At se verden med andres øjne

Det er vigtigt, at børn selv oplever. Det duer ikke, at oplevelsen kommer fra en anden, skriver tidligere biskop Kjeld Holm

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

FOR KNAP ET ÅR SIDEN døde filosoffen og teologen professor Peter Kemp. Et dødsfald, jeg har haft svært ved at komme over, thi han betød umådelig meget for mig som det generøse menneske, han var, inspirerede og gjorde mig klogere for hver gang, jeg læste ham eller var sammen med ham.

Det var ikke mindst inden for pædagogisk filosofi, han brød nye veje. Grundlaget var balancen mellem kundskaber og dannelse, og denne balance var samtidig et etisk anliggende. Der findes ikke nogen etisk neutralitet, som han udtrykte det.

Et nøglebegreb i Peter Kemps pædagogisk-filosofiske forfatterskab var begrebet ”mimesis”, efterligning. Som når en elev overtager sin lærers syn på virkeligheden. Ikke nødvendigvis ukritisk, men som inspiration og klangbund.

Gælder det kun inden for pædagogik? Eller er det et mere universelt princip, at man kan se verden gennem en andens øjne. Det ofte stillede spørgsmål i den sammenhæng er, om vi umiddelbart kan se lyset over Skagen, eller om det var malerne, der åbnede vore øjne for det ved deres kunst.

Jeg har lige været i Rom med min ældste datter. Det var ikke første gang. Det var vist cirka 25. gang, jeg var i den evige stad. Vi for nu ikke rundt for at se alt det, man ”skal se”. Vi havde været der.

Men noget nyt kommer der altid til, en kirke, der i hvert fald skal ses igen, og det er ikke Peterskirken, for den har aldrig sagt mig så meget i forhold til en række andre af byens kirker. Men der er da også så meget andet, der er vigtigt i byen. Ikke mindst dens særlige stemning, dens dufte og lyde, dens uforudsigelighed, som er et udtryk af forfatteren Ole Høeg, der boede i eller i nærheden af Rom i 20 år og kendte mere til byen end de fleste andre. Og da jeg engang spurgte ham, hvad det særlige var ved Rom, svarede han netop: dens uforudsigelighed. Man ved aldrig, hvor man har den.

Ole Høeg lærte mig at se og nyde Rom. Andre er fulgt efter, hvis øjne og sanser jeg har lånt igen og igen. Virkelig, hvad man kan kalde et mimetisk begær, at man får lov til at opleve ved en andens hjælp.

Sådan også denne gang. Da var det en anden markant Rom-kender, nemlig korrespondenten og den fremragende forfatter Per Nyholm, som jeg netop traf første gang i Rom for mange år siden, en regnvejrsdag ved vores slagter.

Han er flyttet fra byen for en del år siden og bor nu i Wien, men jeg mailede naturligvis til ham og fortalte, at nu skulle jeg igen en tur derned. ”Så skal I gå hen og spise på min yndlingsrestaurant. I går ned ad Via Cavour og ved posthuset er der en lille gade, og et stykke hen ad den, så er I der…” Og det var vi. Jeg kunne straks kende værten på Nyholms beskrivelse. Jeg hilste og fik så en behandling, som det blev sagt: ”Ven af dottore danese.” Jeg var æresgæst øjeblikkeligt. Og så maden og ikke mindre vinen. Én slags – ”kun” husets egen, men vi havde sandt for dyden heller ikke behov for nogen anden.

Var oplevelsen min egen? Jo, nok, men også sanset gennem en andens fortælling om stedet. Det var både noget nyt og samtidig en genkendelse. Tilværelsen selvoplevet, men ved en andens hjælp. Vi var der sammen med et par gode venner, der også netop var i Rom. Det regnede lidt, da vi skiltes, og dråberne blev lysende i skæret af de gule gadelamper, erindret fra de mange andre gange og så dog helt ny.

Det var lidt trist at vende hjem til en folketingsvalgkamp, hvori der var meget lidt uforudsigeligt, hvor man ganske vist lyttede til ordene, men sansning var der ikke noget af.

Tilbage til Peter Kemp og den pædagogiske tækning. Den oplevelse fra disse dage og mange gange førhen – får skoleeleverne den? Uforudsigeligheden, at opleve, fordi andre har oplevet det og ”opdraget” en til netop at sanse det uforudsigelige. At få lov til at efterligne og se med en andens øjne.

Hansgeorg Lenz fortalte engang om, hvordan Herbert von Karajan gjorde hans øren større, lærte ham at lytte, fordi han selv lyttede sig dybt ind i musikken.

Det er jo ikke, fordi nutidens skole har afsværget oplevelsen. Tværtimod. Alt skal være oplevelse. Men det er vigtigt, at børnene selv oplever. Det duer ikke, at oplevelsen kommer fra en anden.

Peter Kemp har kaldet den opfattelse for den pædagogiske pietisme. Oplevelsen skal være min. Den må på ingen måde overtages.

Men så lægger man snublesten i gaderne i København ud for de adresser, hvor de jøder boede, der sidenhen omkom i tyske kz-lejre. Det er et flot initiativ, der netop gør det muligt at se verden med andres øjne og blive klogere og tankefuld tillige.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.