Med adresse i hovedstaden er der mange teatre og forestillinger at vælge mellem. Teaterforestillinger skal vælges med omhu, ellers risikerer man at blive skuffet. Derfor kan en teatersæson for mit vedkommende byde på meget forskelligt, fra de store etablerede til de mindre scener.
For nogle år siden var vi en gruppe venner, der købte billige forpremierebilletter til hele sæsonens forestillinger på Skuespilshusets store scene. Vi var igennem en del af det klassiske repertoire, og der var langt mellem højdepunkterne. Deraf lærte jeg at være mere omhyggelig, når jeg vælger blandt de mange tilbud.
Teatersæsonen har for længst toppet, men ikke desto mindre blev jeg for nylig inviteret til en ”off-season” forestilling på Nørrebro Teater en almindelig hverdag i maj klokken 12 i dejligt solskinsvejr. Forestillingen hedder ”Selv granvoksne mænd drømmer”. Det er en såkaldt Contact-forestilling, støttet af både Københavns Kommune, Nørrebro Teater og Nørrebro Lokaludvalg, og i første omgang spiller stykket kun tre dage. Planen er, at forestillingen skal opføres igen senere på sommeren. Publikum på premieredagen var helt klart venner og bekendte af folkene bag og på scenen, og mens folkene bag tæppet er professionelle med instruktør Runi Lewerissa i spidsen, er det helt specielle ved forestillingen, at der er gratis entré, og at alle otte skuespillere er amatører. Ingen af dem har nogensinde stået på en scene før, og ingen af dem er under 60 år. Den yngste er 63 år, og den ældste er i slutningen af 70’erne. Det er kort sagt helt almindelige mænd i en meget moden alder.
Men så almindelige skal det hurtigt vise sig, at ingen af dem er. Hver især har de en livshistorie at fortælle, og det er netop deres livshistorier, der er stykkets historie. Der er ham, der kan fortælle om misbrug og misrøgt, da han som dreng bliver fjernet fra sit hjem på grund af moderens sygdom. Ham, der var så uønsket, at moderen forsøgte at fremtvinge en abort med strikkepinde. Ham, hvis mor begik selvmord, da han var 10 år, og som blev taget med på byens barer, da faderen blev alene. Ham, der måtte flygte fra tyranen Saddam Hussein og endte i Danmark. Ham, der som dreng blev forført af sin klaverlærer, og ham, der røg ud over kanten, da han lod sig pensionere og derefter blev indlagt på den lukkede og gennemgik flere elektrochokbehandlinger.
Det er modigt fortalt, elegant bundet sammen, og ja, det er amatører, der står på scenen, men deres historier er både sørgmodige, bevægende og morsomme på samme tid. Det er godt teater, når man går derfra med en følelse af, at så almindelige er vi almindelige danskere heller ikke. At alle bærer på en unik historie, og at den historie er værd at lytte til.