Prøv avisen
Refleksion

Sociolog: Vi har skolet os i uværdighedens kommunikation

Illustration: Søren Mosdal.

Af Anette Prehn, sociolog og forfatter. klummeskribent hos kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Mange taler hen over hovedet – eller bag om ryggen – på dem, de opfatter som mindre værdige. Hvor mange af os ville overhovedet ”bestå” en TV 2-dokumentar, hvor skjulte kameraer kørte nonstop i 16 dage, skriver Anette Prehn i klummen "Refleksion"

”Der bliver talt om Else og ikke til Else. Hun bliver ikke regnet som et menneske, der er til stede.”

Sådan siger en ekspert i TV 2-dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden”. Med skjult kamera har TV 2 filmet nonstop i to ældres boliger på to forskellige plejehjem over 16 døgn. I dokumentaren ser vi blandt andet, hvordan de to, Else og Niels, går rundt med uskiftet ble i op til 24 timer.

Som seer gyser man. Om end vi er klar over, at der eksisterer et stort krydspres i plejesektoren, er det chokerende at se, hvordan der i optagelserne hoppes over, hvor gærdet er lavest, for så vidt angår basal pleje.

Sproget og tonen er en historie for sig. Der bliver igen og igen talt nedladende og hen over hovedet på Else og Niels. For eksempel udtrykker plejerne afsky ved Elses fod, ”der stinker”, og hendes familie, der blandt andet omtales som ”sindssyge”.

Inden vi springer til at dømme individer eller omgangsformer på visse plejehjem, bør vi dog zoome ud og kigge på os selv. Denne måde at kommunikere på er nemlig en integreret del af vores kultur. Mange taler hen over hovedet – eller bag om ryggen – på dem, de opfatter som mindre værdige.

En del forældre afsiger hyppigt negative domme hen over hovedet på deres børn. ”Hun har været helt ustyrlig,” siger faderen, når han afleverer sin lille datter i børnehaven. ”Uanset hvor godt han klarer sig, synes han aldrig, det er godt nok,” siger moderen hen over hovedet på teenagesønnen til middagsselskabet. De voksne glemmer her, at børn er lyttende og følende væsener, som i høj grad opbygger værdier og selvopfattelser gennem de ”sandheder”, de hører fra deres nærmeste.

Der sker også bagtalelse mange steder. Som når man i daginstitutioner eller på skoler fælder dom over visse forældre. Eller når forældre sladrer om frivillige sportstrænere. Børn fanger typisk ”trenden” og fortæller anekdoter om deres lærer fra netop de minutter, hvor vedkommende var mest presset, og der røg finker af panden.

I vores kultur giver vi et rigt spillerum til at se situationer fra vores egen, snævre vinkel: uden nuancer og empati. Som var vi universets centrum, mens de, der kommer på tværs, er idioter. Hverdagens uværdige kommunikation viser sig derfor selvfølgelig også i ældreplejen og vejer tungere end et etikkursus eller to. De oftest betrådte stier i hjernen er nu engang de bredeste.

Gennem mit virke har jeg undervist på mange arbejdspladser. Hvad enten det har været i erhvervsvirksomheder, i plejesektoren eller andre steder, har det ofte handlet om at hjælpe med at kunne se noget mere konstruktivt i situationer end de firkantede domme, der let melder sig.

En opfattelse, der er udbredt i plejesektoren, handler om det, der kaldes de ”besværlige pårørende”. Dette stempel hjælper dog ingen, og derfor kan de ansatte med fordel øve sig i at se den gode intention bag ”besværligheden” og det udviklingspotentiale, der ligger i at kunne håndtere den konstruktivt.

For eksempel kan ”besværlige pårørende” udvikle plejepersonalets evne til at lytte og stille nysgerrige spørgsmål, inddrage familien mere aktivt og være ærlige omkring kommunens serviceniveau. De kan minde plejepersonalet om, at kærlighed har mange ansigter. Det er også godt at huske, at mennesker (her: pårørende) kan virke akavede eller bidske, når de føler sig på udebane eller magtesløse. Og hånden på hjertet: Mon ikke mange af os drømmer om at have en ”besværlig pårørende”, der er klar til at kæmpe vores sag, hvis vi engang får brug for det?

Der kan være god grund til igen og igen at optræne og vedligeholde et menneskesyn, der understøtter forbundethed, empati, nærvær, varme, nysgerrighed og respekt, hvilket heldigvis falder mange plejepersonaler naturligt at gøre.

Hvad end personalet måtte mene om borgerne og disses familier, må vi som samfund insistere på, at den kommunikation, der finder sted, kan tåle at se dagens lys. At de ansatte taler på måder, der bygger op og gør tryg, uanset hvor meget eller lidt borgeren virker til at forstå. Bare fordi borgeren undlader at opponere imod nedladende ord, betyder det ikke, at man kan tillade sig alt.

Demente Niels siger i dokumentaren: ”Man skal jo bare vænne sig til, at det foregår på en anden måde nu, ikke?”. Men skal han virkelig det? Skal vores ældre medborgere efter et langt og bidragende liv acceptere en ny livsfase, hvor der er indtørret afføring i bleen, bandeord i ørerne og forvirrende eller nedsættende meldinger fra de ansatte? Nej, selvfølgelig skal de ikke det. Men skal vi gøre noget ved det, må vi huske, at uværdigheden slår rødder, længe før den blomstrer i menneskers ord.

Derfor er det utilstrækkeligt at betragte plejepersonalets kommunikation som et isoleret fænomen. Det handler også om dig og mig. Får vi tænkt og sagt ”vi er alle mennesker, der har brug for respekt” igen og igen i livet? Får vi mindet hinanden om kun at sige dét om andre, som vi tør sige op i deres åbne ansigt? Tager vi ansvar for at bremse bagtalelse ved at understrege vores tillid til, at et menneske har en god intention og gør det bedste, han eller hun kan?

De fleste af os vil nok betakke os for at have skjulte kameraer kørende nonstop i 16 dage, hvorefter al vores værste adfærd blev kogt ned til få minutter. Hvor mange af os ville overhovedet ”bestå” en TV 2-dokumentar? Lad os også reflektere over det, inden vi dømmer plejepersonaler hårdt for at dømme ældre beboere og deres pårørende hårdt. I stedet for at pege fingre kan vi gribe i egen barm og øve os i værdig og empatisk omtale af andre.

Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.