Der plejede at være en uskreven regel i amerikansk politik, der lød, at en socialist aldrig ville kunne kvalificere sig til et højtstående nationalt embede. Men nu sidder en selvudråbt ”demokratisk socialist”, den amerikanske senator Bernie Sanders, i førersædet til at blive Demokraternes præsidentkandidat. Skal Amerika omfavne forandringen?
Demokraterne har fået primærvalgene til at handle om meget mere end den amerikanske præsident Donald Trump. Sanders’ momentum afspejler en længsel efter radikale løsninger på alvorlige og strukturelle økonomiske problemer. I årtierne efter Anden Verdenskrig blev den amerikanske økonomi stadigt mere produktiv, og lønningerne for alle arbejdstagere – uanset uddannelsesniveau – steg gennemsnitligt med over 2 procent om året. I dag er det ikke længere tilfældet.
I løbet af de sidste fire årtier har produktivitetsvæksten været uden momentum, den økonomiske vækst er aftaget, og en stigende andel af fortjenesten er gået til kapitalejere og højtuddannede. I mellemtiden er medianlønnen stagneret, og den (inflationskorrigerede) realløn til arbejdere med en gymnasial uddannelse eller derunder er faktisk faldet. Ganske få virksomheder (og deres ejere) dominerer store dele af økonomien. Den øverste 0,1 procent af indkomstfordelingen dækker mere end 11 procent af den nationale indkomst, en stigning fra omkring blot 2,5 procent i 1970’erne.
Men er demokratisk socialisme en kur mod disse dårligdomme? Fordi der er tale om en ideologi, der anser markedsøkonomien som grundlæggende uretfærdig, u-udlignende og uoprettelig, er dens løsning at kappe dette systems vigtigste livsnerve den private ejendomsret til produktionsmidlerne. I stedet for et system, hvor virksomhederne og alt deres udstyr og maskineri hviler i hænderne på en lille gruppe af ejere, foretrækker de demokratiske socialister ”økonomisk demokrati”, hvor virksomhederne styres enten af deres medarbejdere eller af en administrativ struktur, der drives af staten.
Demokratiske socialister stiller deres system i kontrast til den sovjetiske version. Deres styreform, hævder de, kan til fulde opnås gennem demokratiske midler. Dog er de fleste nyere forsøg på at socialisere produktionen (i Latinamerika) blevet baseret på antidemokratiske tiltag. Og det bringer os til et andet problem med den aktuelle debat i USA: demokratisk socialisme er blevet blandet sammen med socialdemokratisme. Og Sanders har desværre bidraget til denne forvirring.
Socialdemokratisme refererer til de politiske rammer, der opstod og fik fodfæste i Europa, særligt i de nordiske lande, i løbet af det tyvende århundrede. Socialdemokratismen fokuserede også på at tøjle markedsøkonomiens udskejelser, reducere uligheden og forbedre levestandarden for de mindre godt stillede. Men mens amerikanske demokratiske socialister som Sanders ofte nævner den skandinaviske socialdemokratisme som deres model, er der i virkeligheden dybe og væsentlige forskelle mellem de to systemer. Kort sagt er europæisk socialdemokratisme et system, der regulerer markedsøkonomien – og altså ikke erstatter den.
For at forstå, hvordan den socialdemokratiske politik har udviklet sig, kan man se til de svenske socialdemokrater, som tidligt tog afstand fra marxistisk ideologi og det kommunistiske parti. En af partiets tidlige og formative ledere Hjalmar Branting tilbød en platform, der ikke kun appellerede til industriarbejdere, men også til middelklassen.
Vigtigst af alt konkurrerede de svenske socialdemokrater om magten med demokratiske midler og arbejdede inden for systemets rammer for at forbedre forholdene for de fleste svenskere. Ved det første valg efter Den Store Depression præsenterede den socialdemokratiske leder Per Albin Hansson partiet som ”Folk-hemmet” og gik til valg på en inkluderende dagsorden. Vælgerne belønnede Socialdemokratiet med en bemærkelsesværdig høj stemmeandel på 41,7 procent, hvilket gjorde det muligt at danne en regeringskoalition med landbrugspartiet. Efter endnu en overvældende valgsejr afholdt socialdemokraterne i 1938 et møde med repræsentanter for erhvervslivet, fagforeninger, landmænd og regeringen. Dette møde i feriebyen Saltsjöbaden blev starten på en æra med kooperative arbejdsmarkedsrelationer, der kom til at definere den svenske økonomi i årtier.
