Hvis at rejse er at leve, som H.C. Andersen hævder, hvad skal vi dog så gøre i denne tid, hvor det er svært at komme ud? Skal vi lægge os ned og dø? Er vi allerede skindøde af at sidde i isolation her i Danmark?
Her i Danmark? Jeg er der slet ikke. Jeg er på vej, jeg er på rejse, i transit i Frankfurt lufthavn. Næste stop er Napoli.
Det at rejse har sat sig i vores kultur og i vores psyke, så det føles som en lammelse ikke at kunne bevæge sig uden for landets grænser. Der er blevet snakket om vores hudsult, men den er for intet at regne mod vores udsult. Vi kan stadig røre vores nærmeste, men der er ikke megen anledning til at rejse ud. Tyskerne vil ikke vide af os, og vi må ikke tage til Frankrig og Spanien.
Nu er jeg så alligevel på vej, og jeg har sjældendt glædet mig så meget til at komme ud. Det er længe siden, at jeg sidst har hørt kufferthjulenes forjættende tok, tok, tok på fliserne, men de genlød endelig, da jeg gik hjemmefra klokken fem i morges. I de øde gader blev lyden forstørret, og forventningerne fik et par hak opad. I Københavns lufthavn følte jeg mig som en af de udvalgte, en af de sjældne få, der har fået lov til at komme af sted, for aldrig har jeg set så tom en lufthavn. De få rejsende er som genfærd i en verden, der næsten er gået i stå. De bevæger sig underligt forlegne og søgende rundt i de alt for store rum. Jeg har set de mennesketomme terminaler på tv, men det er som altid noget andet at opleve det selv. Det er også derfor, vi rejser. Vi vil selv se det hele, lugte, smage, høre. Vi vil sanse verden.
Jeg er I transit i Frankfurt, og hvem havde nogen sinde troet, at man skulle komme til at nyde flere timers mellemlanding? Det er jo ikke andet end tidsspilde! Men hvor rejsen er en sjældenhed, bliver selv en mellemlanding en oplevelse. Lufthavnen er af den moderne slags, der ligner alle mulige andre lufthavne i verden. Man aner ikke, hvor man er. Man ser ud på grå bygninger, grå beton og lige nu også et gråt skydække, som solen endnu ikke er brudt igennem. Og overalt er her mere stille, end man er vant til i en travl, international lufthavn. Mundbindene flader stemmerne ud, og folk taler også mindre og mere afdæmpet.
Men alt det grå er kun en overgang. Snart er jeg over skyerne igen og på vej det sidste stykke mod Napoli.
”Se Neapel og dø”, lyder en talemåde. Goethe brugte den, da han sammenlignede Rom med Neapel og skrev: ”Man har slet ikke lyst til at tænke sig tilbage til Rom herfra; over for denne frie egn forekommer verdenshovedstaden ved Tiberen én som et gammelt, grimt placeret kloster…”
Jeg så Napoli engang og boede der en uges tid uden at få lyst til at lægge mig til at dø bagefter. Byen er ikke en uendelig række seværdigheder, men en seværdighed i sig selv. Den er rå og upoleret. Fattig og rig. Pittoresk og tudegrim. Den er en lang række urimelige modsætninger, som jeg springer over denne gang for at gå i kloster et par uger. Ikke i Rom, men i Scala ved Amalfikysten
Jeg skal sidde i min celle og arbejde, men jeg skal også smage det enkle italienske køkken og et glas lokal rødvin, og jeg skal nyde udsigten over den maleriske by Ravello og den blå Salernobugt.
Er det at rejse? At gemme sig i en klostercelle? Åh ja. Der er andre i klosteret, og det har mere at gøre med Boccaccios privilegerede selskab og dets eksil uden for Firenze under pesten end med et asketisk klosterliv.
Men nu må I have mig undskyldt. Gaten er åben. Jeg skal ind og finde min vinduesplads. At rejse er at se. Ja, og i dette øjeblik, hvor det forekommer mig så indlysende sandt, kan jeg endda tilføje:
At rejse er at leve.
Efter denne klumme blev skrevet, er Udenrigsministeriets rejsevejledning til Italien blevet ændret. Alle ikke-nødvendige rejser til Italien frarådes nu.
Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.