Prøv avisen
Kanten

Som fraskilt gav brylluppet ekstra mening

Foto: Olaf Karwisch/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Katrine Frøkjær Baunvig

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

For et par uger siden blev jeg gift med min kæreste. I en kirke. Det var lidt overraskende for nogle af vores gæster, fordi min kæreste ikke er medlem af folkekirken.

Ikke desto mindre kan hans mangel på medlemskab ikke oversættes til en kirkefjendsk holdning. Faktisk holder han som en godmodig nasser af institutionen. Og han betragter ritualers sociale funktion som afgørende på en måde, som kun den, der har skrevet lange, fodnoterodfæstede værker om dem, kan gøre det.

Jeg for min del er fuldgyldigt, betalende medlem og vild med kirkerum samt ritualspektakel. Det var med andre ord helt naturligt for os at sige ja til hinanden inden for folkekirkens rammer.

Vi gjorde det i en herligt grum kirke med flere dødningehoveder, end jeg kunne tælle. Dødningehovederne klædte vores salmer godt. Vi begyndte med Thomas Kingos ”Sorrig og glæde de vandre til hobe”, for vielser er en alvorlig sag. Ikke mindst når man skal mande sig op til at gennemføre ritualet for anden gang.

Stik imod forventningen viste det sig nemlig at være velgørende at trække døden med ind i glæden.

Det var nok ikke sådan, mændene bag formuleringen, der faktisk trak døden helt eksplicit med ind i vielsesritualet, havde tænkt, at det skulle gå.

”Til døden jer skiller” blev føjet til ritualet i 1897 – ved udgangen af et århundrede, hvor antallet af skilsmisser var steget drastisk. Denne udvikling fik visse kirkelige kræfter til at løfte pegefingeren og lægge eftertryk på ritualet.

Jeg har ofte underholdt med denne kendsgerning som en interessant historisk krølle på virkeligheden.

Det gjorde jeg også under den forudgående vielsessamtale, hvor min kæreste og jeg mødtes med en imødekommende og velforberedt præst. At ”til døden jer skiller” historisk er så nært knyttet til stigningen i antallet af skilsmisser, gjorde det nemmere for os alle tre at acceptere formuleringen som en væsentlig del også af vores vielse.

Alligevel kom det bag på mig, hvor naturligt, velgørende og rigtigt det føltes, da jeg i slutningen af august fik lejlighed at love min kommende mand, at jeg vil være sammen med ham, til døden os skiller. Men det burde det måske ikke.

For det er i virkeligheden helt oplagt, at jeg som menneske i en flyvsk tid griber ud efter tyngde og gravitas, når den byder sig til.