Rygning er ikke et frit valg – så stop salget af cigaretter

Der er ikke tale om et frit og bevidst valg hos majoriteten af dem, der fortsætter med at købe cigaretter, skriver psykolog Mattias Stølen Due

Alt, der kan reducere rygning, er med til at forhindre dødsfald og alvorlig sygdom, skriver psykolog Mattias Stølen Due.
Alt, der kan reducere rygning, er med til at forhindre dødsfald og alvorlig sygdom, skriver psykolog Mattias Stølen Due.

Det er netop kommet frem, at der er blevet solgt 20 millioner færre cigaretter i Netto, Føtex og Bilka sammenlignet med sidste år. Forklaringen ifølge Salling Group er, at cigaretterne er blevet gemt af vejen. Det er et glimrende initiativ, som fortjener stor ros, for alt, der kan reducere rygning, er med til at forhindre dødsfald og alvorlig sygdom. Salling Groups administrerende direktør giver udtryk for en glæde over det faldende salg. Imidlertid er der noget paradoksalt over denne glæde og dette ellers glimrende initiativ. Altså, man har et produkt, man insisterer på at sælge, og så arbejder man samtidig på at minimere salget.

Det er, som om Salling Group ikke rigtig vil vælge mellem sund fornuft og kommerciel interesse. I stedet sætter de sig mellem to stole i håbet om at fremstå etisk, sund og ansvarlig uden at fremstå hellig og politisk korrekt. De vil så at sige blæse og have mel i munden på samme tid. Men hvorfor vælge denne mellemvej? Hvorfor ikke helt stoppe salget af cigaretter?

Som svar på dette udtaler direktøren fra Salling Group: ”Vi vil gerne give vores kunder den allerstørste valgfrihed. Og de voksne, der har taget et bevidst valg om at ryge, er ikke dem, vi ønsker at ramme.”

Det lyder sympatisk, men udtalelsen baserer sig på en fejlagtig og farlig antagelse, der desværre lever i bedste velgående i vores kultur. Antagelsen består i, at vi er helt frie og bevidste, når vi vælger. Det er imidlertid ikke korrekt. Vi mennesker er altid præget, formet og betinget af en lang række forhold, og når vi specifikt taler om cigaretter, så er det et faktum, at de allerfleste ryger, fordi de er afhængige. Og afhængighed er den direkte modsætning til frihed.

Forskellige undersøgelser peger på, at hele 75 procent ønsker at kvitte smøgerne. Så når folk ikke gør det, er det altså ikke, fordi de ikke vil. Det er, fordi de ikke kan. Afhængigheden er for stor. Der er altså ikke tale om et frit og bevidst valg hos majoriteten af dem, der fortsætter med at købe cigaretter. Der er tale om et afhængigt valg. En semiautomatisk respons på et kunstigt og kommercielt initieret behov.

Vi ved fra nudging- og adfærdsteori, at vi mennesker gør det, der er let, mens vi undlader at gøre det, der er besværligt. Af samme grund bør butikskæder og beslutningstagere gå sammen om radikale initiativer, der gør det endnu mere besværligt at købe cigaretter. Og her bør man bestemt overveje helt at stoppe salget. Kun når vi kommer ud af afhængighed, kan vi træffe valg, der er nogenlunde bevidste og frie.