”Alt er muligt”.
Svend Brinkmann har for nylig kritiseret dette kampagneslogan fra Danske Gymnasier. I en tv-debat slog han fast, at der faktisk er temmelig meget, der er umuligt for den enkelte. Selvom dette udsagn er indlysende rigtigt, er det ikke noget, vi er vant til at høre. Det svarer lidt til at bande i kirken. Folk omkring ham så betuttede ud. Er alt ikke muligt? Så har man hørt det med.
Folk ved selvfølgelig godt, at alt ikke er muligt, men det er, som om vi mangler et sprog for det. Brinkmann slog til lyd for, at man skulle genindføre det gamle begreb om skæbne, fordi vi nu en gang fødes ind i en verden, vi ikke selv har valgt. Senere i programmet medgav han dog, at skæbne er et ”gammeldags” og ”dramatisk” begreb.
K.E. Løgstrup har skrevet et lille essay om skæbnebegrebet i sin bog ”Norm og spontaneitet” fra 1972. I et undervisningsforløb om selvbiografiske skrivegenrer tog jeg essayet med, da jeg gerne ville præsentere de studerende for andre bud på den menneskelige livsbane end den underligt modstandsløse idé om selvrealisering, som er så dominerende i dag, og som Brinkmann søger et alternativ til. Hvad siger Løgstrup da om skæbnen?
At den ikke blev et emne for filosofien før det 20. århundrede. Begrebet lød så irrationelt, at hverken idealistiske eller rationalistiske filosoffer ville beskæftige sig med det. Det forekom ”religiøst” uden at tilhøre en bestemt religion. Først med moderne eksistensfilosofi blev skæbnen relevant som tema. Denne filosofi tænker nemlig over det menneskelige liv som et liv i tiden med uigenkaldelighed og oplevelsers én-gangs-karakter. Det, vi kommer ud for, kan derfor blive til skæbne for os.
Vi kan jo komme ud for mangt og meget, men det er ifølge Løgstrup metafysisk fusk at se en skæbne, en ”styrelse”, bag ved tilfældet: at forudsætte, at der er højere magter, der vil mig det godt eller skidt. Kategorien ”skæbne” forudsætter hos Løgstrup den enkelte og dennes indsats.
Men ”materialet” til skæbnen kommer ikke fra den enkelte. For kun, hvad man ikke selv råder over, kan blive til skæbne. Man får ikke i Løgstrups forståelse en skæbne ved at ”realisere sig selv”. Det kræver noget udefra, for eksempel et tilfælde, som man bliver ramt af, men som man vælger at integrere i sit liv. Vi dyrker ofte i forbindelse med skæbnen formuleringer, der leder tanken hen på passivitet eller resignation. Men det er en misforståelse ifølge Løgstrup. Den enkelte må have viljen til at lade sit liv tage en bestemt skikkelse. Skæbne afhænger derfor både af personen og det, man kommer ud for.
Skæbne eliminerer det tilfældige, giver det skikkelse. At magte noget er at aftvinge det en betydning, hvilket ikke er det samme som at kunne overkomme det, det vil sige bare lægge det bag sig. På den måde bliver tankegangen den modsatte af den moderne maksime om at ”komme videre med sit liv”. Her er præmissen, at livet er en glat affære, og at modstand er bump på vejen, som man skal komme over.
Begivenheder skal have en vis vægt for at kunne komme over ”skæbnetærsklen”. Bagateller og småtterier giver ikke skæbne. Og hvis personen ikke selv har integritet, har en særlig ”indre midte”, kan vedkommende også være uegnet til skæbne.
Som man måske kan fornemme på det sidste, er der en vis aristokratisk menneskeopfattelse på spil hos Løgstrup og den primært tyske livsfilosofiske tradition, han trækker på. Faren ved denne tankegang er, at den enkelte forbliver heroisk indesluttet i sig selv, og at man uvilkårligt tænker mest på den tragiske skæbne.
Men som vi ved andetsteds fra Løgstrup lever vi også i positiv forstand af det, vi ikke kan beherske. Så der må også være plads til den lykkelige skæbne, hvor en ren tilfældighed kan fortolkes som den nådegave, der forandrer alt i ens liv.
Vi mangler et alternativ til selvrealiseringens diskursive fængsel. Den tyske sociolog Hartmut Rosa prøver sig frem med sit begreb om resonans. Men det er formentlig i litteraturen, i den fortællende kunst, at vi kan finde de skæbnefortællinger om både den gode og den onde lykke, der for alvor kan gøre en forståelse af menneskers komplicerede livsforløb nærværende.
Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.