”Skal man da ikke være kristen for at blive domprovst?”

Ole Jensens erindringer handler også om de fastlåste fronter og udeblevne samtaler, der har præget dansk teologi i mange år

Med Ole Jensens erindringer bliver vi mindet om, at dansk teologi også har været fastlåste fronter og udeblevne samtaler gennem mange år. Arkivfoto.
Med Ole Jensens erindringer bliver vi mindet om, at dansk teologi også har været fastlåste fronter og udeblevne samtaler gennem mange år. Arkivfoto. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Der er en pudsig scene i teologen Ole Jensens nyligt udkomne erindringsbog ”Og så alligevel...”. Jensen er i 1980’erne til et møde med Torben Brostrøm, den legendariske litteraturkritiker (født 1927), der var en afgørende kraft omkring 1960, da Klaus Rifbjerg og modernismen kom på dagsordenen og ”pensionerede” den Heretica-digtning, Jensen selv føler sig mest beslægtet med.

Jensen skriver, at Brostrøms ”tid” var 1950’erne og 1960’erne, mens hans egen ”tid” var 1970’erne: Dér kulminerede det. Egentlig burde man dø med sit ærinde i stedet for at blive sin egen eftertid, siger han spøgefuldt til Brostrøm, som dog ikke synes, at det er så morsomt.

Ole Jensen spiller på det faktum, at forskellige teoretiske ”paradigmer” af-løste hinanden hurtigt i dansk efterkrigstid. Der behøvede ikke gå særlig lang tid fra, at man var ombejlet, til at en ny generation havde overtaget dagsordenen og gjort én selv lettere aflægs. (Jeg har beskrevet udviklingen i min bog ”Danske tidsånder 1940-2010”, Anis 2013). Brostrøm var 1960’ernes store kritiker, men allerede i 1970’erne var det marxistisk ideologikritik og social-historie, der blev dominerende inden for litteraturfaget.

Ole Jensen uddyber ikke, hvordan beskrivelsen passer på ham selv, men man kan formode, at 1970’erne var hans store tid, fordi han her med sin øko-kritiske debatbog ”I vækstens vold” fik en folkelig gennemslagskraft, der kan sammenlignes med Svend Brinkmanns nu om dage. I 1980’erne har Ole Jensen, formentlig med en vis måben, kunne iagttage, hvordan der blev snakket postmodernisme i lange baner og i hans eget fag narrativ og dekonstruktiv teologi, mens han selv og hans afdøde lærer K.E. Løgstrup kunne synes at være parkeret lidt på et sidespor.

Episoden med Brostrøm står imidlertid underligt isoleret. Ole Jensen reflekterer ikke over den i resten af bogen. Men han ville selvfølgelig have foretrukket, at det var blevet ved med at være hans ”tid”. Det irriterer ham for eksempel enormt, når han føler sin teologi misforstået af fagfæller, som det fortættes i (senere domprovst) Karen Horsens’ hvasse replik, da Jensen blev udnævnt til domprovst i Maribo: ”Ja, men skal man da ikke være kristen for at blive domprovst?”. I sine erindringer genbesøger Jensen kun kritikken for at affeje den. ”Gab!”.

Især to ting irriterer Ole Jensen. Han forstår ikke, hvordan eksistensteologien, ”eksistens-kriticisme”, som han kalder det, kan blive ved med at have så stor magt over sindene, for eksempel i Tidehvervs videreliv. Og han forstår ikke, at hans egen teologi bliver angrebet, som om den var en politisk teologi, der reducerer teologi til økologi og dermed kristendommen til en rent denne-sidig, samfundskritisk dagsorden.

Til det første punkt: Mærkater er som regel noget, nogen sætter på nogen andre. Eksistensteologer anerkender ikke nødvendigvis, at de er eksistensteologer og som sådan en afgrænset art. ”Nej, det er da ikke eksistensteologi, det er teologi slet og ret, altså luthersk teologi vel at mærke”, er en replik, jeg ofte selv har hørt, og det er den tankegang, der ligger bag Karen Horsens’ djærve vits: Man mener, at Ole Jensen placerer sig uden for hovedstrømmen i den lutherske teologi.

Til det andet punkt: Da jeg selv som ung teologi-interesseret studerede i 1970’erne stødte på Ole Jensens teologi, tænkte jeg: ”Gab, økoteologi”. Når man gik på et marxistisk litteraturinstitut og følte sig tvangsfodret med politisering og samfundsrelevans og så teologien som et af de få åndelige fristeder i en dyster tid, var det en forfærdelig udvikling, hvis teologien blev svinebundet til økologien og dermed reduceret til endnu mere af det, der i forvejen var alt for meget af.

I dag ved jeg, at begge kritikpunkter over for Ole Jensen er urimelige, hvorfor han er irriteret med rette. Men måske har han heller ikke altid selv været lige god til at forklare sig i øjeblikkets hede, og måske skjuler afgørende nuancer og præciseringer sig lidt i det store forfatterskab.

Vi bliver derfor med Ole Jensens erindringer mindet om, at dansk teologi også har været fastlåste fronter og udeblevne samtaler gennem mange år. Forhåbentlig kan nye forsker-generationer motiveres til at skrive teologi-historie og retrospektivt vise, hvordan samtale faktisk kunne føres.

Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.