Prøv avisen
Refleksion

Skammen har fået et fornyet greb i os

Illustration: Søren mosdal

Lotte Blicher Mørk

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Det er nok de færreste unge i dag, der hører deres forældre sætte dem på plads med et: ”Du skulle skamme dig.” Men det kan være, at de snart kommer til at høre det igen, for skammen har fået et fornyet greb i os, skriver Lotte Blicher Mørk

For nylig holdt jeg et oplæg om skam for en gruppe unge mennesker, og det stod hurtigt klart, at dette begreb ikke umiddelbart havde den store opmærksomhed i deres hverdag – ud over at det er navnet på en populær norsk serie.

Det er nok de færreste unge i dag, der hører deres forældre sætte dem på plads med et: ”Du skulle skamme dig.” Men det kan være, at de snart kommer til at høre det igen, for skammen har fået et fornyet greb i os. Efter 68-oprørets opgør med begrænsninger har det grænseoverskridende hersket – måske endda det skamløse.

Fra den lidt mildere ende af skalaen med mere afslappede holdninger til alkohol, sex, påklædning, sprog og så videre til den grovere ende med tilsvining på sociale medier, hævnporno på nettet og politikere, der uimodsagte får lov til at skabe splid og angst. Men nu er det ved at være nok, og derfor er der kommet en modreaktion – nemlig skammen.

Den nedbrydende af slagsen, vel at mærke. Og jeg skal love for, at vi skammer. Både os selv og hinanden. Kan vi ikke selv finde noget at skamme os over, så skal omgivelserne nok finde det for os. Et godt eksempel er det åndsforladte forslag om, at normalvægtige børn skal belønnes med en pengepræmie på 22.000 kroner, når de kommer til konfirmationsalderen, som en måde at komme overvægt til livs på. Fedme er et problem, men det kan og skal ikke løses ved at udskamme alle dem, der ikke kan præmieres med 22.000 kroner, og som følge indirekte udskammes som overvægtige. Det er formentlig en af grundene til, at der bliver skrevet så meget om skammen og dens natur. Problemet er bare, at det sjældent drejer sig om, hvordan vi kommer denne dårlige skam til livs. Måske ud fra et psykologisk perspektiv, hvor det handler om, at vi skal sætte ord på den og dermed imødegå dens negative konsekvenser. Men sommetider er skammen så altoverskyggende, at vi ikke engang kan sætte ord på. Og hvad gør vi så? Hvad er i sidste ende skammens fjende?

Til forskel fra skylden, som fødes direkte af det, vi gør, og hvis ultimative fjende er tilgivelsen, handler skammen meget mere om dem, vi er. Og hvor finder vi tilgivelse for det i en tid, hvor vi pålægger os selv ansvaret for alt i vores liv – inklusive det at være ufejlbarlige. Vi kan und-skylde, men ikke und-skamme.

Skam som følelse er en del af det at være menneske – et vilkår. Vi lærer igennem vores opvækst og udvikling at eksistere med den, og den bliver en naturlig og nødvendig del af os. Som social mekanisme regulerer den vores adfærd, så vi kan eksistere sammen med andre mennesker inden for de rammer, vi opstiller som acceptable. Hvis vi alle var uden skam, ville verden se vanvittig ud. Det er en skjult følelse, der dukker op, når vi ikke bliver set som dem, vi er, og derfor ikke føler os tilstrækkelige.

Psykolog Lars J. Sørensen understreger i sin bog ”Skam – medfødt og tillært”, at det er vigtigt at blive mødt i den måde, man forstår sig selv på, fordi det er en kærlighedsbekræftelse. Vi bliver berørte af at blive set, og det bringer kærligheden frem, og det har vi brug for som mennesker.

Vi skammer os, når vi bliver misforstået og ikke bliver set som dem, vi forstår os selv som værende – og som følge heraf føler vi os ikke-elskede. Det er den naturlige skams væsen. Så hvad sker der så, når vi begynder at pålægge os selv og hinanden en masse unaturlig skam? En skam, der angriber alt lige fra vores uformåenhed, vores kroppe, vores religion, vores seksualitet, vores CO2-forbrug, vores hudfarve og meget andet.

Det bliver en skam, der får lov til at vise sig, hver gang vi ikke føler os gode nok, og det kan blive yderst problematisk, fordi vi lever i en tid, hvor vi bilder os ind, at det ene og alene er vores eget ansvar, hvorvidt vi netop er gode nok. Hvor succeskriteriet for, at vi er dem, vi gerne vil være, er at være ufejlbarlige. Det er selvsagt ingen, og derfor kan skammen få lov at vokse sig uforholdsmæssig stor – og skadelig. Det er en skam, der kan blive det altoverskyggende i livet. Den bryder ned i stedet for at bygge op.

Hvorfor forholder det sig sådan? Fordi vi har bildt os selv ind, at vi ikke kan tåle at blive set og mødt som dem, vi er.

Vi er bange for, at når det sker, så løber alle væk, og derfor prøver vi med al magt at holde skammen fra døren. Men skammen er der – den naturlige skam er en del af os. Vi har selv introduceret den unaturlige skam, men vi formår desværre bare ikke at skelne, når vi er underlagt den.

I sidste ende findes kun én ting, der i virkeligheden kan bryde med skammen, naturlig eller unaturlig. Nemlig et kærligt blik. Et blik, der siger: ”Jeg ser dig præcis som den, du er – og jeg holder dig ud alligevel.” Det blik rører os, og det bringer kærligheden frem. Den kærlighed, der kan rumme skammen. Men blikket er kun kærligt, hvis den, der sender det, selv formår at udholde det uperfekte. Når vi bliver mødt af et kærligt blik, får det os til at rette blikket udad i stedet for indad, og det giver os perspektiv. Det kærlige blik er derfor skammens fjende. Som Kierkegaard formulerer det, så skal kærlighed skjule synders mangfoldighed, men kærlighed skal også skjule skammens.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.