DEN MEST almindelige indvending mod kristendommens sandhed – ved siden af lidelsens problem – er den, der hævder, at naturvidenskaben gør det vanskeligt eller endda umuligt at tro på en skabende og opretholdende Gud.
Mange mener i ramme alvor, at opdagelsen af naturlovene løbende afslører troen som menneskeligt gætværk: førvidenskabelige, mytologiske formodninger og ønskedrømme, som begyndte at fejes ned som spindelvæv, da geniale Isaac Newton for 300 år siden åbnede for fysikkens uigendrivelige afdækning af de kolde, anonyme love, der styrer alt.
NU VAR NEWTON SELV en meget religiøs mand, der anså naturlovenes ærefrygtindgydende orden som en art gudsbevis, og i det 20. århundrede kom tilmed de to videnskabelige gennembrud, der lod ane helt ukendte og svimlende dimensioner bag den gamle fysiks mekaniske verdensbillede. Einsteins relativitetsteori gjorde rum og tid så relative, at vi lægfolk ikke helt har sundet os oven på oplysningen endnu, og Niels Bohrs kvantefysik åbnede for erkendelser så eksotiske, at vi dårligt kan begribe en lille tøddel af dem.
Materialismen er død, men nyheden siver først om meget lang tid ind, så revolutionerende og uanskuelig er den.
Avisen Die Zeit har talt med den tyske astrofysiker Gerhard Börner, professor ved Münchens universitet og Max Planck Institut for Astrofysik. Han går frejdigt i kirke om søndagen og finder de nyere gennembrud stimulerende, for de tyder på, at den klassiske og strengt fysiske forståelse af universet er ganske indskrænket. Den beskriver en eksistens i rum og tid, men nu har fysikerne opdaget, at rum og tid overhovedet først opstod med Big Bang. Og begge vil engang forsvinde igen, opsuget i sorte huller.
Det lyder da uhyggeligt, indvender Die Zeit.
”Tværtimod, det synes jeg er meget tilfredsstillende, for er det sådan, så findes der muligvis også ting uden for tid og rum, som ikke kan fattes af os, men som har afgørende virkning på vores daglige eksistens”, siger Börner.
Modsætningen mellem videnskab og tro blev konstrueret for 150 år siden, betoner han – dengang fysikken havde et deterministisk verdensbillede.
Han medgiver, at det overvejende flertal af hans kolleger er ateister. Naturvidenskabsfolk kan meget sjældent acceptere, når nogen påstår at stå med en sandhed, som der ikke kan føres videnskabeligt bevis for.
Mange af dem regner det for et ufravigeligt, rationelt bud, at man ikke bør tro, men Börner anser det for et frit valg, om videnskabsmanden vil tro eller ej. Intet i fysikken tvinger i den ene eller den anden retning, og den kan hverken bevise eller modbevise religiøse udsagn.
”Så når vores viden simpelthen ikke strækker til her, må enhver stå inde for sine personlige forestillinger.”
HAR HAN NOGENSINDE mødt Gud i sin forskning? Nej, svarer videnskabsmanden, men det foruroliger ham ikke, for man kan ikke lede efter ham her.
”Det er allerede rent metodisk umuligt. I det fysiske verdensbillede er der ingen plads for Gud. Naturvidenskabeligt lader en skaber sig ikke begribe, fordi han står uden for det, som lader sig udforske.”
Han går heller ikke og håber på det omvendte: at religionen skal kunne befrugte videnskaben. Tro er subjektiv og eksistentiel, og giver tilværelsen mening, men forsøg i fortiden på at aflede naturvidenskabelige erkendelser af Bibelen var uholdbare.
Hvordan har Börner det med ateister? spørger Die Zeit. Mellem kolleger betyder det intet, men han har det svært med de nye, missionerende ateister, fordi de regner troende for dumme.
Gerhard Börner finder det sært, at de så heftigt afviser troen og en virkelighed uden for det, vi kan begribe. Selv kunne han ikke leve uden den mening, som troen skænker, og han har det vanskeligt med forestillingen om, at alle den menneskelige ånds vidunderlige frembringelser engang bare skal forgå, så det hele blot var et absurd skuespil for tomme tilskuerrækker.
Börner indrømmer, at han virker meget optimistisk. Mange fysikere er det, bemærker han. Universets ubegribelige omfang og rigdom gør indtryk. Og sammenhængen mellem alt er fascinerende. I vores knogler findes kulstof fra kernen af længst forsvundne stjerner; vi er alle børn af supernovaer og forbundet materielt med hele kosmos.
”Materien har organiseret sig på en måde, så der opstod ånd, som så på sin side behersker og gennemtrænger materien. Hvem ved, hvad der er i vente? Og midt i det hele står vi som del af det store hele. Det er simpelthen storartet, ja, fantastisk.”
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet og Anders Raahauge, sognepræst.