Da folkeskolereformen blev vedtaget tilbage i 2013, lød der højlydt kritik fra lærere, fagfolk og forskere med forstand på skoleforhold.
Blandt andet blev det påpeget, at reformens skolesyn var ahistorisk og dybt problematisk, at faglighedsbegrebet var forfladiget, og at reformen ville skade Danmark betragteligt.
Enkelt forklaret ville man med skolereformen på planøkonomisk vis skabe sig nogle borgere, der matchede bestemte erhvervs-, arbejdsmarkeds- og socialpolitiske målsætninger fra statens side.
Almindeligvis har vi i vesteuropæiske demokratier tilstræbt det modsatte – altså at oplyse og danne borgerne, så de som frie mennesker med tiden kan bidrage til at forny staten – og selv definere diverse målsætninger i en oplyst, offentlig samtale.
Bedre blev det ikke af, at skolereformen var et sammensurium af spøjse reformpædagogiske idéer, pseudovidenskabelig evidensbegejstring, ideologisk lighedsmageri og ublu spareøvelse.
Folkeskolen blev med reformen til et socialpædagogisk jobcenter, ikke en skole.
Kritikken, hvoraf en stor del havde form af videnskabelige bøger og afhandlinger, blev dengang affejet med bemærkninger om, at skolereformen nok skulle virke, fordi et bredt flertal stod bag, og for en sikkerheds skyld blev kritikere forfulgt med trusler, advarsler og de facto fyringer.
Denne affejning var ekstremt ubegavet, eftersom en skole slet ikke kan virke i en industriel forstand, da ingen i sagens natur kan vide, hvad den kommende generation får brug for eller vil. I hvert fald ikke i et demokrati.
En skole påvirker på godt eller ondt – den ”virker” ikke.
Nu er reformen så blevet evalueret af den af forligskredsen nedsatte forskergruppe, og resultatet er som ventet: Selvom ”et bredt flertal stod bag”, har den fejlet – altså selv på dens egne præmisser.
Flere vælger folkeskolen fra, eleverne regner og læser ikke bedre, og trivslen er ikke øget. Det er – og har i øvrigt i hele reformperioden været – et uomtvisteligt faktum.
Beskæmmende er det derfor, at både den ansvarlige minister og Skolelederforeningen – begge de facto socialdemokratiske talerør –mod al fornuft stadig fastholder, at den snart syv år gamle reform bare skal have (endnu) mere tid. Magen til ligegyldighed skal man lede længe efter! Hvad bilder de sig ind?
Enhver kan tage fejl, men at insistere på at vedblive med at gøre det, er – i bedste fald – ren idioti. Folkeskolereformen må straks rulles tilbage.