Smagen af corona

Privatfoto
Privatfoto

I eftertankens klare skær begyndte det med, at jeg faldt i søvn på sofaen. Det er en 1,60 meter lang dekorativ Børge Mogensen-tremmesofa, som min bedre halvdel, Rikke, har arvet. Jeg er 1,90 meter og vågnede midt om natten med ondt i alle lemmer.

”Skat, du har arvet verdens dyreste futon til børn,” hviskede jeg.

”Hold op med at lyde som ham fra ’Klovn’,” svarede hun.

Jeg er 49 år, har ingen astma, men har dog engang fået en lille spray med hjem fra lægen, som jeg aldrig bruger. Jeg er sund og rask og havde lige været på ferie i Sydspanien med en afstikker til Tyskland, mens det endnu blev set som værende ganske ufarligt at være turist i Europa.

Nu var jeg tilbage på job og var træt og havde ondt.

Jeg prøvede at få kræfter ved at drikke morgenkaffe, men måtte lade den stå, da den smagte forfærdeligt bittert.

Næste dag var det ikke blevet bedre. Muskelømhed og en underlig smag i munden.

Efter arbejde måtte jeg gå i seng uden aftensmad, fuldstændig udmattet.

Jeg fandt termometeret, målte for første gang og skrev til lægen om morgenen: 38,3 grader.

Rikke flyttede ned i den anden ende af lejligheden. Hun sov på en madras på stuegulvet og arbejdede hjemmefra inde på kontoret.

Jeg lå og kogte i soveværelset, sov omkring 16 timer i døgnet.

Der gik nogle dage.

Jeg drak rød saft.

Der gik nogle flere dage.

Dagene flød sammen. Jeg forsøgte at læse Albert Camus’ ”Pesten”, men opgav efter halvanden side. Jeg holdt op med at tjekke TV 2 News og k.dk. Det lykkedes mig at se en halv time af en ”Far til fire”-film, jeg havde set som barn.

Lægen begyndte at ringe hver dag og spurgte interesseret til, om jeg havde åndenød.

Nej, overhovedet ikke. Jeg lå helt stille i min seng med en konstant feber på 38,6 grader, forklarede jeg.

Min kollega, som sidder over for mig på kontoret, begyndte også at ringe for at ønske mig god bedring – og for lige at sikre sig, at jeg ikke kom på arbejde, så længe jeg kunne smitte.

”Du har coronahosten, kan jeg høre,” sagde han opmuntrende.

”Det er bare influenza,” svarede jeg træt.

Genboen blev mere og mere irriterende med sin altan. Han var tydeligvis i hjemmekarantæne og gik derud 200 gange hver dag. Jeg satte citrontræet op i vinduet, så han ikke var helt så let at se. Jeg ville bare sove.

Der var gået godt en uge. Rikke, som stod for indkøb, foreslog at gå over til gul saft, men jeg insisterede på rød. Det er den farve, de bruger på hospitalerne, så det er den rigtige, sagde jeg.

Min chef var forstående, lægen opsøgende, jeg sovende.

På 12.-dagen vågnede jeg, og noget var forandret. Jeg havde det bedre og havde appetit. Jeg tog temperaturen: 37,4 grader. Jeg tog temperaturen igen: samme resultat.

Jeg spiste to tomater og to hårdkogte æg med salt. Jeg råbte til Rikke. Jeg skrev til lægen. Jeg skrev til arbejdet.

Det tog omkring en uge at genvinde de fem kilo, jeg havde tabt. Jeg begyndte at gå små ture på meget skæve tidspunkter, hvor gaderne ellers var tomme. Jeg fik pludselig åndenød af ingenting og sov ekstra.

Jeg spurgte lægen, om det var influenza. Nej, det har været en covid-19, sagde hun i telefonen, men jeg er ikke blevet testet.

Jeg har det godt og går snart på arbejde.

Jeg har fået ordre af lægen til at ”synge meget” for at få gang i lungerne, og min tunge ser underlig ud, men jeg spiser almindeligt, og maden er begyndt at smage godt. Og snart kan jeg igen sidde sammen med Rikke og se fjernsyn i sofaen.

Thor Dam er redaktionssekretær på Kristeligt Dagblad.