Spørg ikke, hvad du kan få ud af at føle dig krænket, men hvad du gør dig selv til igennem det

Et er at blive bedraget, som Kierkegaard skriver. Noget andet er at bedrage sig selv. Måske er livets opgave at turde se netop dét selvbedrag i øjnene

Da jeg var ung og studerende, boede jeg på Egmont Kollegiet i København. Her boede jeg sammen med fire andre højskolekammerater, som boede på andre gange, men hver anden onsdag mødtes vi for at spille det samme gamle brætspil hver eneste gang. Jeg elsker traditioner, ritualer og gentagelser, og for os unge mænd var det her en fremrange anledning til at mødes og holde fast i et venskab.

”Settlers” hedder spillet. Et fremragende taktisk spil, hvor det gælder om at ekspandere sin egen lejr af settlers – altså nybyggere – på en lille ø. Der er meget lidt plads på øen, og man vinder derfor spillet ved at udmanøvrere de andre i kampen om øens få ressourcer. Men så kan man også komme hurtigere frem ved at handle med hinanden, og man handler derfor altid med den, der ligger bagerst i spillet, for han udgør selvsagt den mindste trussel.

Spillet er fremragende, men lider af den indbyggede ulempe, at man kun kan vinde spillet ved hele tiden at underspille sin egen rolle. I sidste instans ved hele tiden at beklage sig og give udtryk for, at man føler sig uretfærdigt behandlet. Det er med andre ord ikke kun et taktisk spil for hjernen, men også en moralsk udveksling af følelser, især følelser af uretfærdighed og krænkelse.Det kom til sidst til et punkt, hvor Jakob en aften sagde, at nu burde vi indføre en ny regel: ”Ingen tud.” Og det betød, at man ikke måtte tude sig til sejr. For det var til sidst kommet så vidt, at vi sad fem halvvoksne unge mænd og klagede og klynkede en hel aften på kollegiets fælleskøkken, indtil en havde vundet. Hvad der en gang havde været et livgivende og sprudlende centrum for samtale og sjov med andre på køkkenet, var blevet til en lille, indelukket forsamling sure, gamle mænd i stadig unge kroppe.

Spørgsmålet er: Hvor meget er man villig til at tabe for at vinde? Hvor meget vil jeg miste af min egen værdighed for at vinde spillets hæder over andre? Over mine venner?

Det var først flere år senere, da jeg læste Søren Kierkegaards vidunderlige bog ”Kjerlighedens Gjerninger”, at jeg lærte at forstå, hvor fundamentalt etisk og afgørende, Jakobs ord den aften havde været. For ét er at blive bedraget, som Kierkegaard her skriver, et andet er at bedrage sig selv.

Eller sagt på en anden måde: Man må lære at skelne mellem det objektive tab og det subjektive. For det er netop i vores forhippelse på ikke at tabe i det objektive, at vi – helt uden at opdage det – mister os selv.

Det absurde var jo, at vi alle sammen tabte. Selvom der objektivt set altid var én af os, der vandt i ”Settlers”, så tabte vi alle sammen. Sådan er det også i parforhold. Hvis den ene vinder et skænderi, så har begge tabt. Og til sidst blev det sådan, at når en omsider havde vundet et spil, så var det aldrig med jubel. Det var derimod med skam. For man vidste godt, at man i en vis forstand havde snydt. Ikke formelt, for spillets objektive regler var jo blevet overholdt, men man havde alligevel snydt og bedraget de andre til at tro, at man selv var den krænkede part, og at man selv var blevet uretfærdigt behandlet af dem. Så det var aldrig med rank ryk, men med bøjet nakke, at man pakkede brikkerne sammen og gik hver til sig.

Måske er livet ikke en konkurrence, der skal vindes over andre. Måske er dét i virkeligheden det helt store bedrag, som Kierkegaard ville sige. I stedet er opgaven måske at turde se netop dette selvbedrag i øjnene.

Så spørg ikke, hvad du kan få ud af at føle dig krænket, men hvad du gør dig selv til igennem det. For så når du måske en dybere sandhed. At livet er en gave og en opgave. Og opgaven er at se det hele som en gave. At vi har fået det hele givet. Alle livets væsentligste resurser. For så er der nok til alle. Og så har man til sidst kun brug for at sige tak.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.