Prøv avisen
Kanten

Robotterne kommer ikke, de er her allerede

Robotterne har været her i lang tid, skriver Katrine Frøkjær Baunvig. Her er det en belgisk sygeplejerske og robotterne Pepper og Zora. Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix

Katrine Frøkjær Baunvig, leder af Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Robotterne er allerede en del af os, og det har de været meget længe. Så i stedet for at ængstes bør vi forpligte os på at opdatere vores viden, så vi også forstår (i hvert fald dele af) den nyeste maskinlæringsteknologi, skriver Katrine Frøkjær Baunvig

Tror du, at zombie-robotterne kommer og overtager verden, mor? Sådan blev jeg vækket forleden morgen af en lysvågen, nysgerrig dreng. Aftenen forinden havde han hørt mig fortælle om mit nyeste forskningsprojekt, der populært sagt går ud på at vække Grundtvig til live med maskinlæringsteknikker. Det vil sige, at jeg og mine kolleger er i færd med at skabe en ”kunstig intelligens” ud af alle Grundtvigs mange tekster, som vi har digitaliseret.

Den skal være klar på Grundtvigs 150-årsdødsdag i september 2022. Min søn forstod det sådan, at vi var ved at bygge en zombie-robot. Han var meget betaget, syntes, at det var sejt, men alligevel vækkede han mig tidligt om morgenen for at dulme sit tilløb til ængstelse. På den måde er han nok meget repræsentativ for de dobbeltrettede følelser, mange fyldes af, når de hører om den algoritmiske science fictionagtige fremtid, vi går i møde.

Det lyder forjættende og fascinerende, men også uoverskueligt og vistnok unaturligt. Den slags eftertanker støder man på i politiske udspil, debatprogrammer og invitationer til forskningsfondsansøgninger. Eftertankerne er gerne enten meget begejstrede eller meget skeptiske, og de besværer sig sjældent med at sætte udviklingen ind i et historisk perspektiv.

De glemmer derfor, at den græske antik havde veludviklede forestillinger om dem, at både den europæiske og kinesiske middelalder havde teknisk komplicerede løsninger baseret på dem, at den franske oplysningstænker René Descartes sågar havde forsøgt at lave en udgave af sin datter som en af dem. Robotterne, altså.

Automatiseringens kulturhistorie er nemlig dyb og rodfæstet. Maskinlæring er ikke en nyhed. Godt nok er omfanget af og effektiviseringsgraden, hvormed man kan benytte algoritmisk tænkning, udvidet dramatisk inden for de seneste år. Men som fænomen er de maskinlæringsbaserede løsninger, vi i stigende omfang støder på i vores dagligdag, ikke et brud med, men derimod en fortsættelse af en lang tradition. En tradition, der bygger på menneskers trang til magelighed.

Denne trang er en væsentlig drivkraft i de menneskelige kulturers udviklingshistorier, og siden de første primitive redskaber har den drevet folk til at søge at indføre automatløsninger fremfor mere energikrævende manuelle af slagsen. Derfor er det kun oplagt og naturligt, når vi træner algoritmer til at scanne vores indbakker for spam, eller når vi giver såkaldte chatbots ansvaret for kundeserviceopgaver for slet ikke at tale om de tilfælde, hvor de kan hjælpe os med at forudsige sygdomme og med at forme behandlingsforløb.

Jeg kunne derfor berolige min søn med, at robotterne altså ikke ”kommer” – de er her. De er en del af os, og det har de været meget længe. Så i stedet for at ængstes bør vi forpligte os på at opdatere vores viden, så vi også forstår (i hvert fald dele af) den nyeste maskinlæringsteknologi.

Mit håb er, at den genopstandne Grundtvig vil hjælpe mig med at sprede dette budskab.