Prøv avisen
Kirkeligt set

Mette Bock: Tårer har ingen religion, men troen kan trøste mennesker, der græder

illustration: søren mosdal

Mette Bock

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Vores sundhedspersonale er fagligt dygtigt, men når det kommer til sjælesorg og samtaler om det, der udløser sorg og tårer, er der ofte brug for andre. Nemlig dem, der forstår min tro og baggrund, skriver kirke- og kulturminister Mette Bock

Ordene i min overskrift stammer fra en mand, jeg vil kalde min ven. Hans navn er Naveed Baig. Naveed Baig har pakistanske rødder, men er født og opvokset i Danmark, hvor han som imam arbejder med indsatte og indlagte. Først som fængselsimam i Vridsløselille, siden som hospitalsimam på Rigshospitalet. Naveed Baig er desuden netop blevet tilknyttet teologisk fakultet på Universitetet i Oslo, hvor han skal undervise i islamisk åndelig omsorg, pluralistisk sjælesorg, samtalepraksis med mere.

Jeg mødte Naveed Baig første gang til et møde på Rødding Højskole i en samtale mellem en protestantisk præst, en jødisk rabbiner og en imam, nemlig Naveed Baig. Siden er jeg stødt på ham adskillige gange. Gennem integrationsprojekter, til sammenkomster i den jødiske synagoge, på Christiansborg til den årlige markering af terrorangrebet i 2015, til Folkemødet og da jeg for nylig besøgte Rigshospitalets nyrestaurerede kirkerum.

Naveed Baig har givetvis både sagt og gjort dumme ting i sit liv. Det har jeg også. Men han bruger sit liv på samtale mellem mennesker – om tro. Og på samtaler, der gør os bedre til at acceptere, at andre tror på noget andet end jeg selv.

Den kunst er vi generelt ikke for gode til, uanset hvilken religion vi tilhører. Men den slags samtaler skal vi have flere af. Fordi tro betyder noget i mange menneskers liv, og fordi der er et eklatant behov for respektfulde trosmøder. Jeg er kristen og bliver aldrig andet. Men jeg har noget til fælles med muslimen og jøden. Nemlig den erfaring fra mit levede liv, at tro har betydning.

Det er glimrende, at vi på universiteterne forsker i tro og uddanner både teologer og religionshistorikere. Men der er også brug for praksiserfaring, der bygger oven på teologisk indsigt. Den er nemlig forudsætningen for respektfuld sameksistens. Der er desværre mennesker i Danmark, der bogstavelig talt mener, at løsningen på de elendige trosmøder, der også finder sted, er at smide alle muslimer ud af Danmark. Det er primitivt. Vi skal vedkende os vores kristne kulturarv og stå fast på den kendsgerning, at flere end tre ud af fire i Danmark er medlem af folkekirken. Men vi skal også, uanset hvilket trossamfund vi tilhører, bidrage til fredelig sameksistens mellem trossamfundene.

Jeg nævner Naveed Baig af to grunde. For det første, fordi vi – desværre med god grund – har stort fokus på de imamer i Danmark, der ikke respekterer vores samfunds grundlæggende værdier og misbruger vores gæstfrihed og religionsfrihed. Disse mørkemænd får megen opmærksomhed, for det er vigtigt, at vi sætter et kritisk lys på deres aktiviteter og sætter en stopper for eventuelle ulovligheder.

Men der er andre imamer, der skal mødes med respekt for deres arbejde, for ellers bliver billedet skævt. Det er ikke fake news, at islamisterne er her, og at de skal bekæmpes. Men det er ikke den fulde sandhed. For de fredelige forkyndere er her også.

Forleden mødte jeg endnu en, nemlig den unge Akmed, da jeg besøgte integrationsprojektet ”Dialogkaravanen”, der holdt sommerhøjskole på Hjarnø. Akmed er ved at tage en master i diakoni på Aarhus Universitet, og han bruger tid og frivillighed på at fremme dialog mellem trosretninger.

Fredelige forkyndere skal have opbakning, uanset hvilken tro de forkynder. Javel, de skal også udfordres og have modsigelse, når det kommer til teologiske diskussioner, men deres betydning for udviklingen af moderat islam skal værdsættes.

Den anden grund til, at jeg nævner Naveed Baig, er, at det samarbejde, der findes mellem præster og imamer på for eksempel Rigshospitalet, er helt nødvendigt. Sundhedspersonalet er fagligt dygtigt i vores land, men når det kommer til sjælesorg og samtaler om det, der udløser sorg og tårer, er der ofte brug for andre. Nemlig dem, der forstår min tro og baggrund.

Diskussionen om indretningen af vore nye supersygehuse har indimellem været smertefuld. Mange har forholdt sig kritisk til, hvorfor vi skal investere i at indrette religiøse rum et sted, der bygger på naturvidenskabelig viden?

Det skal vi, fordi man på et sygehus ikke blot skal helbrede og lindre, men også forstå, trøste og skabe håb, selv i de mest håbløse situationer. Derfor glæder det mig, at man de fleste steder er nået til enighed om, at der på sygehusene også skal være plads til forkyndere og til rum, hvor syge, døende og deres pårørende kan søge håb og trøst i troen.

For nok har tårer ingen religion. Men troen kan trøste mennesker, der græder.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.