Det er allehelgensaften i morgen. Det falder næsten sammen med årsdagen for min mors død. Nu er det 15 år siden, jeg fandt hendes lille krop helt livløs. Denne dødsdag er en revne i min livsfortælling – og i min families forståelse af sig selv. I begyndelsen var revnen en afgrund, der ikke var til at komme over eller omkring. Men med årene har den vist sig at være mere godartet: I dag er den en respektabel krakelering i et sundt hus, der har sat sig.
Faktisk har jeg svært ved at forestille mig mit liv uden dette tab. Jeg har snart levet lige så længe uden min mor, som jeg har med hende: Hendes fravær fylder meget i mit selvbillede. Men det er et fyldigt fravær, som består af minder om smil, dufte, kram – og en sejlivet, godmodig irritation.
Faktisk har jeg også svært ved at forestille mig min familie uden tabet af min mor. Hun – og alle de andre døde, som tilhører os – definerer vores fællesskab. Vi savner dem på en gavnlig måde. Vi er gode til at værne om arven, der binder os sammen.
Sådan er det i mange familier: De samles om deres døde, plejer deres gravsteder, fejrer deres fødsels- eller dødsdag. Og sådan har det været i de fleste kulturer til de fleste tider. Begravelsesritualer og dødekult er noget, arkæologer, antropologer og religionsforskere anser for at være en universel menneskelig praksis.
Men i takt med den kulturelle udvikling har visse døde fået større opgaver. Op gennem kulturhistorien har der lagt sig større og mere komplekse sociale enheder omkring familien: med storslægtsidéer, bystater, nationsdannelser og føderationer fik fællesskaberne og det geografiske rum, de ønskede at dominere, vokseværk. Og det fordrede en aktiv indsats at udvikle forestillingsevnen, så folk blev i stand til at føle sig beslægtet med hinanden i de nye virtuelle fællesskaber – i de grupper, der nu var alt for store til at alle kendte alle.
Her kunne de døde hjælpe til at skabe sammenhængskraft. Det kan de stadig. Martyrer, helgener, døde konger og nationalskjalde samler folk i en fælles paradoksal fornemmelse af tab og styrket identitet. De døde får os til at samles i processioner og til at tænde lys.
I morgen tænder jeg lys for Benny Andersen, prins Henrik, Kim Larsen og for min mor, Anne-Jette Bak.