Prøv avisen
Kiosken

Skal det britiske commonwealth også skamme sig?

”Jeg mener, det er på tide, at vi stopper denne tyngende flovhed over vores historie, vores traditioner, vores kultur. Det er på tide, at vi stopper med denne evige selvbebrejdelse,” sagde premierminister Boris Johnson, efter BBC vil droppe teksten til de to mest folkekære sange, ”Rule, Britannia!” og ”Land of Hope and Glory”, og i stedet nøjes med instrumentale versioner. Arkivfoto. Foto: Toby Melville/AFP/Ritzau Scanpix

Af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved roskilde universitet. klummeskribent hos kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

BBC vil droppe teksten til de folkekære sange "Rule, Britannia!" og "Land of Hope and Glory" og i stedet nøjes med instrumentalversioner. Bølgerne går højt i den efterfølgende debat

De globale debatter og politiske kampe om den hvide mands byrde og kolonialismens lange skygger kører ufortrødent videre i den internationale presse. Statuer væltes, mindesmærker rives ned, historien skrives om. Men eftersom det britiske imperium fra 1600-tallet og ind i det 20. århundrede etablerede sig som verdenshistoriens største kolonimagt, er det knap så underligt, at bølgerne går særligt højt på de kanter for tiden.

”Rule, Britannia! Britannia, rule the waves!”, plejer man således at synge under den årlige højtidlighed i Royal Albert Hall, The Last Night of the Proms, som i år skal fejres den 12. september. Men spørgsmålet er, hvilke sange briterne overhovedet kan tillade sig at synge i år 2020.

Som beskrevet i Kristeligt Dagblad kunne diverse britiske medier, deriblandt The Independent, i sidste uge meddele, at BBC vil droppe teksten til de to mest folkekære sange, ”Rule, Britannia!” og ”Land of Hope and Glory”, og i stedet nøjes med instrumentale versioner. Den britiske sanger og skuespiller Laurence Fox lancerede på Twitter en Messerschmidtsk kampagne mod de statslige medier:

”Afskaf licensen for denne britiskhadende organisation; de sindssyge har taget magten i tosseanstalten. Afskaf licensen.”

Nicholas Kenyon, tidligere direktør for The Proms, lagde i weekenden navn til en artikel i The Guardian, hvor han mere afvejet minder om, at The Last Night of the Proms er et musikalsk ritual, som har fulgt med tiden, og som hele verden beundrer:

”Dette postyr omkring det musikalske indhold af The Proms spiller ind i de allerværste tendenser i britisk-fremstillede kontroverser: en næsten automatisk ’BBC-bashing’, et velkendt offer for let kritik, politikere, der blander sig i koncert-programmering, heksejagten på en dirigent på de sociale medier.”

Interviewet af britiske tv-stationer benyttede premierminister Boris Johnson lejligheden til en generel identitetspolitisk udmelding: ”Jeg mener, det er på tide, at vi stopper denne tyngende flovhed over vores historie, vores traditioner, vores kultur. Det er på tide, at vi stopper med denne evige selvbebrejdelse.”

Et parlamentsmedlem fra Labour svarede i The Independent igen: ”At synge patriotiske sange burde ikke forhindre os i at forholde os kritisk til vores fortid og lære af den.”

For har BBC slet ikke en pointe i at sløjfe teksterne? Jo, skriver Martin Hannan i skotske The National . Hannan minder om, at der i forvejen ikke vil være publikum til stede i Royal Albert Hall – hvilket i øvrigt er BBC’s officielle begrundelse for at droppe teksterne. Men det egentlige problem er indholdet i teksten, påpeger Hannan:

”’Land of Hope and Glory’ handler dybest set om et imperium, der skal vokse sig større og større og erobre stadig flere lande. ’Rule, Britannia!’ synger om briterne, ’der aldrig skal være slaver’. Men eftersom disse briter rent faktisk gjorde hundredtusindvis af afrikanere til slaver, kunne det jo være, vi skulle overveje at gentænke, hvad denne tekst rent faktisk siger.”

Men hvad er det så, vi kan lære af fortiden? Tilbage i juli satte prins Harry og hans kone, Meghan Markle, gang i en relateret debat om ”the commonwealth”. I en videodebat med unge sorte aktivister sagde Meghan Markle blandt andet, at ”når man ser på commonwealth, er der ingen måde, vi kan komme videre, medmindre vi anerkender fortiden”, og Harry stemte i: ”Man bør anerkende de forkerte ting, der er sket i fortiden.” The commonwealth ledes i dag af dronning Elisabeth, prins Harrys bedstemor.

Flere danske medier oversatte ”commonwealth” med ”kolonimagten”, men det er problematisk upræcist. Og spørgsmålet er, om man overhovedet kan sætte the commonwealth på anklagebænken.

Italienske La Repubblica udgav i starten af august et weekendmagasin tilegnet the commonwealth:

”The commonwealth kan ses som en fortsættelse af det britiske imperium, men det kan i lige så høj grad ses som den bedste og mest elegante måde, hvorpå man kan gøre en ende på imperialismen: En kolonimagt blev erstattet af et forbund af frie stater, der selv bestemmer, om de vil være medlemmer.” The commonwealth omfatter i dag næsten en tredjedel af Jordens befolkning, 2,4 milliarder personer, fordelt på 54 lande.

Forleden aften genså jeg tilfældigvis storfilmen ”Gandhi”. Filmen udstiller det britiske kolonistyres uhyrlige arrogance og brutalitet. Men da Gandhi ankommer til Sydafrika og begynder kampen mod racediskrimination, gør han det konsekvent med sætningen: ”We are citizens of the commonwealth.”

Gandhi beundrede den britiske forfatningstradition og gjorde den til sit våben. Uden sin juragrad fra London var Gandhi ikke nået langt med sin heroiske kamp for frihed, sandhed og retfærdighed. Historien er kompleks. Det kan vi lære af. For det er nutiden også. Kompleks. Og grå som en skygge.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.