrik Sass Larsen: Hvad i alverden sker der med mennesker, når de sidder bag en skærm?

Prøv at stikke hovedet ned i et kommentarspor på for eksempel en blog, avis eller Facebook og se, hvad folk skriver. Det er grove løjer eller det, der er værre. Jeg synes, tiden er kommet til at regulere adfærden – også på nettet, skriver Henrik Sass Larsen, der er gruppeformand for Socialdemokratiet

Åbenbart er det ikke kun en speciel gruppe af mennesker, som lader ondskaben spyde ud af tasterne. Det er alle aldersgrupper, landsdele og indkomstgrupper, som slår sig løs her, skriver Henrik Sass Larsen.
Åbenbart er det ikke kun en speciel gruppe af mennesker, som lader ondskaben spyde ud af tasterne. Det er alle aldersgrupper, landsdele og indkomstgrupper, som slår sig løs her, skriver Henrik Sass Larsen. .

Jeg er politiker og siger undertiden ord til offentligheden, som deler vandene. Sådan skal det være, og det er helt rimeligt, at folk, som måtte være uenige, tager til genmæle og retter kritik.

Men prøv så at stikke hovedet ned i et kommentarspor på for eksempel en blog, avis eller Facebook og se, hvad folk skriver her. Det er grove løjer eller det, der er værre. ”Du er et rockersvin.” ”Meld dig ind hos dine fascistvenner.” ”Hvor er du klam, og skal du ikke snart være fuld igen?”. Og sådan fortsætter det – med enkelte, som indimellem forsøger sig med lødig debat.

Man kan jo vælge at mene, at det kun er rimeligt, at politikere skal finde sig i dette, og at vi bare kan lade være med at kigge i kommentarspor.

Men det stopper bare ikke der. Børn og unge får traumatiske oplevelser på de sociale medier med grov mobning og chikane. Og omgangstonen mellem voksne mennesker er typisk ualmindeligt grov.

Hvad i alverden er det, der sker med mennesker, når de sidder bag deres skærm? Kan du forestille dig en situation, hvor vi i den fysiske hverdag opførte os sådan over for andre mennesker? At vi mødte en fremmed på gaden og meddelte: ”Dit fede svin – du skulle tage at spise lidt mindre” eller lignende? Så ville vores samfund hurtig blive et kaos, og vi ville næppe kunne kalde os en civilisation. Uanset hvad vi tænker om hinanden, er vores typiske reaktion høflighed og endog venlighed, når vi møder hinanden uden for skærmen.

Og åbenbart er det ikke kun en speciel gruppe af mennesker, som lader ondskaben spyde ud af tasterne. Det er alle aldersgrupper, landsdele og indkomstgrupper, som slår sig løs her.

Måske er antallet af dem, som bruger had, chikane og grovheder mindre, end man tror. Men de fylder meget, fordi de er så voldsomme.

Jeg synes, tiden er kommet til at regulere adfærden – også på nettet. At vi udarbejder nogle adfærdsregler for ordentlig opførsel, der beskytter mod dem, som hader og chikanerer.

Man kunne forestille sig, at man tilsluttede sig et filter med en ”code of conduct” – nogle retningslinjer for ansvarlighed og god praksis – hvor man blev smidt af, hvis man ikke opførte sig ordentligt.

Og så kunne vi passende sætte it-firmaerne til at administrere det – de tjener alligevel så rigeligt for tiden.