Prøv avisen
Refleksion

Søges: Forskere, der vil folkeoplysning

Illustration: Søren Mosdal

Anette Prehn

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

I dag bliver forskere først og fremmest bedømt på antallet af internationale artikler, og så kan det være svært at finde tid til at prioritere folkeoplysning, skriver sociolog og forfatter Anette Prehn

N.F.S. GRUNDTVIG sagde det klart: ”Kirken er til for folkets skyld og ikke folket for kirkens.” Dermed fik han markeret folkets betydning i forhold til institutionen, og at institutioner kan se sig selv som tjenende folket.

En lignende erkendelse savner jeg, at forskningsinstitutioner tager på sig i dag.

En af Kristeligt Dagblads gode artikelserier handler om sandhedens trange kår i vor tids overflod af falske nyheder. Den påpeger behovet for, at forskere træder i karakter og trænger igennem med deres vigtige viden.

David Budtz Pedersen, der er professor i forskningskommunikation ved Aalborg Universitet, konstaterer, at ”selvom der findes mere og mere viden, er det ikke nødvendigvis en viden, den almindelige borger kan bruge. Den sandhed, videnskaben finder frem til, må ikke fryse fast i en lukket universitetselite”.

Her rører David Budtz Pedersen ved noget centralt. Viden kan ikke automatisk anvendes. Den skal omsættes til brug. Det er opløftende meldinger, men der er nok desværre et stykke vej igen, førend forskning, der ville kunne gøre gavn, slår bredere igennem og gør gavn.

Måske er et vigtigt skridt, at forskningsinstitutioner og forskere indtager en tjenende rolle i forhold til folket? Ligesom kirken ifølge Grundtvig skal gøre det.

I SLUTNINGEN AF 1990’ERNE, da jeg læste på universitetet, var store dele af forskerverdenen inficeret af selvhøjtidelighed. Formidlingen var så sprogligt kompleks, at det virkede, som om forskerne havde gang i en intern konkurrence om uforståelighed.

Jo højere lixtal og knudrede sætningskonstruktioner, desto klogere fremstod forskeren. Det var ”Kejserens nye klæder” om igen. Ingen turde påpege og hudflette (selv)iscenesættelsen af frygt for at fremstå dum. Hverken de studerende eller forskerne selv ville risikere at miste status.

Heldigvis har forskerne sidenhen fået en ekstrabevilling af punktummer. De er også blevet forpligtet på at formidle mere alment. Flere har lagt sig i selen for at tale og skrive mere forståeligt – tak for det.

Næste udviklingsskridt er at øge brugbarheden af formidlingen, som David Budtz Pedersen er inde på. Skal forskning for alvor give værdi, skal almindelige mennesker – du og jeg – mere end forstå ordene. Vi skal også huske og kunne anvende forskningsresultaterne i vores hverdag.

Den forsker, som vil folkeoplysning – og det burde være alle, for folket betaler sådan set for dennes forskning – skal have modtagerens liv og situation på sinde.

Det er nødvendigt at tænke i hverdagserfaringer for at kunne skabe sproglige billeder, der overrasker, vækker følelser og er relevante – for det husker hjernen bedst.

Forskeren skal også tænke i skæve plan B’er – for ja, vi er mennesker af fejlbarlighed og vil formentlig ryge tilbage i gamle vaner igen og igen, mens vi forsøger at gøre forskningsresultater til virkelighed.

HER KOMMER MAN LET OP IMOD en travl hverdag hos almindelige mennesker, hvor dét at begynde at handle på en ny måde – hvad enten det drejer sig om sundhed, socialt samspil, bæredygtig adfærd eller lignende – kræver erkendelse, overskud, fleksibilitet og tålmodig indlæring af nye vaner.

Det er langt lettere at sætte en intention end at foretage en vaneændring. Ligesom det er lettere at sige ”amen” til præstens ord i kirken end at følge dem.

”Vanestabling” kan for eksempel være en god vej frem. Det vil sige at bygge en ny vane oven på en eksisterende vane, der allerede ”kører”.

Det kan handle om at foretage handlingen, der gerne skulle blive vanemæssig på et tidspunkt, lige efter aftentandbørstningen, eller når man træder ind over dørtrinnet efter arbejde. Dermed udvider man en eksisterende vane i stedet for at skulle kæmpe op ad bakke for at etablere en ny.

Dette er forskere nødt til også at forstå sig på. Hvis en handlingsanvisning bliver for verdensfjern eller uoverskuelig, strander den. Til gengæld begynder en rejse på tusinde mil med det første, lille skridt. Det er muligt for en forsker både at indtage en tjenende rolle i forhold til folkets anvendelse, samtidig med at han eller hun er en autoritet med integritet.

De milliarder af kroner, der går til forskning, som kunne gøre en positiv forskel for menneskers liv, har brug for vinger. Der er et potentiale her, som dog kræver en kulturændring og ny ledestjerne for forskeres arbejde og samspil med befolkningen.

Dels skal forskerne ville folkeoplysning, dels skal meritsystemerne skrues anderledes sammen. I dag bliver forskere først og fremmest bedømt på antallet af internationale artikler, og så kan det være svært at finde tid til at prioritere folkeoplysning.

Derfor er det første vigtige skridt forskningsinstitutionernes. Elfenbenstårn, kom ned i lixtal. Brugbarhed kan heldigvis også læres. Den kan tilmed bæres frem af en tjenende, ydmyg ånd, inspireret af Grundtvig og til folkets gavn.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.