Jeg møder som hospitalspræst mange mennesker, der er i dyb krise eller som må leve med store sorger. Det gør andre ansatte på hospitalet også. På hospitalet er der derfor ofte en stor interesse for at få undervisning i et emne, der kaldes sorg og krise. Jeg sætter ordene i anførselstegn, fordi de ofte bruges sammen som en floskel, når jeg jævnligt bliver bedt om at undervise andre ud fra det tema.
Det er ikke kun på hospitalet, at der sættes fokus på sorg og krise. I mange af de uddannelser, der ruster de studerende til at have med mennesker at gøre, er emnet også en del af pensum. Mange skoler daginstitutioner og skoler har lavet handleplaner, der giver retningslinjer for, hvad man skal gøre i tilfælde af sorg og krise.
Som udgangspunkt er det positivt, at ansatte og institutioner, der har ansvar for menneskers trivsel, interesserer sig for, hvad det vil sige at være i krise eller at sørge, og hvordan vi kan møde hinanden i sådanne situationer. Alligevel synes jeg, der er grund til eftertanke og en vis kritik af den måde, der ofte tales om sorg og krise på.
Sorg og krise bliver ofte en begrebsmæssig rodebutik, hvor to selvstændige fænomener, sorg og krise, beskrives sådan, at det ikke er klart, hvor forskellen mellem de to fænomener består. Det kan ellers være en god idé at holde sig for øje, at krise er en tilstand, og sorg er en proces. Det betyder nemlig, at man ikke uden videre kan slutte fra beskrivelser af kriser til beskrivelser af sorg og omvendt. Det sker alt for ofte i undervisningen. Nok kan der i sorgens forløb være et element af krise, ligesom der også i kølvandet på en krise kan følge en sorg, men sorg og krise er fundamentalt set to forskellige fænomener. Roder vi dem sammen, så forsimpler vi livet, og så bliver vi dårligere til at forstå, hvad det vil sige at være i krise og at leve med en sorg.
Sorg og krise nævnes tit i samme åndedrag, som der spørges efter redskaber, værktøjer og teknikker til at møde sorgramte og kriseramte. Jeg er på grund af min teologiske og præstelige uddannelse opdraget til at bemærke, hvad slags billedsprog vi mennesker bruger, og hvad det kan føre med sig. Set med mine øjne bringer det en forstyrrelse ind i billedet, når vi for eksempel taler om redskaber og værktøjer i mødet mellem mennesker. Jeg har stor fornøjelse af at bruge redskaber i mit køkken eller i vores have. Jeg er glad for at have godt værktøj, når jeg skal ordne noget på en cykel eller sætte en gardinstang op i loftet. Men jeg vil nødigt bryde mig om, at en anden tager på min næse med en knibtang. Det gør ondt.
Når der spørges efter værktøjer, redskaber og teknikker til at håndtere sorgramte og kriseramte, så kommer der nemt til at ligge en slags skjult vold i det. Vi reducerer mennesker i krise og sørgende til nogle, der skal have en omgang, i vores iver efter teknik, redskaber og værktøjer. Vedkommende skal repareres, eller livet skal kontrolleres. Vi overser da, at der er noget i livet, som vi ikke kan beherske og få magten over. Vi må leve livet, som det er. Her er samvær og nærvær vigtigt. Når vi fokuserer på redskaber, værktøjer og teknikker, flygter vi meget hurtigt væk fra det menneske, der har brug for vores nærvær.
Sorg og krise forstås tit meget håndfast i sundhedsvæsenet og i samfundet. Sorg og krise beskrives som noget, der skal forløbe gennem nogle få bestemte faser. Beskrivelserne hentes tit fra nogle pionerer inden for arbejdet med døende eller mennesker i krise som Elisabeth Kübler-Ross eller Johan Cullberg. Deres navne vil formentlig være mange af Kristeligt Dagblads læsere bekendt.