En central søjle i den svenske socialdemokratiske tilgang blev centraliseret lønfastsættelse. Under Rehn-Meidner-modellen (opkaldt efter to samtidige svenske økonomer) forhandlede fagforeninger og erhvervsorganisationer løn for hele brancher, og staten opretholdt en aktiv arbejdsmarkeds- og social velfærdspolitik, samtidig med at man investerede i opkvalificering af arbejdstagerne og offentlig uddannelse. Resultatet var en betydelig lønkomprimering: Alle arbejdstagere, der udførte det samme arbejde, blev betalt den samme løn uanset deres kvalifikationsniveau eller deres virksomheds rentabilitet.
Dette system ligger meget langt fra en socialisering af produktionsmidlerne og støttede snarere markedsøkonomien, fordi det gav produktive virksomheder mulighed for at blomstre, investere og udvide – på bekostning af deres mindre konkurrencedygtige rivaler. Fordi lønnen blev fastsat på brancheniveau kunne en virksomhed, der øgede sin produktivitet, beholde resultatet heraf (øget overskud). Ikke overraskende voksede den svenske produktivitet støt under dette system, og svenske virksomheder blev yderst konkurrencedygtige på eksportmarkederne. I mellemtiden udviklede lignende institutioner sig i de andre nordiske lande, og meget sigende blev de ikke alle indført af socialister eller socialdemokrater, men også af centrum-højre-regeringer.
Anskuet bredt blev socialdemokratismen grundlaget for efterkrigstidens velstand overalt i den industrialiserede verden. Dette gælder også USA, hvor New Deal og efterfølgende reformer styrkede eller indførte vigtige komponenter af den socialdemokratiske tanke, herunder fælles overenskomstforhandlinger, socialpolitik og offentlig uddannelse.
Og i de tilfælde, hvor intellektuelle og politiske strømninger afveg fra den markedsbaserede socialdemokratiske tanke, gik det generelt ikke ret godt. I slutningen af 1960’erne omfavnede svenske og danske fagforeninger under indflydelse af mere radikale venstreorienterede kræfter demokratisk socialisme og begyndte at kræve økonomisk demokrati og direkte kontrol med overskuddet. I Sverige førte dette til intense forhandlinger med virksomhederne og indførelsen af ”lønmodtagerfonde”, hvorfra dele af virksomhedernes overskud (som regel i form af nye aktieemissioner) blev indskudt som midler til arbejderne på virksomhedsniveau. Denne ændring ødelagde samarbejdskontrakten mellem virksomheder og fagforeninger og fordrejede de incitamenter, der tidligere havde drevet investeringer og produktionsvækst. I begyndelsen af 1990’erne havde systemets mangler vist sig, og det blev behørigt opgivet igen.
Når intellektuelle strømninger, der promoverede de frie markedskræfter, førte til højredrejede afvigelser fra den socialdemokratiske tanke, var resultaterne lige så dårlige. Uligheden voksede, produktivitetsudviklingen stagnerede, og det sociale sikkerhedsnet blev lagt i ruiner.
Det, der er brug for, er altså ikke markedsfundamentalisme eller demokratisk socialisme, men socialdemokratisme. USA har brug for effektiv regulering, der kan tøjle den koncentrerede magt, markedet har. Arbejderne har brug for en stærkere stemme, og de offentlige tjenester og sikkerhedsnet skal styrkes. Sidst, men ikke mindst, har USA brug for en ny teknologipolitik, der kan sikre, at den økonomiske udvikling sker i alles interesse.
Intet af dette kan opnås ved socialisering af virksomhederne, særligt i en tid med globalisering og teknologidrevne virksomheder. Markedet skal reguleres, ikke sættes ud af spillet.
Daron Acemoglu er professor i økonomi ved MIT - Massachusetts Institute of Technology.
©Project Syndicate
Oversat af Translated By Us.