Prøv avisen
Kirkeligt set

Sorgen er ikke et samfundsproblem, men en engel, du skal tage ved hånden

illustration: søren mosdal

Marie Høgh

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Vi kan ikke give hinanden lyset tilbage eller kalde stjernerne ned. Men vi kan blive siddende sammen i mørket, smerten og håbløsheden – være og vente med hinanden på at lyset kommer tilbage. For det skal nok komme, skriver Marie Høgh

DET HAR LÆNGE voldt mig kvaler at læse Det Nationale Sorgcenters klichéfyldte sorgsnak, som jævnligt optræder i alle landets aviser. For eksempel: ”Døden er kommet for at blive, uanset om levealderen stiger over de næste generationer,” som direktør i sorgcenteret skrev i en kronik i Kristeligt Dagblad den 29. oktober.

Døden er kommet for at blive – ja, det er den jo nok. Men tænk sig, om døden udeblev indimellem, da vil sorgcenterets største problem formentlig ikke være, hvad der sker med menneskets sind, men den temmelig akutte arbejdsløshed blandt centerets såkaldte sorgspecialister.

Ga-Jol-æske-visdommen er ligegyldig, men det er til gengæld meget alvorligt, at sorgeksperterne forkynder den falske lære, at døden er et problem, at sorgen er en sygdom og et samfundsproblem, og bilder folk ind, at vi har brug for institutionelle rammer, som gør det lettere at være efterladt med sin sorg og sit savn og hullet i hjertet. Helt ind i min sjæl er jeg bekymret for den pseudovidenskabelige, men utvivlsomt velmente tilgang til det at miste en, man elsker og holder af. Det allermest naturlige og uomgængelige vilkår i et menneskes liv.

200.000 danskere mister hvert år en nærtstående, som sorgcenteret selv skrev i en kronik for nylig. Vi prøver det alle sammen. Alle sammen. Jeg begraver nogle af dem. Jeg har selv fulgt og båret nogle af mine allernærmeste og kæreste til graven. Og ingen, ingen kan bære et andet menneskes kiste og stå og se ned i den mørke muldjord, uden at det ændrer alle ens dage. Ændrer ens liv for altid. Sorgen er for evigt forandrende helt ned i alle små hverdagsting:

”Selv stuerne, tingene hvisker, at intet er mere som før. Og menneskers trøst bliver til tomme ord, hver gang et menneske dør,” skriver Lisbeth Smedegaard Andersen.

For vi kan ikke give hinanden lyset tilbage eller kalde stjernerne ned. Men vi kan blive siddende sammen i mørket, smerten og håbløsheden – være og vente med hinanden på at lyset kommer tilbage. For det skal nok komme. Og når folk undgår et sørgende menneske, er det ikke, fordi de ikke vil konfronteres med egen dødelighed, som sorgcenteret prædiker.

Det er noget vrøvl. Vi ved godt, at livet hver dag er under afvikling, men vi mister mælet, når vi står over for døden. Da er afmagten porten til det menneske, der sørger og har brug for følgeskab i mørket, ikke kun af Gud – men af et menneske.

”Jeg tror, at det kun er gennem at dele mørket, at du og jeg kan mødes netop nu i denne tid, dele det med hinanden, og hvad der er endnu vigtigere, med vor Mester,” skriver C.S. Lewis.

Sorgen hverken kan eller må vi vriste ud af hinandens hjerter, vi skal heller ikke lindre den – for sorg er kærligheden til dem, vi ikke kan nå. Ingen sørgende ønsker i virkeligheden at trøstes over tabet, det er det samme som at svigte den, vi har mistet. Men vi skal være tålmodige. Have mod til at tåle sorgen – tåle, at tiden er ufremkommelig og gået i stå.

Jeg ved godt, at så kommer sorgcenteret rendende og belærer os om, at der findes ”kompliceret sorg”, som eksperterne har været heldige at få godkendt som en diagnose af Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Definitionen på kompliceret sorg er, hvis ikke intensiteten har taget af seks måneder efter dødsfaldet. Man har ofte svært ved at sove, spise, koncentrere sig og passe sit liv. Kompliceret sorg hænger ifølge Preben Engelbrekt ofte sammen med, at ”relationen til afdøde har været belastende, usund eller skæv, og hvor det måske ikke entydigt er kærligheden, der har været fremherskende i relationen”. Kort sagt, som menneskelige relationer nu engang afspejler, at kærligheden går igennem uperfekte menneskers hjerter. Og jeg ved godt, at der er tilfælde af blandt andet omsorgssvigt i så alvorlig og traumatiserende grad, at sorgen nødvendigvis står i skyggen heraf.

Men næppe i 15-20 procent af alle dødsfald, som sorgcenteret hævder. Det er vist både en solid overdrivelse og et udtryk for, at hele behandlersamfundet har gjort os mennesker så tyndhudede og sygeligt selvoptagede, at forhold mellem mennesker er svære at opretholde.

Vi må ikke opdrages til for vores egen skyld at gå rundt og gøre regnskabet op med vores kære, når de er døde. Nej, vi skal forsone os med vore døde og med det liv, vi fik sammen med dem, i troen på, at vi er tilgivet af en kærlighed, der kan rumme vores smålighed.

For det er alene troen og det kristne menneskesyn, der kan bremse det her diagnosevanvid, vores tid lider under, og indgyder os en tro på, at vi kan ordne alt. Men der er ting i tilværelsen, der er, som de er. Døden adskiller, hvad livet har sammenføjet, og at forlige sig med den er umuligt. Døden er altid en fjende. Og hvis man slår op i Gyldendals store leksikon under sorg, står der, at ”sorgen i kristen sammenhæng har to hovedformer: sorgen over synden og sorgen over døden, dvs. sorgen over det, man har gjort, og sorgen over det, man ikke kan gøre noget ved”.

Det vidste Grundtvig og kendte ingen anden hjælp og trøst end troen på Jesus Kristus – den eneste, som kender døden og har været i den. Det vidste også min far, som i næsten alle sine begravelses- og bisættelsestaler citerede Grundtvigs ord ”O vidunder-tro! Du slår over dybet din gyngende bro.”

Over gravens dyb går broen fra dødningehjem til de levende land. Og på gravens kant sidder en engel, der fortæller os om opstandelsen, om Guds store ja til sit menneske, som giver os ret til at sørge alle vores dage. Den engel, skal vi tage ved hånden. Jeg har englen fra min fars grav med mig hver dag. Uden at jeg lider af kompliceret sorg. Det er bare hjertesorg. Og hjertets glæde.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh