I 2017, da den første bølge MeToo skyllede ind over os med inspiration fra USA, var jeg virkelig i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville lægge en historie op på de sociale medier under det hashtag.
Jeg har en indbygget skepsis over for amerikansk arvegods. Det gælder naturligvis de forkætrede ledelsesmodeller og evalueringsværktøjer, der har hærget vores arbejdsliv de senere år med krav om konstante præstationsmålinger, men amerikanernes kulturelle idéer er ikke meget bedre.
MeToo er et eksempel på en sådan import af kulturelt arvegods. Timelange udsendelser i dansk tv om de amerikanske valg er et andet eksempel, censur af enhver form for sanselighed et tredje og ”binge watching” af Netflix-serier et fjerde.
Jeg ved heller ikke helt, hvad jeg skal synes om amerikanske kaffebarer eller fastfood. Så min skepsis var stor, og jeg havde svært ved at forstå de af mine kolleger, der mente, at MeToo er det største, der er sket for kvindefrigørelsen siden 1968.
Mit argument imod MeToo var, at det risikerer at blive reduceret til overfladiske manifestationer eller udstillinger af mere eller mindre seksualiserede erfaringer og grænseoverskridende adfærd, der ikke rykker for alvor i den legitime kamp for ligestilling.
Jeg er stadig skeptisk af de samme grunde.
Som en læser skrev forleden i Politiken: Hvornår rydder avisen forsiden for hundredvis af kvindelige mekanikerlærlinge, der har været udsat for krænkelser? Det gør avisen nok ikke, fordi det er svært at finde så mange lærlinge, der gerne vil på forsiden, men nok også fordi aviserne, på godt og ondt, fortrinsvist er talerør for deres egne segmenter.
Risikerer vi med andre ord, at den sexisme, som fortsat vil implicere fordomsfuldhed baseret på køn (som kan være langt mindre usynlig end sexchikane), ikke udfordres?
Sexisme stikker dybere, end vi tror, fordi et opgør med sexisme reelt handler om at turde ransage fordomme og ændre diskriminerende adfærd.
Alligevel er jeg mindre skeptisk i denne omgang af MeToo i Danmark, fordi jeg håber, at det reelt kan flytte os mod mere ordentlighed og værdighed.
For mig at se er MeToo en kamp for ordentlige, værdige og respektfulde omgangsformer og arbejdsvilkår. Jeg mener også, at MeToo kan være en invitation til genovervejelser af helt almindelige, borgerlige dyder som mådehold, venlighed, hensyntagen, pli og gode manerer, måske ligefrem mere feminine værdier. Der er ting, der kommer for en dag, som man tror er løgn, og som vi forhåbentlig alle kan blive enige om er helt uacceptable.
Derimod er jeg reelt bekymret for, at bevægelsen også sætter skel, som kan være uheldige. Mange mænd føler sig tydeligvis pressede.
Kan man nu holde møde med en af det andet køn, hvis der tilmed er magt- og aldersforskel? Hvad kan blive brugt imod en? Må man nu slet ikke flirte mere eller komplimentere den anden? Det håber jeg virkelig.
Jeg håber ikke, at vi er på vej ind i en moralsk verden, hvor vi mister sansen for tilgivelsens grundlæggende funktion.
Jeg håber, at vi kan bruge anledningen til at få øje på de både synlige og mindre synlige miskendelser og grænseoverskridende adfærdsformer, der knægter menneskers muligheder for at være frie til at bruge deres evner til gavn for det danske samfund og for verden.
Og nej, man er ikke dømt resten af sit liv, bare fordi man har begået fejl. Vi skal både kunne straffe og tilgive.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.