Vi nærmer os ikke bare et nyt år, men også et nyt årti. Lige om lidt forlader vi 2010’erne og går ind i 2020’erne. Derfor er det blevet tid til de mange tilbageblik og statusopgørelser over det sidste årtis bedste bøger, bedste film, bedste fodboldmål og så videre og så videre.
Inden for litteraturen kan vi se tilbage på et årti, hvor den såkaldte autofiktion havde gyldne dage. Karl Ove Knausgård førte an i overskridelserne mellem det offentlige og private, og nogle gange var det ikke til at se, om man læste en højlitterær bog eller et sladderblad. Det beskidte vasketøj blev under alle omstændigheder luftet, og selvom det stank en gang imellem, så var det også en del af fornøjelsen. Senest har Leonora Christina Skov løftet dynen og ladet os se sine forfærdelige forældre, der gjorde et barn fortræd i årevis.
Her i avisens klummer har jeg heller ikke selv holdt mig tilbage for at fortælle om små og store begivenheder i mit liv. I forhold til mine nærmeste har jeg forsøgt at holde på dynen, så det ikke blev alt for indiskret. En ting er jo, hvad man åbenbarer om sig selv, noget andet er, hvad man fortæller om andre – med eller uden deres billigelse.
Men nu er så blevet tid til, at også jeg ser tilbage på mit liv de seneste 10 år og gør en form for status. Jeg, mig og mig selv – vi er årtiets selvsupplerende og ukrænkelige treenighed!
Ser jeg tilbage på de seneste år, så viser der sig for mit indre blik et væld af små og store begivenheder i én pærevælling. Der har været adskillige dødsfald og fødsler i min nære familie og blandt mine venner. Jeg er blevet moderløs, men er selv blevet bedstefar. I 2014 så jeg en iberisk kejserørn i Extremadura i Spanien, og i 2017 så jeg en slag-ugle i Ungarn. Og hvert år har jeg hørt nattergalen synge om foråret, når jeg er vågnet om natten i mit sommerhus. Min yngste søn er også flyttet hjemmefra for snart tre år siden, så nu er vi bare min hustru og mig til hverdag.
I 2015 fik jeg opereret en visdomstand ud og blev behandlet for begyndende paradentose. Der er caries i tidens tand, som Benny Andersen synger. Imens kom flygtningene strømmende til Danmark. Jeg har personligt aldrig set noget til dem. Jeg fik også noget i øjet sidste år og var til lægen med det. Jeg kunne et stykke tid ikke tænke på andet, og jeg havde det som Storm P.s mand, der bliver spurgt om, hvad han mener om verdenssituationen. ”Jeg har fået noget i øjet,” svarer han blot. Det skal forklare hans distraktion og mangel på engagement.
Jeg fik noget i øjet og har derfor ligesom de andre autofiktive personligheder svært ved at se andet end mig selv. Det er årtiets troldsplint. Når man helst vil se sig selv, er det svært at sætte sig i andres sted. Ja, man har måske slet ikke lyst til det, når det kommer til stykket, fordi det kunne rykke ved ens selvretfærdige følelse af, at det altid er de andres skyld, når noget går galt. Leonora Christina Skov vil ligesom flere andre autofiktive forfattere ikke se verden fra forældrenes synsvinkel, selvom hun dog er udstyret med en fantasi, der gør det muligt.
Uden fantasi kommer det til at stå sløjt til med visdommen. Har man ikke fantasi nok, bliver man nødt til at bryde op fra de vante cirkler og rejse ud. Man behøver bare at tage med Yahya Hassan til ghettomiljøet i Trillegården i Aarhus V eller med Morten Pape til Urbanplanen på Amager for at se liv og lidelser af en anden verden, men man kan selvfølgelig også tage længere væk. Jeg var i Kina i 2010, 2012 og 2018. Jeg var i USA i 2014, 2016 og 2018. Begge steder findes en rigdom og en fattigdom side om side, som man skal være blind for ikke at se og ufølsom for ikke at blive indigneret over.
Omkring 2015 fik jeg allergi og slog ud over snart sagt hvad som helst. Ikke hele tiden, men nogle gange hvert år er det, som om jeg slet ikke kan tåle verden. Min næse løber, og mine øjne klør, så jeg får lyst til at rive dem ud.
Jeg fik gråt hår og briller med glidende overgang i 2010’erne. Jeg kom til at se på alderens afstand, men kunne også lade blikket kommet helt tæt på og alligevel se skarpt.
Selvoptaget ser jeg nu troldsplinten helt tydeligt. Den er ikke til at skrive væk. Skriver man om den, sætter den sig bare bedre fast og bliver meget større. Måske skal den ties ud? Måske kan fantasi og medfølelse gøre det af med den? Måske kan højere magter og økologiske katastrofer få den til at forsvinde? Måske er den en pæl i kødet og ikke til at undgå?
Det vil vise sig. Det vil vise sig i løbet af de næste 10 år.
Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.