I STORBRITANNIEN deler kommentatorerne sig selvsagt i to lejre efter parlamentsvalgets sensationelle resultat.
I The Guardian er Jonathan Freedland rasende på Labours ledelse. Den har udgjort en lukket klub for indforståede diskussioner, som ikke tålte modsigelse fra midtsøgende røster som hans egen.
”Så meld dig ind hos De Konservative,” lød det, hvis man sagde imod. Et hold overvågede samtalen på de sociale medier, og enhver, der antydede, at kejseren ikke havde tøj på, blev begravet under dynger af latterliggørelse og fordømmelse.
”Partiets ledende klike slæbte rundt på deres bagage fra 1970’erne og deres gamle ideologiske tvangstanker – antisemitismen var intet tilfælde, men den uundgåelige fremvækst af en gren af venstreorienteret sammensværgelsestænkning – der mærkede dem som særlinge, ude af stand til at regere landet.”
I samme avis grubler Zoe Williams nu over en afgørende gåde: Mon hendes partis gigantiske valgfiasko skyldes, at ”gennemsnitsbritten” ikke bryder sig om det alt for venstreorienterede? Eller kunne denne blot ikke døje Jeremy Corbyn? Dette skal vi nu ordentligt diskutere i de kommende uger, varsler hun. Måske behøver man ikke lave politikken om, hvis nederlaget kun skyldtes Corbyns sure fjæs.
Christine Berry, kommentator for The Independent, mener som mange ligesindede, at Brexit ødelagde valget for hendes parti. Med vores fantastiske aktivister burde vi have styrket vores rødder i arbejderklassekvartererne og roligt have forklaret folk, hvorfor Brexit er en dum idé. Og så have oplyst dem om, hvordan Labour gennem de seneste to år har udviklet den tænkning, der kan skabe en ny økonomi og et nyt samfund. Den vision skal vi ikke skrotte, mener hun, men tværtimod videreudvikle. Men før det går op for alle, at det kapitalistiske system er i dyb krise, skal vi åbenbart først igennem vores egne 1930’ere – ”en æra defineret ved fremvoksende, ultrahøjreorienteret populisme”. Så fik Christine Berry lige smidt nazikortet.
I det konservative The Telegraph konstaterer Allison Pearson: ”Vores lands sjæl er intakt.” Nemlig idet så mange blev instinktivt frastødt af ”corbynistaernes” antisemitisme.
Janet Daley fra samme avis bekender, at hun græd på valgnatten. Hun følte, at ”folket i Storbritannien havde talt – det rigtige folk. Ikke de sociale mediers trolls, de Twitter-afhængige og hele det parallelunivers af spøgelser, nej, de voksne, hæderlige, fornuftige mennesker i dette land, som nu har gennemtrumfet deres ret til at blive hørt”.
Brendan O’Neill skriver i The Spectator, at det virkede nærmest revolutionært, at så mange kredse, som har været Labour-højborge siden oldefars tid, nu valgte konservativt. Londons nye Labour-elite var ellers selvsikre helt op til valgdagen: Johnson med sin Eton-baggrund og sin overklasseaccent har ikke en chance blandt arbejderne. Han er ude af kontakt med almindelige mennesker, hed det.
”Og ikke desto mindre ved vi nu, at disse almindelige mennesker følte sig på langt større afstand af den burgøjserradikalisme, som Labours nye hold af korrekte står for, end af et Boris-ledet Tory-parti.”
Ikke desto mindre høres efter valget alligevel reaktioner, der er båret af en fortsat foragt for underklassen ”af victorianske proportioner”, bemærker O’Neill, der selv stammer fra et arbejderhjem. Nu lyder det, at dette var de gamles og racististernes sejr over de unge og de verdensåbne. I stedet for at fremture med sådan nedladenhed, burde man tage ved lære af dette enestående jordskred i britisk politik:
”Hvis du ikke respekterer folks demokratiske stemmeafgivning, så vil folk straffe dig. Hån demokratiet, og demokratiet vil slå tilbage.”
Arbejderklassen har forladt Labour, fordi Labour har forladt dem, konstaterer O’Neill. Labour vrængede af den jævne brites værdier, støttede radikal identitetspolitik frem for familie og samhørighed, EU-neoliberalisme frem for britisk patriotisme, og det viste sig fatalt.
”Så tag ikke vælgerne for givet. Lad være med at fornærme dem. De kan tænke selv. Og de har lige besluttet sig for, at de ikke vil repræsenteres af patroniserende fæhoveder.”
Julie Burchill, journalist og forfatter, fortæller i The Telegraph, at hun er vokset op i et kommunistisk hjem, men nu stemte hun konservativt for første gang.
”Mere optaget af Gaza end af Grimsby har Corbyn nu ødelagt det parti, som denne nations arbejdende folk opbyggede med så meget håb og mod, og han har skabt den surrealistisk obskøne situation, at hans efterfølger skal vinde arbejderklassens stemmer tilbage fra De Konservative.”
Burchill opfordrer ”de tilbageværende medlemmer af denne havarerede tingest” til aldrig igen at vise ”mangel på respekt over for 17,4 millioner vælgere ved at fortælle dem, at de ikke ved, hvad de gør, fordi de aldrig har gået på universitetet”.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.