Ikke kun i muslimske lande lider kristne forfølgelse, men jo også i de kommunistiske – Nordkorea og Kina. Og i Kina strammes skruen lige nu. I 2018 indgik landets regime en aftale med Vatikanet, der sikrede kommunistpartiet indflydelse på udnævnelsen af landets katolske biskopper og præster. Allerede det var dårligt nyt, og Vatikanet blev kritiseret for svigt. Her i efteråret skulle aftalen genforhandles, men det kommunistiske parti har i stedet netop udsendt ”Forordning 15”, hvori man takker for samarbejdet og meddeler, at man fra den 1. maj alene tager hånd om den katolske kirkes anliggender i Kina. Paven behøver ikke besvære sig.
Vatikanet har ikke kommenteret denne fjendtlige manøvre. Dog reagerede Catholic News Agency forleden på en oversættelse af ”Forordning 15” i netmagasinet Bitter Winter . Det skete med en knastør bekræftelse af, at Kina selv vil vælge katolske gejstlige – og at forordningen er ”uden nævnelse af Vatikanets involvering i processen”. Båndene til moderkirken er klippet over.
Nina Shea, direktør for Hudson Institutes Center for Religious Freedom, skriver om manøvren i National Review . Siden sin tiltrædelse i 2013 har Kinas leder Xi Jinping strammet sindelagskontrollen, og det har kirkerne fået at føle. Alle kristne skal nu skrive under på, at man støtter ”det kinesiske kommunistpartis ledelse” og ”det socialistiske system”, samt at man vil ”praktisere socialismens kerneværdier”.
”Reglerne forpligter også præsterne til at fremme ’social harmoni’, hvormed Beijing mener tankekonformitet. Med andre ord sigter reglerne på at omdanne kirkerne til endnu en arm for det autoritære, kinesiske regime,” bemærker Nina Shea.
Fremtiden vil bliver nu endnu værre for især landets katolske undergrunds-kirker. ”Undergrunden er efterhånden blevet tilstrækkeligt svækket til, at Beijing regner med, at den gamle aftale har opfyldt sit formål, så nu rykker man og sletter dens eneste vægtige punkt.”
Cameron Hilditch fra National Review kommenterer også udviklingen og bemærker, hvordan Kinas kommunistiske parti snedigt undgår at begå Sovjetunionens fejltagelser. Man afstår fra at udrydde religionen, for derved påkalder man sig bare modstand fra kirkerne i den frie verden. De sovjetiske ledere skabte sig jo en formidabel fjende i pave Johannes Paul II.
I stedet vil man svække den religiøse tro ved at omklamre og omdanne den, så den ligefrem kan bidrage til regimets sociale kontrol. Kirkerne skal arbejde med på formningen af det socialistiske menneske.
Samme strategi følger kommunistpartiet på andre områder, bemærker Hilditch: Kina har kopieret de store amerikanske sportsturneringer, de internationale institutioner og har jo skabt en kinesisk udgave af selveste kapitalismen.
”Det kinesiske kommunistparti er klogere, mere udspekuleret og mere økonomisk dominerende, end bolsjevikkerne nogensinde var. Og lige nu har de held til at indkalde katolicismen sammen med verdens andre store religioner til at tjene marxismen, noget selv ikke Marx i egen person troede var muligt.”
Modstand burde komme fra USA, der ikke kun er Kinas store, geopolitiske rival, men også den frie verdens mest religiøse nation. Men her er lysten til at tage et opgør til at overse. Der var under den kolde krig en villighed i den amerikanske befolkning til at til vise hård kant over for Sovjetunionen. Den er nu fordampet – på trods af, at Kina er en større udfordring til den frie verden. Forklaringen skal nok findes i den kinesiske taktik med at inddrage og manipulere i stedet for at ødelægge.
”Gennem de seneste tiår har de gjort netop det samme med frihandel og global kapitalisme. Kinesiske producenter har nu deres kroge dybt inde i de amerikanske forbrugere og har gjort partiet til en uundværlig del af den amerikanske (og verdens) økonomi. Det kinesiske kommunistparti er involveret i vores hverdag som forbrugere på en måde, som Sovjet aldrig var.”
Kina har gjort amerikanske forbrugere til deres økonomiske vasaller, som vil hade de prisstigninger, der bliver følgen af en eventuel konfrontation med USA. Det ved den amerikanske politiske elite og holder derfor lav profil. Man vil ikke støde vælgere fra sig.
”I stedet for at bekæmpe kapitalismen har de kinesiske kommunister sat besiddelse af sind og sjæl højere end besiddelse af produktionsmidlerne.”
Vi, i den frie verden, har siden Murens fald regnet økonomisk frihed og politisk frihed for uløseligt forbundne. En fri, global økonomi vil bane vejen for politiske reformer – antog vi.
”Vi drømte ikke om, at fremtidens kommunister måske ikke var interesserede i at nationalisere jernbanerne og postvæsenet, men i at nationalisere barndommen, kærligheden, døden, sex og Jesus Kristus – og i at bruge den almægtige dollar til det.”
Nu må de amerikanske kristne sande, at et uskyldigt besøg i indkøbscenteret Walmart kan bidrage til massakren på uskyldige troende, skriver Cameron Hilditch. Uden at tænke over det, er kristne amerikanere med til at finaciere andre kristnes martyrium. ”De penge, vi bruger på vores husholdningsprodukter, ryger i lommerne på nutidens Nero’er og Diocletian’ere” – to romerske paver, der forfulgte de kristne.
Til Christianity Today fortæller Ron Boyd-MacMillan fra organisationen Open Doors om de nye stramninger i Kina, hvor ingen under 18 må deltage i gudstjenester. Kirkernes vækst – både de statsligt tilladte og undergrundens, både protestantiske og katolske – sætter skræk i kommunistpartiet, påpeger han. Open Doors anslår, at 97 millioner kinesere er kristne, og hvis vækstkurven på syv procent årligt ikke knækkes, vil de være næsten 300 millioner i 2030 – og dermed en reel trussel for det kommunistiske styre.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.