Samfundet er en mirakuløs og sårbar organisme af tillid og sympati

Lige siden jeg var ung, har jeg haft følelsen af at stå uden for samfundet. Ikke fordi jeg foragter det, men tværtimod fordi jeg overvældet af beundring betragter den smidighed, hvormed mennesker kommer hinanden ved på trods af alle deres fejl og mangler

Tegning: Søren Mosdal
Tegning: Søren Mosdal

Det er blevet populært at angribe vores samfund som en sydende kedel af had, racisme og islamofobi, om så angrebet kommer fra forfatteren Jonas Eika eller Erdogans EU-støttede propagandarapport ”European Islamophobia Report 2018”. Men det modsatte er tilfældet: Samfundet er en sårbar organisme af tillid og sympati.

Lige siden jeg var ung, har jeg haft følelsen af at stå uden for samfundet, måske lidt ligesom Jonas Eika. Dog ikke fordi jeg foragter det, men tværtimod fordi jeg overvældet af beundring, betragter den smidighed, hvormed mennesker kommer hinanden ved på trods af alle deres fejl og mangler.

Da jeg var barn, troede jeg, at de smilende voksne opførte et skuespil foran mig, og når de var alene, rev de maskerne af og farede i flæsket på hinanden. Først siden forstod jeg, at samfundet er en storslået og følsom organisme.

Den dag i dag kan jeg tage mig selv i nærmest målløst at iagttage, hvordan passagerer rejser sig for de ældre, hvordan travle fodgængere elegant fletter sig ind mellem hinanden, og hvordan fremmede rækker hånden ud til hilsener eller holder døren for hinanden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ikke mindst ser jeg beundrende til, når rejsende svinger ind ved boderne langs landevejene og betaler for bondens grøntsager, når kunderne i supermarkedet tilbyder medmennesket at komme foran i køen, og når bilister frivilligt holder tilbage, så deres næste kan dreje forbi i krydset.

Dette og meget andet sker hele tiden og med en lethed og ynde som i én stor folkelig fællesdans. De mest begavede sociale ingeniører ville aldrig have kunnet udtænke endsige konstruere den slags.

Det er kun kværulanter ramt af den politiske virus, der maler et forvrænget billede af vores samfund som en rygende maskine, der altid er lige ved at brænde sammen i had og undertrykkelse. Men også gode folk misforstår samfundets sande natur, når de tror, at det kun holdes i gang af særligt indsigtsfulde teknokrater, der står nede i maskinrummet og smører tandhjulene, drejer på håndtagene og vedligeholder samfundsstemplernes virvar af regler, love og belønnings- og straffeforanstaltninger, så de sociale mekanismer stadig kan fungere.

At samfundet hverken er en maskine, en dampkedel eller et sindrigt konstrueret mekanisk urværk, men derimod et mirakel af en organisme, forstår man nok først, når man sammenligner med andre samfund.

Tillidssamfund som det danske er nemlig undtagelser. De fleste samfund i verden er præget af mistillid eller fjendskab, hvis ikke ligefrem af borgerkrige på højt eller lavt blus.

Hvis Erdogan og hans klakører vil se mistillid, kunne de kaste et blik på semi-diktatorens eget land, og hvis Jonas Eika vil se racisme i den store skala, bør han vende sit fordømmende blik mod det multikulturelle og multietniske Indien og øvrige asiatiske lande eller Jordan og de arabiske lande. De hører til verdens mest racistiske lande ifølge de internationale værdiundersøgelser.

Danmark er derimod et af de mindst racistiske lande i verden. I en ny undersøgelse fra tænketanken PEW svarer 91 procent af danskerne, at de ville acceptere en muslimsk nabo. Og ifølge de europæiske værdiundersøgelser har tolerancen været stigende i Danmark siden 1980’erne. Det kan man læse om i sociologiprofessor Peter Gundelachs bog ”Små og store forandringer”. Ifølge tal fra OECD er danskerne nærmest verdensmestre i at knytte bånd med hinanden. 95 procent angiver, at de har en fortrolig at dele deres liv med, og så er danskerne verdens lykkeligste folk.

Hvad skyldes det? Sociologerne peger ofte på betydningen af et stærkt civilt samfund som familier, naboskaber og frivillige foreninger.

Men nogle gange fornemmer jeg, at den slags rationelle forklaringer kommer til kort. Mennesket er en synder – svagt, dumt, aggressivt, svigefuldt – så hverdagens små sociale mirakler af tillid og sympati må være frugterne af en mægtig skabergud eller en mystisk naturkraft, der virker bag om ryggen på os. Selv føler jeg den højeste glæde, når jeg blot for en stund bliver et led i dette komplicerede samfundslegeme. Som nu forleden dag i køen ved kassen nede i Brugsen.

Men jeg gruer for, hvornår sygdommen sætter ind med svækkelse af samfundsorganismen. For tillidssamfund er netop kortvarige undtagelser i verdenshistorien, som småfuglenes spor i sneen mellem to byger.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.