Prøv avisen
Kirkeligt set

Staten burde give flere penge til trossamfund i Danmark

illustration: søren mosdal

Nik Bredholt

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

DER ER IKKE MANGE penge i at være trossamfund i Danmark. Det viser regnskaberne fra en række trossamfund, der i henhold til lov om anerkendte trossamfund skal offentliggøre deres tal.

Det er første gang, at der er fuld offentlighed omkring trossamfundenes trosgrundlag, ritualer og regnskaber, og derfor et spændende tidspunkt at se på dokumentationen, der findes på Kirkeministeriets hjemmeside.

Kravet om dokumentation og regnskaber har bragt spørgsmålet op, om nogen af de anerkendte trossamfund kan fratages deres anerkendelse, hvis ikke ministeriet finder, at de opfylder betingelserne.

Fire trossamfund har allerede fået frataget deres anerkendelse, og ministeriet har varslet, at endnu flere kan få fjernet deres.

DOKUMENTATIONSKRAVET skal ses i sammenhæng med det, som følger af at være et anerkendt trossamfund, nemlig muligheden for vielse og visse skattetekniske fordele, som for eksempel fradragsretten for den private støtte.

Ser man alene på regnskaberne for de anerkendte trossamfund, er det svært at sammensætte et entydigt billede af området. Dertil er materialet ikke sammenligneligt mellem trossamfundene, og der mangler en form for standard for, hvad det kræver at være trossamfund i en økonomisk forstand.

Helt overordnet kan man konkludere, at det er økonomisk udfordrende at drive et religiøst samfund herhjemme. Det kræver mange frivillige kræfter og midler udefra.

RIGTIG MANGE TROSSAMFUND er ganske små og omfatter kun en enkelt kirke eller en moské. Der er også de større, hvor der opgøres store aktiver, som i reglen handler om ejendomsbesiddelser. Disse bygninger kan næppe være erhvervet, uden at der har været en betydelig støtte bag. Det kan være fra udlandet eller fra herboende som ekstraordinær støtte.

Skal man leve af egne midler, opkrævet frivilligt blandt de troende, er det op ad bakke. Økonomien hænger sammen hos de religiøse samfund, der har en stærk tradition for finansiering igennem for eksempel tiende, men ellers er det svært.

De fleste store muslimske trossamfund har ikke underskud, men bemærkelsesværdigt små personaleudgifter, hvilket kun kan forklares ved, at mange af opgaverne udføres af frivillige. Det er godt med frivillighed, men hvordan sikres kvalitet i for eksempel prædikener, hvis væsentlige positioner er besat med frivillige eller betalt af nogen udefra?

Når man betænker, hvad trossamfund bidrager med til samfundet, burde staten overveje at støtte på en anden måde, end den gør i dag, hvor det næsten udelukkende er igennem skattefradrag.

I Sverige skal ikke-lutheranere betale 20 kroner pr. medlem for at få opkrævet kirkeskat. Svenska Kyrkans medlemmer betaler ikke for at få betalt kirkeskat – men til gengæld kan de ikke undgå at betale kirkeskat. Den svenske stat har etableret en myndighed til støtte for trossamfund. Myndigheden fordeler cirka 90 millioner kroner til religiøse samfund (eksklusive Svenska Kyrkan).

I SVERIGE HAR MAN BESLUTTET at gøre det på denne måde, fordi religiøse grupper er en del af civilsamfundet, og ligesom staten betaler til andre dele af civilsamfundet, betaler man også til religiøse grupper – fordi de er med til at skabe samfund.

Selv Den Danske Kirke i Sverige får bidrag. I 2018 modtog Den Danske Kirke således 49.000 svenske kroner i organisationsbidrag. I Norge får alle religiøse samfund et beløb pr. medlem, og det gælder ikke kun trossamfundene, men også humanistisk samfund.

Vil det være politisk gangbart i Danmark? Næppe med den mistænksomhed, der eksisterer over for særligt muslimske trossamfund, men det ville være et skridt i den rigtige retning at få anerkendt religionssamfunds civilsamfundsdannende karakter – på samme måde som Dansk Ungdoms Fællesråd får penge via tipsmidlerne.

Et spørgsmål er, hvordan de danske trossamfund kan vise, at de har en positiv civilsamfundsskabende og -bærende betydning.

SKAL TROSSAMFUNDENES indsats opgøres, skal der laves en standard for, hvad for eksempel diakonalt og socialt arbejde tæller, og hvordan man meningsfuldt kan opgøre den indsats i både kroner og velfærd for borgerne.

Et andet forhold er, at når staten støtter, har den også ret til at kigge med og have nogen medbestemmelse, og det vil kunne mindske mistænksomheden. Statens medbestemmelse kan også give udfordringer, hvilket folkekirken ved alt om.

Med det eksisterende system for anerkendelse af trossamfund er der allerede adgang til en række informationer, men den økonomiske gulerod, anerkendelsen giver i dag, er dog begrænset.

Lad os få en kontant anerkendelse af, at trossamfund er med til at bygge civilsamfundet.8

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.