Kübler-Ross og Cullberg er psykiatere og banebrydende inden for hvert deres felt. Det er begges fortjeneste at give vigtig indsigt i, hvordan mennesker lever med det liv, der nu er deres. De forsøger at beskrive og forstå.
Det er altså ikke Kübler-Ross eller Cullbergs beskrivelser i sig selv, der er problemet , når sorg og krise er i fokus. Det er derimod, at disse beskrivelser imod forfatternes hensigt gøres til forskrifter for den gode sorg hos døende eller den sunde krisereaktion. Deres tale om faser bruges af andre til at lave et system, som det er muligt at måle og veje sørgende og kriseramte med. Når sorg og krise er på skemaet, bliver man ofte optaget af, om mennesket sørger eller reagerer efter lærebogen, som om vi ved at have en kortfattet brugsanvisning til livet bliver bedre til at leve det.
Det er ikke godt og sundt for sørgende og mennesker i krise at blive målt og vejet af andre og slet ikke med målestokke, der er helt ubrugelige. Når det sker, så skal sørgende og mennesker i krise bære både sorgen eller krisen og andres mangel på forståelse. Det kan man virkelig komme i krise eller få grund til at sørge over. Der findes et teoretisk begreb for det: dobbelttraumatisering.
Forestillingerne om sorg og krise knytter sig tit til en skole af teorier, der ofte kaldes sorgarbejdshypotesen. Den går tilbage til en af psykoanalysens grundlæggere, Sigmund Freud, og den tæller mange navne, herunder Kübler-Ross og Cullberg. I sorg og krise bliver denne skoles tanker gengivet i stærkt forsimplet form. Der tales meget om sorgarbejde. Det handler om at tage krisens eller sorgens arbejde på sig, gøre det færdigt, give slip og komme videre.
Der er de seneste årtier blevet forsket meget i fænomenerne sorg og krise. Det er i dag enighed om, at sorgarbejdshypotesen ikke kan stå alene. Den skal heller ikke uden videre kasseres. Men der er andre teorier, som også kan hjælpe os til at forstå fænomener som sorg og krise. F0r eksempel peger psykologen Margaret Stroebe og sociologen Henk Schut fra universitetet i Utrecht på, at sørgende menneske ikke går gennem faser, men derimod pendler mellem, hvad man kunne kalde forskellige processer i sorgens forløb.
Det er altid værd at huske, at en bestemt teori ikke kan rumme sandheden om alt. Fænomenerne, for eksempel sorg og krise i livet, er altid større end de begreber og teorier, vi bruger til at belyse dem. Vi kan ikke beherske livet ved hjælp af vores teorier og begreber. Vi må leve med det. Teorier og begreber kan give en vis indsigt og hjælp til livet, når vi bruger dem med omtanke og uden ambition om at få styr på alt. Med de kan aldrig give os styr på alt og alle.
Tanken om, at mennesker pendler mellem tilstande i sorgen, er ikke ny. Allerede kræftlægen og psykiateren Loma Feigenberg beskrev dette i sin doktorafhandling fra 1977. Den handler om, hvordan det er muligt at møde døende kræftpatienter i den sidste del af livet. Han er også optaget af sorg, fordi mange døende sørger over at miste livet og kan bære på store sorger i deres livshistorie. Hans budskab er, at vi må møde døende, hvor de er, for eksempel i deres sorger, respektere at de pendler og så følges med dem, når de svinger fra øjeblik til øjeblik.
Det, der er vigtigst for mig, når vi fokuserer på fænomener som sorg og krise, er, at vi begynder med os selv og vores egen livshistorie. Vi bærer ofte på sorger gennem livet. Vi har i vores livsfortælling tit bevægende erindringer om sorger og kriser. Det har givet de fleste en fornemmelse af, hvad det vil sige at blive mødt eller ikke mødt af andre i sorg og krise. Det er her, vi kan hente inspiration til at gøre et vovestykke: være sammen med det medmenneske, der er i krise eller sørger, i stedet for at få den anden til at passe til vore forestillinger om sorg og krise.