Prøv avisen
Refleksion

Svend Lings nærer vor tids hang til at kontrollere alt

illustration: søren mosdal

Lotte Blicher Mørk

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis man prøver at kontrollere magtesløsheden gennem idéer som aktiv dødshjælp, risikerer man som Svend Lings at leve på en stor løgn, skriver Lotte Blicher Mørk

Så får han taletid igen, Svend Lings – den pensionerede læge, der i en sen alder har skabt en karriere ud af aktiv dødshjælp. Han har stiftet netværket Læger for Aktiv Dødshjælp, på hvis hjemmeside han lagde en manual ud indeholdende præparater, der kan bruges til at begå selvmord med. Han er så stolt af dette, at han udtaler, at den allervigtigste bedrift, han overhovedet har gjort, er at ”hjælpe” mennesker af med livet. Han har ovenikøbet sendt manualen ud til flere medier for at få taletid – og det har de så givet ham, og han er kun blevet en ”bedre” historie af, at han netop er blevet dømt af retten for medvirken til selvmord.

Som formand for Lægeforeningens Etiske Udvalg Lise Møller udtaler, så sender retten et klart signal om, at det er alvorligt at medvirke til en patients selvmord.

Og dommen er da også i den grad vigtig. For Svend Lings er skandaløs, og det, han står for, er uansvarligt – både af praktiske og af etiske årsager.

Først den praktiske årsag: Svend Lings er åbenbart så inkompetent, at han ikke engang kan finde ud af at levere den vare, han ellers er så stolt af – altså at hjælpe folk med at tage deres eget liv. Hvis man følger Lings’ manual, er der en sandsynlighed for, at man ikke opnår det ønskede resultat, men til gengæld bliver invalideret.

Lings påstår, at han nøje har gennemgået sine 300 anbefalede medikamenter og noteret sig sine erfaringer med dem. Han siger også, at han har talt med alle sine selvmordskandidater om, præcis hvilken dosis netop de har brug for.

Problemet er bare, at han ikke har turdet mødes med patienterne, fordi han er bange for at ende med at blive tiltalt for medvirken til selvmord (hvilket han så alligevel blev). I stedet er nogle af konsultationerne foregået som hurtige femminutterssamtaler, hvilket i sagens natur og kompleksitet selvfølgelig er helt utilstrækkeligt.

Resultaterne af Svend Lings’ inkompetence er desværre særdeles konkrete. Toksikolog fra Bispebjerg Hospital Kim Dalhoff oplyser, at han har haft flere patienter, der havde indtaget endog mere end de af Lings anbefalede doser – men uden døden til følge. I stedet er de vågnet med en massiv hjerneskade, de nu skal leve med resten af livet.

Selvom Lings henviser til, at han i manualen har skrevet, at man ikke kan være sikker på at dø, hvis man indtager medikamenterne, så er dette – selv hvis man skulle acceptere idéen om aktiv dødshjælp – fuldstændig uacceptabelt.

Han hævder, at han hjælper med at løse et problem – nemlig lidelse. Men det viser sig, at han kan ende med at gøre lidelsen endnu værre.

Den anden årsag til, at manden er skandaløs, er etisk. At gøre sig til herre over liv og død, og ikke mindst andres, er en absurditet, der strider imod vores samfundsnormer såvel som vores love. Svend Lings udtaler selv, at det ikke er ham, der gør noget etisk forkert, men at det er straffeloven, der er forkert.

Han mener ikke, han har ret til at gøre sig til dommer over, hvorvidt syge mennesker vil herfra før tid. Men det er jo netop, hvad han gør, når han aktivt går ind og hjælper. Svend Lings nærer vor tids hang til at lege Gud i eget liv og kontrollere alt – inklusive døden.

Det er selvsagt forfærdeligt at leve med en uhelbredelig sygdom, hvor hverdagen er fyldt med lidelse. Men oftest afhænger lidelsens størrelse og omfang af, om lægerne sørger for at give den rigtige lindring – den lindring, der gør, at livet alligevel er til at holde ud. For spørgsmålet er ikke, hvorvidt der er lidelse i vores liv – det er der.

Spørgsmålet er, hvordan vi forholder os til den. Og vi skal naturligvis gøre alt, hvad vi kan for at lindre lidelsen – såvel den somatiske som den psykiske. Og heldigvis er vi gode til at gøre netop det. Professor i psykiatri Merete Nordentoft fortæller, at forskning peger på, at der i dag findes mange typer behandling, der virker, og at de tilfælde, der kunne se håbløse ud, viser sig ikke at være det.

Det er også min entydige erfaring. Meget få af de patienter, jeg har talt med igennem mine 15 år som hospitalspræst, har haft et udtalt ønske om at tage deres eget liv. Og det er vel at mærke ofte mennesker i udtalt stor lidelse. Men hospitalet har næsten altid kunnet lindre på den ene eller anden måde.

Og mange gange har patienterne derigennem fundet ting, der var værd at leve for, hele vejen til deres allersidste. Mange, der arbejder med døende mennesker, kan bekræfte dette. Og set ud fra den præmis, bliver Svend Lings’ ”ydelser” stort set irrelevante for døende mennesker.

Når medierne og samfundet alligevel viser sådan en mand interesse, handler det ikke om, at han rent faktisk er interessant. Det handler som sagt om, at moderne mennesker selv vil bestemme over alting – også liv og død.

Aktiv dødshjælp er et forsøg på at tilkæmpe os en kontrol over livet, vi ikke har. Der er så meget i livet, vi overhovedet ikke bestemmer over – ikke mindst sygdom og død. Men den eneste måde at være i livet på er at overgive sig til denne fundamentale magtesløshed og slutte fred med den. Hvis man prøver at kontrollere magtesløsheden gennem idéer som aktiv dødshjælp, risikerer man som Svend Lings at leve på en stor løgn.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.