Isabella Arendt: Sexisme handler om menneskesyn

Dårlig dømmekraft og kiksede scoretricks er da frustrerende, men må ikke sættes i samme kategori som rigtige krænkelser. Det udvander debatten og devaluerer de voldsomme sager, skriver Kristendemokraternes landsforkvinde Isabella Arendt

Hvis debatten skal have en effekt, skal vi sætte alle sejl til mod overgreb, voldtægt og social kontrol. Her kan vi virkelig tale om krænkelser, som man ikke bare kan sige nej til Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Debatten om sexisme raser fortsat, og det er godt. Det er bare vigtigt, vi lige holder den gode tone og tungen lige i munden undervejs. Medierne har en trang til sensation og artikler, som kan forstås på 30 sekunder. Det ødelægger debatten, hvis vi kun fokuserer på ”de kendte” krænkere og skærer alle over én kam. Der er forskel, nuancer og plads til selvindsigt. Debatten om sexisme er nemlig ikke kønnenes kamp. Den handler om magt.

Det drejer sig om menneskesyn og om, hvordan vi med magt ser på andre, som står lavere i hierarkiet – enten i samfundet eller på arbejdspladsen. Det handler om at forstå, at vi skal helt tilbage til den gode gamle: ”Vær mod andre, som du vil, de skal være mod dig.”

Det er ikke alle mænd, der er krænkere, og det er ikke alle kvinder, der er ofre. Der findes mandlige ofre og kvindelige krænkere. Det handler ganske enkelt ikke om køn, men om magt og menneskesyn.

Sidst, men ikke mindst, bliver vi altså nødt til at forstå, at seksuelle krænkelser ikke er en binær definition, hvor man enten er krænket eller ikke. Det er en skala, som går fra den kiksede flirt til de traumatiserende overgreb. Der er heldigvis flest af de første – vi må ikke lade dem skygge på alvoren af de sidste.

På en måde kan jeg godt forstå, hvis feministerne hellere vil fokusere på mediepersonlighederne og de ”lettere” sager. Det er godt forsidestof, når krænkeren er kendt.

Dog vil jeg sige, at hvis debatten skal have en effekt, så skal vi sætte alle sejl til mod overgreb, voldtægt og social kontrol. Her kan vi virkelig tale om krænkelser, som man ikke bare kan sige nej til. Her er tale om ofre, som har brug for vores hjælp.

Overgreb og faktiske krænkelser skal anmeldes, straffes og tages meget alvorligt. Dårlig dømmekraft og kiksede scoretricks er da frustrerende, men må ikke sættes i samme kategori. Det udvander debatten og devaluerer de voldsomme sager. Dermed siger jeg ikke, at sexisme i hverdagen og på arbejdspladsen er o.k. – slet ikke. Her skal vi også sige fra. Min pointe er, at forargelsen, opråbet og kampens fokus skal stå mål med overgrebets alvor. Vi er ikke mænd mod kvinder. Vi er i kamp for menneskesynet i vores samfund: kampen mellem respekt og ligeværd på den ene side og overgreb og sexisme på den anden.