For nogle år siden gik jeg forbi en lille bitte butik, hvor der kun kunne stå en enkelt kunde, eller to, hvis de ikke fyldte for meget. Butikken solgte én eneste vare: et brød. Det havde kun den ene form, og det havde kun den ene sammensætning af melsorter: hvedemel.
Jeg gik selvfølgelig ind og købte et brød. Det var så tiltrækkende enkelt. Det mindede mere om et brødudsalg i Pompeji, inden Vesuv udslettede byen, end om det danske udbud af brød, hvad end det er gourmetbagerne eller den gammeldags bagerbutik eller supermarkedet.
Og det var helt fantastisk. Det fyldte mundhulen med brød. Klassisk sej krumme, sprød skorpe og hvedens duft, så jeg pludselig sad til morgenmaden ved min ungdoms største ferieoplevelse, klunserlejren i Sydfrankrig: med brødet fra klosterskolens køkken, den tynde café au lait i store skåle og marmelade lavet af Rhonedalens abrikoshøst.
Det var en brødoplevelse, der gav den mening, brød kan give: hovedernæringsmidlet til mennesket – det, der gør, at ordet brød betyder andet og mere end de 117 varianter, der langes over disken eller hentes hjem i plastposer.
Den lille butik er lukket. Idéen er borte. Og jeg savner det koncept, at nogen gør sig i at bage det sublime, det eneste, vi behøver.
Ja, jeg ved godt, at der er mange, mange gode ting at sige om alskens variationer over et tema, men det glædede mig også at møde enkelheden i brødet.
Lidt som at finde den klassiske kludedukke, der kan glæde utallige børn i sin enkleste form.
Eller det klædningsstykke, der kan gøre det ud for alt, hvad man gerne vil bruge det til, og som er næsten uopslideligt, eller som kan repareres. Og sys om. Cyklen, der stadig kan bruges, selvom det var ens mormors i 1930’erne.
Hvad gør man så, når butikken lukker?
De fleste finder en anden butik. Jeg gik i gang med at bage. Jeg har altid bagt, men sjældent så systematisk afsøgende. Det faldt sammen med, at corona skar ned på antallet af sociale kontakter og udadvendte aktiviteter, så der er mere tid, og det er fornuftigt at begrænse indkøbene.
Jeg ville ønske, at jeg triumferende kunne sige: Og nu er det hos mig, I kan købe Det Eneste Sande Brød, der smager af klosterskolen i Vourles.
Men nej, endnu ikke. Mit brød smager af min mors gærdej fra 1950’erne. Det er sjældent rigtig sejt i krummen eller sprødt i skorpen, og det smager oftest bedst, når det har et par dage på bagen og bliver skåret i tynde skiver og ristet. Så er vi der næsten.
Jeg leger med surdej, men ender oftest på gæren. Jeg forsøger mig med stenplade og høje temperaturer, og det bliver somme tider næsten helt godt, og til andre tider lidt tørt, men spist, det bliver det, om så også de sidste skorper af fuglene.
Det er skønt, og det er enkelt. Det er en del af ”mit daglige brød”, og der bliver delt ud af det til familie og venner.
På grund af corona-forholdsregler må vi ikke servere noget, som vi har tilberedt hjemmefra på mit arbejde på fødegangen – men i fødegangens køkken bliver der om aftenen rørt dej og halvvejs på selv en travl nattevagt bagt boller, så duften og det korte øjeblik med en tår te og en lun bid med marmelade giver et signal om, at vi kerer os om hinanden, og at vi er halvvejs gennem natten og fødslerne. Her er brødet både symbol og næring.
Og i kirken er der brød. Oftest i form af små papagtige vafler, så lidt lig brød, at symbolværdien i dem er det bærende. Men også af og til som brød, der brydes og mætter.
Tak for brødet. Tak for det daglige brød – det enkle, det sofistikerede, det symbolske og det, vi deler.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.