Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kiosken

Fra 15 til 77 grænsemure: Tabte vi alle den kolde krig?

Arkivfoto af den sovjetiske premierminister Mikhail Gorbatjov og den amerikanske præsident Ronald Reagan, der underskriver INF-traktaten, som sikrede atomnedrustning. Foto: Str Old/Reuters/Ritzau Scanpix

Bjørn Thomassen

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Da Berlinmuren faldt i 1989 var der 15 grænsemure i verden. I 2019 er tallet nået op på 77, skriver Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet

I disse dage mindes hele verden, at det er 30 år siden, at Berlinmuren faldt. Jeg var 20 år og husker det, som var det i går. Jeg er vokset op på Bornholm. Den kolde krig var ikke et abstrakt begreb på de kanter. Alle kunne huske, at øen blev befriet/besat af Sovjetunionen i 1945, og at de russiske tropper var blevet på øen et helt år. Der lå østeuropæiske fiskere nede i Rønne havn.

Når de havde fri, stod de altid foran butiksvinduerne og snakkede i timevis om de varer, de ikke havde råd til. Jerntæppet og Østeuropa var ikke langt væk. Man kunne sejle til Polen på nogle timer. Og dengang vidste jeg ikke, at jeg en vinterdag 10 år senere skulle finde mit livs kærlighed i den sydlige ende af jerntæppet, nemlig i Trieste, grænsebyen ved Adriaterhavet, der lige som Berlin blev delt af stormagterne efter 1945.

Jeg kan også huske den eufori, der bredte sig i kølvandet på Murens fald. Og anderledes kunne det ikke være. Derfor handler mange artikler rundt omkring i den globale kiosk om den utrolige glæde, der spredte sig fra Berlins gader til resten af Tyskland, Europa og verden. Mange medier, deriblandt The New York Times, minder også om, at et helt nyt historiesyn vandt frem:

”Måneder før muren faldt i Berlin den 9. november 1989, kom en ung politolog ved navn Francis Fukuyama med en deklaration, som hurtigt blev berømt: at vi var nået til ’historiens ende’”.

Det kunne lyde lidt dommedagsagtigt, men Fukuyama mente det først og fremmest positivt. Han mente nemlig, at vi var nået til ”endemålet for menneskehedens ideologiske udvikling og til universaliseringen af det vestlige liberale demokrati som den endelige form for menneskeskabt regeren”. Der var ikke længere nogle alvorlige konkurrenter til det liberale demokrati og markedsøkonomien. De store ideologiske værdikampe, der havde præget hele den moderne historie, var ovre.

Da muren faldt bare tre måneder efter Fukuyama havde skrevet sin veltimede artikel, blev hans argument af gode grunde anset for en slags profeti. Året efter holdt George W. Bush sin berømte tale for kongressen, ”Mod en ny verdensorden”, hvor han argumenterede for, at regler, værdier og frihedsnormer ville skabe fredelig sameksistens på kloden, snarere end militær magtpolitik.

Hovedparten af artiklerne i de internationale medier tegner et meget mere dystert billede, hvad angår nutidsperspektivet. Historien sluttede jo ikke, som ovennævnte artikel i The New York Times fortsætter:

”Kommunismens fald førte ikke til en ny guldalder for vestlig, kapitalist-drevet liberalisme. Langt fra. I de efterfølgende årtier har seismiske begivenheder, bevægelser og globale tendenser skabt et splintret 21. århundrede, der måske er endnu mere farlig end koldkrigstiden”.

For hvad lærte vi egentlig af den kolde krig? Magasinet Time følger op med en endnu mere pessimistisk artikel, forfattet af den amerikanske historiker David Kaiser: ”Berlinmurens fald forekom som en sejr for demokratiet. 30 år senere er begge sider ved at tabe kampen”. Ikke nok med at demokratiet har svære kår i det gamle Østeuropa:

”Uden koldkrigstidens samlende effekt er USA ved at gå under i stammekrige. De værdier, vi kunne tage for givet i midten af det 20. århundrede, er ved at gå tabt.”

Professor i international politik, Stephen Walt, er ikke mere optimistisk. I Foreign Policy opridser han de fem væsentligste grunde til, at USA kom sejrrigt ud af koldkrigen og konkluderer, at Trump absolut intet har lært af historien. USA havde en stærkere og mere åben økonomi, støttet af stærke alliancepartnere i Europa, og investerede klogt i uddannelse og teknologi.

Og så vandt de på troværdighed: ”At være magtfuld betyder meget i den globale politik, men at være populær eller i det mindste respekteret er ikke irrelevant. USA vandt den kolde krig, fordi de var stærkere, men også fordi landets værdier og aktioner – på trods af alle fejltrin – viste sig mere populære end Sovjetunionens. Khrusjtjov underminerede Sovjetunionens udenrigspolitik da han bankede sin sko mod bordet i FN’s Generalforsamling; Trump gør noget lignende, hver eneste gang han sender et tweet”.

Muren faldt i 1989. Men næsten som en fysisk demonstration på, at vi måske alle tabte den kolde krig, kan vi i dag se på, mens nye mure skyder frem. ”Fra 7 til 77: Der har været en eksplosion i konstruktionen af grænsemure siden Anden Verdenskrig”, skrev Kim Hjelmgaard sidste år for USA Today. Og det er ikke kun Trump, der bygger nye mure. Da Berlinmuren faldt i 1989 var der 15 grænsemure i verden. I 2019 er tallet nået op på 77. Vi bygger flere og flere mure. Også i Europa. Pigtråd og beton har aldrig solgt bedre.

Støvet af Berlins faldne mure nåede aldrig at lægge sig.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.