Prøv avisen
Refleksion

Sociolog: Statuedebatten behøver et sagligt grundlag

Illustration: Søren Mosdal

Af Anette Prehn, sociolog og forfatter. klummeskribent hos kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

En hyldestkommission kan bidrage til at afklare, hvor mange ”kontroversielle kubikmeter” vi har i vores offentlige rum, og om vi eventuelt skal gøre noget ved dem, skriver sociolog Anette Prehn

Vi har en kontroversiel kubikmeter i vores hjem. Den består af kasser med fotoalbum fra tiden før 2003, hvor min mand og jeg mødte hinanden. For eksempel har jeg et helt fotoalbum fra en treugers dannelsesrejse til Istanbul samt to yderligere album fra en ferie med en ekskæreste. Jeg har i dag ingen forbindelse til personerne, der figurerer på billederne. Min mand har lignende ophobninger af album og lysbilleder, som han aldrig tager frem. En svunden tid, der fint ville kunne æres via et par velvalgte billeder, fylder godt op.

I modsætning hertil indtager billederne fra vores fælles liv en mere ydmyg rolle. De fotobøger, vi har fået trykt efter det digitale kameras indtog, fylder blot 21 centimeter i en bogreol. Desuden har vi et betragteligt antal digitale billeder, som vi tilgår via computeren. Kontrasten er markant. Mange af oplevelserne i kasserne har ingen større væsentlighed i dag. Alligevel ”hyldes” de gennem en datidens udtryksform, der volumenmæssigt virker ude af proportion i dag. Som tiden går, kalder det mere og mere på en sober afvejning af, hvad vi hylder, og hvor meget det fylder.

I Danmark har vi mindesmærker over historiske begivenheder, som vi ønsker at ære og fastholde i vores historiske erindring. Vi har også statuer af centrale historiske personer, som naturligvis skal være her. I den forbindelse bør vi huske, at ingen er pletfri. Alle liv, vi hylder, er rundet af deres samtids livserfaringer og erkendelser og rummer facetter, vi i dag kan finde fejl ved.

Vi bør dog også erkende, at bevæggrunden for en personhyldende statue kan være, at personen havde penge og forbindelser eller blev anerkendt for ”meritter”, vi i vor tid finder helt uacceptable. Her kan vi med fordel tage samtalen med et åbent sind, for naturligvis kan en hyldest givet engang blive trukket tilbage, hvis tungtvejende grunde taler herfor. Hendes Majestæt Dronningen tilbagekaldte som bekendt elefantordenenen i forbindelse med den rumænske diktator Ceausescus fald i 1989. Majestæten fandt ham uværdig til at bære den hyldest, hun tidligere havde ment, at han fortjente. Det er tilladt at blive klogere med tiden og tage konsekvensen af det.

Statuedebatten har brug for et mere faktabaseret grundlag og et skarpere analytisk blik end det, der dominerer i disse dage. En hyldestkommission ville gøre godt. En sådan ville kunne bidrage med viden og overblik samt lægge op til en perspektivudvidende debat med afsæt i spørgsmål som:

Hvor mange personhyldende statuer har vi i det offentlige rum i Danmark?

Hvilke typer af meritter har vi derigennem hyldet?

Hvilke blinde pletter har vi som kultur haft i forhold til, hvem der fortjener hyldest?

Hvor mange af vores personhyldende statuer har en tidløs relevans, jævnfør meritternes art og omfang?

Er der årsager til statuehyldest, som er så meget ude af trit med samfundets normer i dag, at det kan berettige en flytning af, en viderebygning på eller en alternativ historieformidling omkring statuen?

Er der historiske meritter, som har været så oversete, at de skal tænkes ind i vores samtids skabelse af statuer og kunst – eller erstatte hyldester, tidligere givet?

I min levetid har jeg set statuer af Saddam Hussein, Lenin og Stalin falde. At statuer for tiden – i fredstid – også falder i lande som USA og Storbritannien er mere usædvanligt. Men er det udtryk for en ”revidering af historien”? Nej. Det er udtryk for en ændret holdning til, om personen ligefrem skal hyldes fremadrettet.

Hvad der fylder i det offentlige rum, herunder proportionerne af det og vinklerne på det, er en reel overvejelse for enhver samtid. Man kan fint figurere i historiebøgerne uden at have sin egen statue. Det er med andre ord muligt at optage hyldeplads uden at optage hyldestplads.

Vi kan i den forbindelse tåle at spørge, hvilke indsatser vi har hædret gennem årene, og hvilke der er blevet overset eller nedgjort. En af de bøger, der har åbnet mine øjne for meritter, der ikke er blevet italesat som væsentlige, hedder ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”. Den er skrevet af Svetlana Aleksijevitj, som for bogen modtog Nobelprisen i litteratur i 2015.

Aleksijevitj skildrer, hvordan en million russiske kvinder under Anden Verdenskrig meldte sig til Den Røde Hær for at kæmpe for deres fædreland. De var snigskytter, piloter, sygeplejersker og mekanikere, men efter krigen blev de modtaget hjemme med foragt. Bogen giver stemme og anerkendelse til en gruppe, hvis meritter blev skrevet ud af historien, endda fortiet og mistænkeliggjort, men som sagtens kunne have berettiget statuer.

En anden type meritter, som kan opdages af nye blikretninger i dag, er de mennesker, der blev tilbage, når andre drog i krig. De, som pludselig befandt sig i en fragmenteret familiestruktur og udsatte positioner, og som måtte knokle dobbelt for at tjene fædrelandet fra ”hjemmefronten”. Eller de slavegjorte mennesker, der lagde lidelse og arbejdskraft til, at imperierier og kolonier kunne vokse, og rigdomme hentes hjem. Kulturer har åbenlyst haft en forkærlighed for bestemte meritter og vendt det blinde øje til andre. Det leder derfor på vildspor at hævde, at vores samtids eventuelle beslutninger omkring hyldeststatuer skulle være lig med en revidering af historien.

Historiebevidsthed er andet og mere end at have blikket rettet bagud med sans for, hvad fortiden skabte og satte af spor. Historiebevidsthed er også at erkende, at vi, mens vi lever, er med til at skrive samtidshistorie. Det vil sige, at vores diskussioner og handlinger i dag bliver en del af en historiefortælling og -bevidsthed om 20 eller 200 år. Hvilke værdier navigerer vi efter i dag? Hvilke saglige kriterier etablerer vi? Hvem er vores pendant til Aleksijevitjs krigskæmpende kvinder?

Noget sådant skal ikke afgøres af en sort-hvid og følelsesladet debat, der sår splittelse. Debatten fortjener i stedet et sagligt, nuanceret og perspektivudvidende grundlag. En hyldestkommission kan bidrage til at afklare, hvor mange ”kontroversielle kubikmeter” vi har i vores offentlige rum, og om vi eventuelt skal gøre noget ved dem.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.

Det er muligt at optage hyldeplads uden at optage hyldestplads.