Regeringens udspil til at trimme EU’s budget for de næste syv år, rummer blandt andet et forslag om at beskære støtten til regional udvikling gennem den Europæiske Fond for Regionaludvikling, der skal styrke den sociale og økonomiske samhørighed i EU og udjævne regionale skævheder.
For at få besparelsen igennem tilbyder regeringen, at Danmark som et velhavende land skal afstå fra EU-millionerne. Er det en god idé?
Umiddelbart lyder det rationelt, at landet selv overtager ansvaret for at afhjælpe skævhederne i den lille velintegrerede og overskuelige stat, der trods let stigende ulighed er et af verdens mest lige lande, der af mange i USA, Frankrig og sågar Kina betragtes som et forbillede.
Men her er lidt historisk omtanke på sin plads. Når vi diskuterer kommunal udligning, er det skævhederne, der fremhæves, uanset om man kalder områderne uden for København og de store byer for ”udkanten”, ”vandkanten” eller ”den rådne banan”. Det er et resultat af en særlig udvikling, der har gjort den moderne danske nationalstat, hvis hundredårsjubilæum vi fejrer i år under overskriften Sønderjyllands ”genforening” til en ekstremt centraliseret stat, camoufleret som lokalt selvstyre.
At det forholder sig sådan, skal man åbenbart bo i Jylland for rigtigt at forstå. Det handler megen dansk politik om, også det forkølede forsøg på en symbolsk udflytning af centraladministrationen under den tidligere regering. At det ikke vil ændre meget, skal man forstå i et længere perspektiv, som går helt tilbage til enevældens satsning på København som politisk, administrativt, trafikalt, økonomisk, militært og kulturelt centrum siden 1660.
En hovedansvarlig for dette resultat, var den nationalliberale politiker Orla Lehmann (1810-70), der afviste regioner i den demokratiske nationalstat, han ønskede. Lehmann formulerede sit program i 1838 under overskriften, “I Danmark gives der ikke regioner”. Udtalelsen var møntet på selvstændige initiativer i Stænderforsamlingen i Viborg, især i form af anlæg af jernbaner, men sammenfatter paradigmatisk den nationalliberale centralisme, der fik katastrofale følger i borgerkrigen mellem 1848 og 1851 – den første slesvigske krig – der førte til sønderlemmelsen af den flernationale helstat i 1864. Det var samme centralistiske tankegang, der lå bag daværende indenrigsminister og senere statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) nedlæggelse af amterne i 2007. Strukturreformen gik ud på at indføre magtesløse regioner for at undgå en levedygtig jysk region.
Denne gamle politik har kunnet følges i infrastrukturen siden enevælden og i demokratiet. Finansgeniet C. F. Tietgen (1829-1901) placerede Danmark på verdenskortet inden for en lang række områder, især telegraf- og bankvæsenet. Men lige så vigtig var hans samling af landets dampskibsruter i DFDS i 1866. Ved hjælp af dette selskab udkonkurrerede Tietgen med rå beslutsomhed alle alternative ruter i provinsen til fordel for et netværk med København som centrum. Det er bagsiden af hans ”nationale” indsats, eller rettere sagt, en demonstration af den dobbelte betydning af ordet ”national”. I Danmark er det kommet til at betyde københavnsk.
Denne situation har EU-støtten ikke ændret afgørende, men den har støttet initiativer i Nordjylland, Sønderjylland og Lolland-Falster, som ikke finder nåde i den centralistisk tænkende statsadministration. Det er altid bedre med et alternativ – en second opinion, som det hedder i lægevidenskaben. Det redder ikke altid patienten, men afhjælper lidt. Det vil være et tab at afskaffe dette alternativ i effektivitetens og sparsommelighedens navn, selvom det er svært at se fra Slotsholmen. Alternativet er fuld fart mod Danmark som en bystat, hvor Aarhus er en forstad til København, Nordjylland et ferieland på vejen til Norge og Sønderjylland en forarmet rest af den gamle dynamiske flersprogede og velhavende provins Slesvig mellem tysk og dansk.