Prøv avisen
Etisk set

Stop fokus på madspild – der er meget alvorligere spild

Mange taler om madspild, men set fra en økonoms perspektiv burde der være mere fokus på andre former for spild. For vi borgere har allerede stærke incitamenter til at opføre os fornuftigt. Vi betaler jo selv for maden og køber den derfor ikke for at smide den ud, skriver direktør Martin Ågerup. – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Martin Ågerup

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Mange taler om madspild, men set fra en økonoms perspektiv burde der være mere fokus på andre former for spild. For vi borgere har allerede stærke incitamenter til at opføre os fornuftigt. Vi betaler jo selv for maden og køber den derfor ikke for at smide den ud, skriver direktør Martin Ågerup.

FOR TIDEN bliver der talt meget om spild – især spild af mad. Men spørgsmålet om, hvornår vi spilder ressourcer, er faktisk meget vanskeligt at besvare.

En tidlig nattetime holdt jeg for rødt lys i, hvad der syntes en evighed. Der var marker til alle sider og ikke en bil i syne. Da en bilist endelig nærmede sig, skiftede lyset til rødt, før vedkommende nåede over. Der blev grønt for mig, og nu var det så den anden bilists tur til at holde for rødt i ensom evighed.

Moderne teknologi muliggør intelligente lyskryds, som undgår den slags tidsspilde og slipper bilerne over krydset med grønt lys, når de ankommer.

Man kan hævde, at fraværet af et intelligent lyskryds den nat medførte spild af to bilisters tid. Men helt så enkelt er det ikke. Et sådant lyskryds koster ressourcer at installere, og disse ressourcer kunne måske have gjort større nytte et andet sted.

Ordet ”spild” er stærkt værdiladet. Vi ville aldrig indlede en samtale med et andet menneske med at bede om lov til at spilde nogle minutter af deres tid. Det ville være en absurd forespørgsel, og svaret burde være givet på forhånd.

At bruge ordet ”spild” om noget, vækker således stærke følelser. Hvis man sælger lyskrydsteknologi, har man en interesse i at slå på, at teknologien reducerer bilisternes spild af tid. Men vi andre bør også tænke på, hvad denne teknologi koster og holde omkostningen op imod gevinsten samt gevinsterne ved alle de andre gode formål, man kunne bruge penge på.

Pludselig bliver det mere vanskeligt at afgøre, om jeg spildte min tid på den markvej. Vi økonomer ser det som en af vores vigtigste opgaver at sikre, at der bliver tænkt på den måde, når knappe ressourcer skal anvendes. Det er til samfundets bedste. Men det er også en tænkning, som kan irritere folk med en sag – for eksempel sælgere af vejkrydsteknologi. Derfor er der mange, der ikke kan lide økonomer. En meget almindelige beskyldning er, at vi lever i et regneark og i stedet burde bevæge os ud i den virkelige verden.

Men pointen er jo faktisk den, at bilisten på markvejen ikke har nogen dybere indsigt i, om det ville være smart at installere et intelligent vejkryds. Det får vi først, når vi har udfyldt regnearket.

Det forholder sig på samme måde med alle andre former for ”spild”, for eksempel madspild. For at vurdere, om der virkelig er tale om spild, må man blandt andet vurdere, om det ikke bedre kan betale sig for os at købe lidt for meget end at skulle i supermarkedet en ekstra gang, fordi vi kom til at købe for lidt.

Set fra en økonoms perspektiv burde der være mere fokus på andre former for spild end madspild. Vi borgere har allerede stærke incitamenter til at opføre os fornuftigt. Vi betaler jo selv for maden og køber den derfor ikke for at smide den ud.

En økonom ville forvente at finde langt alvorligere kilder til spild andre steder, nemlig dér, hvor man bruger andre folks penge, altså i den offentlige sektor. Monopoler skaber også grobund for spild. Når konkurrencen er sat ud af kraft, har borgerne ikke mulighed for at vælge et billigere alternativ. Netop i den situation er der stor fare for – ja, nærmest vished for – at der vil blive ødslet med ressourcerne.

Når der tales så meget om madspild, skyldes det nok blandt andet, at det er en mere synlig problemstilling end for eksempel spild af ressourcer i velfærdsstaten. Man kan umiddelbart måle, hvor meget mad, der bliver smidt ud, og der er gode tv-billeder i det. Men som med så meget andet er det vigtigste ofte dét, man ikke umiddelbart kan se.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.